Afslag på genoptagelse af ekspropriationssag vedrørende dige ved Karup Å

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 7. januar 2019 Skive Kommunes afgørelse af 26. juni 2018 om ekspropriation af rettigheder over ejendommen [matrikel1]. Ekspropriationen var begrundet i behovet for kystbeskyttelse og skulle muliggøre etablering af et dige som en forlængelse af det eksisterende sydlige dige ved Karup Å.

Ejendommens ejer anmodede den 17. januar 2019 om genoptagelse af klagesagen. Begrundelsen var, at der var begået sagsbehandlingsfejl, idet grundlaget for ekspropriationen angiveligt ikke var lovligt. Ejeren henviste navnlig til, at et af vilkårene (vilkår nr. 4) i Kystdirektoratets tilladelse af 17. november 2014 til digeprojektet ikke var opfyldt. Dette vilkår krævede tinglysning af en deklaration på ejendommen senest et år efter tilladelsens datering, hvilket ikke var sket. Desuden fremgik det af et udkast til deklaration, at ejendommens ejer ville blive pålagt at fjerne diget, hvilket ejeren mente var en fejlagtig forudsætning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i sin oprindelige afgørelse fundet, at grundlaget for ekspropriationen var lovligt. Nævnet lagde vægt på, at fristen for udmøntning af tilladelsen var forlænget, og at Skive Kommune havde gjort det klart, at vilkår nr. 4 ville blive bragt i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, så ejeren ikke ville blive pålagt økonomiske forpligtelser. Nævnet bemærkede, at ekspropriation af rettigheder frem for ejendomsret var en mindre byrdefuld indskrænkning af rettighederne.

Skive Kommunes bemærkninger

Skive Kommune fastholdt lovligheden af ekspropriationen og bemærkede, at kommunen den 5. februar 2019 havde ændret det omstridte vilkår i tilladelsen. Dette skete med hjemmel i Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 2 og Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 6, da bemyndigelsen til at træffe beslutning om tilladelse til digeprojekter var overført fra Kystdirektoratet til kommunerne pr. 1. september 2018. Kommunen anførte desuden, at fristen for udnyttelse af tilladelsen var forlænget af Kystdirektoratet til 31. december 2019, og at tilladelsen derfor ikke var udløbet på tidspunktet for ekspropriationen. De forpligtelser, der ville blive pålagt lodsejerne, fremgik af kommunens skrivelse af 26. juni 2018, og deklaration var efterfølgende tinglyst i overensstemmelse hermed, jf. Vejloven § 98, stk. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18 b. Ekspropriationen skal administreres med hensyntagen til Grundlovens § 73 om den private ejendomsrets ukrænkelighed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnet fandt, at der ikke var indkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald. Ligeledes var der ingen nye væsentlige retlige forhold, der kunne medføre en genoptagelse af sagen. Nævnet vurderede, at der ikke var påvist væsentlige fejl i sagsbehandlingen, som kunne begrunde en genoptagelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholdt sin tidligere vurdering af vilkår nr. 4 i tilladelsen. Det forhold, at ejendommens ejer ikke var enig i nævnets vurdering og afgørelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fastholdt, at de anførte forhold vedrørende ændringen af vilkår nr. 4 ikke i den konkrete situation kunne medføre, at ekspropriationen var sket i strid med lovlighedskravet.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.