Afslag på dispensation til trappe inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation til en trappe inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Odsherred Kommune. Ejendommen, der er et sommerhus, ligger direkte ud til Sejerø Bugt, og trappen fører fra haven ned til stranden. Hele trappen er placeret inden for strandbeskyttelseslinjen, som i dette område er reduceret til cirka 40 meter. Kystskrænten ud for ejendommen er desuden registreret som beskyttet strandeng i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3, og trappen er delvist beliggende i Natura 2000-område nr. 154 Sejerø Bugt.

Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensationen og varslede påbud om fysisk lovliggørelse ved fjernelse af trappen. Direktoratet konstaterede, at selvom der muligvis har været en adgang til stranden tidligere, ses et trappeanlæg af den nuværende type først på luftfotos fra 2015. Kystdirektoratet henviste til Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, og understregede, at administrationen af denne bestemmelse er meget restriktiv. Der kan kun dispenseres i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, og direktoratet fandt ingen særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, da trappen fremstår markant i kystlandskabet og alene tjener private interesser.

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med flere argumenter:

Klagerens argumenter

• Historisk adgang: Klager anførte, at der har været en trappe eller adgang til stranden siden huset blev bygget i 1932, altså før strandbeskyttelsesloven trådte i kraft.
• Ligebehandling: Klager mente, at afgørelsen ikke var udtryk for ligebehandling, da mange andre ejendomme i nærheden har lignende trapper til kysten, som ikke er krævet fjernet. Klager opfordrede dog ikke til tilsyn med disse trapper, men følte sig krænket over, at Kystdirektoratet havde rejst sag mod ham og ikke andre.
• Alternative udformninger: Klager havde foreslået forskellige ændringer til trappens udformning, herunder fjernelse af gelænderet, for at gøre den mindre markant, men mente, at Kystdirektoratet ikke havde taget højde for disse forslag. Klager fastholdt, at trappen alene burde ændres i udformning og ikke fjernes helt, da den har eksisteret siden før 1954.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til trappen inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet præciserede indledningsvist, at det alene tog stilling til den konkrete trappe og ikke til spørgsmålet om en trappe som sådan. Nævnet havde heller ikke kompetence til at behandle klagers forslag til ændringer af trappen, da dette ville kræve en ny ansøgning til Kystdirektoratet.

Vurdering af lovliggørelse og dispensation

Nævnet lagde til grund, at strandtrappen i sin nuværende udformning blev anlagt i 2015. Selvom retten til at kræve fysisk lovliggørelse kan fortabes over tid, fandt nævnet ikke, at dette var tilfældet her. Dette skyldtes, at trappen i 2015 var blevet væsentligt udvidet og fremstod mere markant i kystlandskabet, og at der derfor kun i en kortere årrække havde eksisteret et trappeanlæg af den nuværende størrelse og udformning. Forholdet skulle derfor vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et "særligt tilfælde", som kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at trappen er markant og påvirker kystlandskabet, og at den går direkte ned til kysten. Desuden blev der lagt vægt på den restriktive praksis på området og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.

Lighedsprincippet og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Kystdirektoratets tilrettelæggelse af sin tilsynsvirksomhed ikke var i strid med lighedsprincippet, og at afslaget i den konkrete sag derfor ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.