Stadfæstelse af afslag på dispensation til bibeholdelse af sommerhuse inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 20. december 2018, som afslog en ansøgning om dispensation til bibeholdelse af fem sommerhuse inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Mariager Fjord Kommune. Sommerhusene er beliggende på lejet grund, som er landbrugsnoteret og ligger i landzone, cirka 50-100 meter fra kysten. Området er præget af spredt sommerhusbebyggelse og landbrugsejendomme, og husene ligger i et bælte af naturarealer mellem kysten og de bagvedliggende landbrugsarealer. Strandbeskyttelseslinjen trådte i kraft i 1937.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen om dispensation og dermed aflysning af en tinglyst deklaration fra 21. maj 1985 om fjernelse af husene. Deklarationen fastsætter, at husene skal fjernes, når den daværende ejer eller dennes ægtefælle ikke længere er brugere af husene. Direktoratet konstaterede, at sommerhusene, opført mellem 1950 og 1961, er opført uden fornøden dispensation. Direktoratet henviste til, at Overfredningsnævnet i 1971 besluttede, at syv af de dengang 11 ulovligt opførte sommerhuse skulle fjernes inden 15 år, hvilket blev tinglyst i 1971. Fristen blev forlænget i 1985.

Kystdirektoratet vurderede, at en permanent bibeholdelse af sommerhusene forudsætter dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b. Direktoratet fremhævede, at strandbeskyttelseslinjen administreres meget restriktivt i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 15, og at der normalt ikke dispenseres til opførelse af nye sommerhuse inden for linjen. Direktoratet fandt, at der ikke var grundlag for at fravige den restriktive praksis, da klagerne ikke kunne være i tvivl om myndighedernes stillingtagen til en permanent bibeholdelse af husene på grund af den tinglyste deklaration. Hensynet til præcedenseffekt vejede tungt, og argumenter om naturpleje eller minimal gene for kystlandskabet kunne ikke føre til et andet resultat.

Klagerens anbringender

Ejere af de fem sommerhuse påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Det er sandsynliggjort, at der har været bebyggelse på ejendommen før 1937, hvor strandbeskyttelsen trådte i kraft, baseret på fund af et gammelt fundament og en tinglyst færdselsret fra 1925.
• Klagerne har en berettiget forventning om at kunne bibeholde husene, især på baggrund af en mulig tilladelse til opførelse af et feriehjem omkring 1950.
• Den frivillige naturpleje af arealerne er knyttet til interessen omkring sommerhusene og vil ophøre, hvis husene fjernes. Lokale myndigheder har støttet ønsket om husenes bevarelse på grund af dette.

Kystdirektoratet bemærkede i sit svar, at en eventuel affredning af ejendommen ikke ville ændre på strandbeskyttelseslinjens beliggenhed eller behovet for en lovliggørende dispensation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til bibeholdelse af de fem sommerhuse inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen og kun tillader dispensation i særlige tilfælde.

Nævnets vurdering af klagepunkter

Nævnet fandt, at klagernes oplysninger ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at der ikke havde været byggeri på ejendommen før strandbeskyttelsens ikrafttræden i 1937. Nævnet lagde vægt på, at luftfoto fra 1945 ikke viste byggeri, og at opførelsen af sommerhusene i 1950-60 ikke skete inden for en rimelig periode efter nedrivning af eventuelt tidligere byggeri. Desuden kunne et eventuelt tidligere byggeri ikke medføre ret til opførelse af fem sommerhuse andre steder på grunden.

Vedrørende klagernes forventning om bibeholdelse af husene, fandt nævnet, at en mulig tilladelse til opførelse af et feriehjem omkring 1950 ikke kunne skabe en berettiget forventning, når der blev taget hensyn til den efterfølgende fredningsproces med deklaration om fjernelse af husene og den senere forlængelse af fristen herfor.

Nævnet vurderede, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Dette skyldtes den restriktive praksis på området, at husene ligger inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, at der er tale om et større antal sommerhuse, samt den præcedensvirkning en dispensation ville kunne medføre. Argumentet om, at frivillig naturpleje ville ophøre med fjernelse af husene, kunne ikke føre til et andet resultat, da strandbeskyttelsen ikke har til formål at varetage sådanne plejehensyn.

Gebyr og endelighed

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen blev stadfæstet ved Retten i Hjørrings dom af 12. november 2020.