Afvisning af klage på grund af manglende klageberettigelse i sag om udledningstilladelse til regnvand

Sagen omhandler en klage over Allerød Kommunes afgørelse af 4. oktober 2018, hvor der blev givet tilladelse til at udlede separat regnvand fra en ny vej i Farremosen Erhvervsområde til en nyetableret sø. Søen skulle fungere som erstatning for en eksisterende sø, der var beskyttet under Naturbeskyttelsesloven § 3.

Kommunens tilladelse

Allerød Kommune meddelte tilladelse til udledning af regnvand fra den nye vej, [vejnavn1], til en ny sø på [matrikel1]. Før udledning skulle vejvandet renses i sandfang og forsinkes i et regnvandsbassin med tæt membran for at beskytte grundvandet i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD-område). Fra søen skulle vandet ledes videre til Bøgeholmløbet. Kommunen vurderede samtidig, at projektet ikke krævede en miljøvurdering (VVM) efter miljøvurderingslovens § 21.

Klagens hovedpunkter

En omboende klagede den 31. oktober 2018 over afgørelsen med flere begrundelser:

• Projektet indebar reelt en nedlæggelse af en § 3-beskyttet sø, hvilket ikke var adresseret i tilladelsen.
• Udledningen ville true den nye søs økologiske tilstand og påvirke bilag IV-arter negativt på grund af forurening med bl.a. tungmetaller, oliestoffer og salt.
• De samlede (kumulative) miljøeffekter fra flere virksomheder i området var ikke vurderet.

Kommunens bemærkninger til klagen

Allerød Kommune anførte, at klageren boede ca. 1 km fra udledningspunktet, ikke var bredejer og lå opstrøms i oplandet. På den baggrund vurderede kommunen, at klageren ikke var individuelt og væsentligt berørt af afgørelsen og derfor ikke var klageberettiget.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen, da klageren ikke blev anset for at være klageberettiget. Nævnet tilbagebetalte det indbetalte klagegebyr.

Nævnets vurdering af klageberettigelse

Nævnet vurderede sagen i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, som kræver, at en klager skal have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald. For at opfylde dette krav skal man være påvirket i en særlig grad sammenlignet med den almene offentlighed.

Nævnet lagde afgørende vægt på følgende forhold:

• Afstand: Klager boede mere end 1 km fra udledningspunktet.
• Manglende direkte påvirkning: Klager var ikke bredejer og kunne ikke antages at blive udsat for væsentlig forurening, gene eller hydrauliske problemer som følge af tilladelsen.
• Interessens karakter: Klagers interesse i miljøkvaliteten og drikkevandsressourcerne blev anset for at være af ideel karakter og ikke forskellig fra den interesse, som andre borgere og vandforsyningens brugere måtte have. Denne type generel interesse er ikke tilstrækkelig til at begrunde klageberettigelse.

Nævnet præciserede, at afgørelsen udelukkende vedrørte klageberettigelsen for udledningstilladelsen meddelt efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, og ikke tog stilling til eventuel klageberettigelse i forbindelse med andre nødvendige tilladelser for projektet. Som følge af afvisningen blev klagegebyret tilbagebetalt i henhold til gebyrbekendtgørelsens § 2.