Planklagenævnets afgørelse om dispensation til helårsbeboelse og påbud om fraflytning

Assens Kommune afslog den 20. december 2018 en ansøgning om lovliggørende dispensation til helårsbeboelse af en feriebolig på ejendommen [adresse1] og udstedte et påbud om fraflytning. Ejendommen er omfattet af lokalplan I-F302, Feriecenter ved Assens Lystbådehavn, som fastsætter, at området udelukkende må anvendes til ferieboliger.

Baggrund for kommunens afgørelse

Kommunen konstaterede via folkeregistret, at klageren havde haft folkeregistreret adresse på ejendommen siden 1. september 2017. Afslaget på dispensation blev begrundet med, at lokalplanens § 3, stk. 1, specifikt begrænser anvendelsen til ferieboliger, og at der ikke kan dispenseres fra denne bestemmelse, jf. Planloven § 19, stk. 1. Påbuddet om fraflytning blev udstedt med henvisning til Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1. Det fremgår, at Naturklagenævnet allerede den 2. februar 2010 havde truffet afgørelse i en lignende sag (NMK-33-03249), hvor det blev fastslået, at ferieboligerne kun måtte benyttes som ferieboliger og ikke som helårsboliger.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens lejer klagede den 17. januar 2019 til Planklagenævnet. Klagen fokuserede primært på to punkter:

• Myndighedspassivitet: Klageren anførte, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af passivitet, idet kommunen i perioden 2010-2018 ikke havde handlet konsekvent på trods af kendskab til, at over 60 personer havde været folkeregistreret i ferielejlighederne i området. Klageren havde handlet i god tro.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren gjorde gældende, at kommunen havde udvist usaglig forskelsbehandling ved at tillade to andre beboere at fortsætte helårsbeboelse på lignende adresser ([adresse2] og [adresse10]), hvor kommunen havde fortabt sin håndhævelsesret på grund af langvarig passivitet.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen oplyste, at Plan- og Kulturafdelingen først i september 2017 blev opmærksom på klagerens CPR-registrering. Påbuddet blev varslet i december 2018 grundet prioritering af opgaver og personaleressourcer. Kommunen fastholdt, at den generelt havde besvaret forespørgsler med, at ferieboligerne ikke måtte anvendes til helårsbeboelse. Vedrørende lighedsgrundsætningen præciserede kommunen, at den ikke havde givet tilladelse eller dispensation til helårsbeboelse på de nævnte adresser, men at håndhævelsesmuligheden var fortabt i de specifikke tilfælde på grund af langvarig, uafbrudt beboelse og kommunens kendskab hertil. Kommunen oplyste desuden, at påbuddet om fraflytning kun var sendt til lejeren og ikke til ejeren af ejendommen.

Planklagenævnet behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven.

Afslag på dispensation fastholdes

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Assens Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til helårsbeboelse. Nævnet fastslog, at anvendelse til helårsbeboelse ikke er umiddelbart tilladt ifølge lokalplanens § 3, stk. 1. Desuden fandt nævnet, at helårsbeboelse ikke ligger tæt nok på den tilladte anvendelse til ferieboliger, og at kommunen derfor ikke kunne dispensere fra lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1 og Planloven § 19, stk. 2.

Myndighedspassivitet afvises

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet i den konkrete sag. Selvom kommunen siden 2010 havde kendskab til forbuddet mod helårsbeboelse, blev klageren først CPR-registreret på adressen i september 2017, og kommunen varslede påbuddet i november 2018. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om en videreførelse af et tidligere forhold med passivitet på den specifikke ejendom, og at klageren ikke med rimelighed kunne forvente accept af helårsbeboelse inden for den korte periode.

Lighedsgrundsætningen afvises

Planklagenævnet afviste også klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke har hjemmel til at give dispensation i strid med lokalplanens principper. Sagen blev ikke anset for sammenlignelig med de tilfælde ([adresse2] og [adresse10]), hvor kommunen havde fortabt sin håndhævelsesret på grund af langvarig passivitet. Nævnet anerkendte kommunens ret til at ændre praksis og prioritere håndhævelse fremadrettet, forudsat at dette sker konsekvent.

Påbud om fraflytning ophæves

Planklagenævnet ophævede den del af afgørelsen, som vedrørte påbud om fraflytning. Dette skyldtes en væsentlig mangel i sagsbehandlingen: Kommunen havde kun sendt påbuddet til lejeren og ikke til ejeren af ejendommen, hvilket er et krav ifølge Planloven § 63, stk. 1. Påbuddet var derfor ugyldigt.

Konklusion og bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Nævnet bemærkede, at hvis kommunen genbehandler sagen om påbud om fraflytning, skal påbuddet sendes til både ejendommens ejer og lejeren. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.