Manglende dokumentation for indbetalinger i pengeoverførselsvirksomhed medfører skattepligt

Sagen omhandlede en klage over Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 med 1.263.419 kr. Klageren var medejer af interessentskabsvirksomheden G1 I/S, en pengeoverførselsvirksomhed, der anvendte et betalingssystem drevet af G2. Virksomheden havde tilladelse fra Finanstilsynet til at udbyde betalingstjenester, men Finanstilsynet havde i 2018 påbudt virksomheden at udarbejde en risikovurdering, revidere interne procedurer (herunder hvidvaskpolitik), sikre kundekendskabsprocedurer og dokumentere undersøgelser af usædvanlige transaktioner.

Klageren havde ikke selvangivet overskud af virksomhed for 2015. Virksomhedens årsregnskab for 2015 viste en omsætning på 62.880 kr., men revisoren tog forbehold, da bankudskrifter ikke havde været til rådighed. Skattestyrelsen konstaterede indsætninger på virksomhedens bankkonto på 9.820.494,17 kr. og hævninger på 9.845.231 kr. i 2015. En af klageren fremlagt liste over indbetalinger viste et samlet beløb på 10.486.265 kr. (svarende til $ 1.565.377).

Skattestyrelsens opgørelse af uidentificerede indbetalinger

Skattestyrelsen opdelte indbetalingerne fra klagerens liste som følger:

Skattestyrelsen opgjorde 2.526.838 kr. (447.047 kr. + 1.937.876 kr. + 141.915 kr.) som uidentificerede indbetalinger, da de ikke ansås for dokumenterede. Klagerens andel heraf var 1.263.419 kr.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen begrundede forhøjelsen med, at virksomheden ikke havde opfyldt kravene i Bogføringsloven § 1, stk. 1, Bogføringsloven § 3, stk. 1, Bogføringsloven § 9, stk. 1 og Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder § 8, da der ikke forelå en bogføring, der opfyldte lovens krav. Der var ikke fuldstændig dokumentation for, hvor de ikke-dokumenterede indsætninger stammede fra, og om midlerne var beskattede eller skattefrie. Skattestyrelsen henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og anførte, at de hævede beløb, der ikke var dokumenteret, måtte anses for kapitaludgifter, der var indkomsten uvedkommende og dermed ikke fradragsberettigede driftsudgifter. Forhøjelsen indgik i overskud af virksomhed som personlig indkomst, jf. Personskatteloven § 3, og var arbejdsmarkedsbidragspligtig, jf. Arbejdsmarkedsloven § 4, stk. 1.

Skattestyrelsen bemærkede, at selvom klageren senere fremlagde yderligere oplysninger om 67 transaktioner, herunder CPR-numre for 20 personer, kunne dette kun godkende yderligere 145.457,35 kr. som dokumenterede indbetalinger. Skattestyrelsen fastholdt, at regnskabet med rette var tilsidesat, og at klageren var skattepligtig af samtlige indsætninger, da det ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, at beløbene vedrørte pengeoverførselsvirksomhed og var overført til udlandet efter aftale med kunder. Der var hverken beløbs- eller tidsmæssig sammenhæng mellem indsætninger og overførsler, og de fremlagte lister kunne ikke afstemmes med kontoudtoget. Skattestyrelsen foreslog en skærpelse af afgørelsen, så klageren blev skattepligtig af 50 % af 10.486.265 kr., svarende til 5.243.133 kr.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr. Repræsentanten anførte, at de omhandlede beløb ikke udgjorde skattepligtig indkomst, da der var tale om indsætninger, der var overført til udlandet i overensstemmelse med kundernes ordre. Virksomheden fungerede primært som pengeoverførselsvirksomhed for herboende somaliere, der sendte penge hjem til familier i Somalia. Alle indsætninger på virksomhedens bankkonto var erhvervsmæssige og var ikke tilgået klagerens private økonomi. Årsagen til manglende overensstemmelse mellem navn og telefonnummer skyldtes ofte ukorrekte somaliske navne eller brug af taletidskort. Repræsentanten fremhævede, at virksomheden anvendte et online system, hvor alle pengeoverførsler var registreret, og fremlagde underliggende overførselsbilag. Det blev anført, at manglende opfyldelse af hvidvaskreglerne ikke automatisk medførte skattepligt for ejerne, og at der ikke eksisterede en objektiv skattemæssig hæftelse for ejere af en pengeoverførselsvirksomhed, hvis kunder ikke kunne identificeres. Repræsentanten fremhævede desuden, at en tilsidesættelse af regnskabet ikke medførte, at SKAT kunne ansætte en tilfældig skønsmæssig indkomst, men skulle skønne en realistisk indkomst, der tog højde for udgifter. Det blev også fremhævet, at Toldstyrelsen havde den opfattelse, at et vekselbureau ikke kan anses for at være den reelle ejer af de likvide midler, som bureauet bringer ud af Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2015 med 1.263.419 kr.

Retten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at tilsidesætte virksomhedens regnskab og fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Dette blev begrundet med, at:

• Virksomheden, trods betydelige beløb og mange posteringer, ikke havde ført regnskab i henhold til Bogføringsloven og Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder.
• Det indsendte materiale ikke kunne afstemmes med virksomhedens likvide beholdninger ifølge bankkontoudtog.
• Omsætningen ikke var specificeret og kunne ikke følges eller afstemmes til ind- og udbetalinger på bankkontoen eller de enkelte bilag.
• Der ikke var ført kasseregnskab.
• Revisorerklæringen indeholdt forbehold, da virksomhedens kontoudtog ikke indgik i regnskabet.

Da regnskabsgrundlaget ikke opfyldte kravene, kunne det ikke danne grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse. Idet der var konstateret ikke-selvangivne indtægter, påhvilede det klageren at godtgøre, at beløbene ikke skulle beskattes, jf. praksis i SKM2008.905.H og SKM2011.208.HR.

Retten anså klageren for skattepligtig af de indbetalinger, som ikke var dokumenteret. Dette skyldtes, at der for disse indbetalinger ikke var fremlagt tilstrækkelige oplysninger om:

• Hvem der indskød beløbet, herunder verificeret navn og adresse.
• Hvad indbetalingerne vedrørte.
• Hvem beløbene i givet fald var videregivet til, og dokumentation herfor.

Klagerens forklaringer om, at beløbene vedrørte pengeoverførselsvirksomhed og var overført til udlandet, var ikke underbygget af objektive kendsgerninger. Det forhold, at virksomheden ikke havde været opmærksom på utilstrækkelig dokumentation (f.eks. taletidskortnumre), kunne ikke føre til et andet resultat. Det fremlagte bilagsmateriale fra et online system og lister vedrørende 67 transaktioner blev anset for ukomplette med hensyn til dokumentation af pengestrømmene. Listerne og bilagene stemte desuden ikke overens med virksomhedens kontoudtog, og det var ikke dokumenteret, hvad der skete med pengene efter modtagelse hos den internationale betalingsvirksomhed. Pengestrømmen kunne således fortsat ikke følges fra virksomheden til slutmodtageren.