Landsskatteretten: Støtteperson ansås for lønmodtager - Momsfradrag nægtet

Sagen omhandler en klager, der drev virksomhed som støtteperson i henhold til Serviceloven § 54 for flere kommuner i afgiftsperioden 2017. Klageren fakturerede kommunerne månedligt med tillæg af moms og behandlede den indeholdte moms på afholdte udgifter som købsmoms.

Skattestyrelsen traf oprindeligt afgørelse om, at klageren skulle anses som lønmodtager i forhold til kommunerne, hvilket medførte tilbageførsel af købsmoms og forhøjelse af salgsmomsen. Skattestyrelsen begrundede dette med, at klageren havde en løbende aftale, ret til opsigelsesvarsel, timeløn, periodisk vederlag og ingen økonomisk risiko, hvilket var typisk for et tjenesteforhold. Dog anerkendte Skattestyrelsen, at klageren havde flere hvervgivere og ikke modtog feriepenge.

Under sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen ændrede Skattestyrelsen sin opfattelse af den retlige kvalifikation og anerkendte, at klageren drev selvstændig virksomhed. Imidlertid fastholdt Skattestyrelsen, at klagerens ydelser faldt under momsfritagelsen for social forsorg og bistand i Momsloven § 13, stk. 1, nr. 2. Som følge heraf fastholdt Skattestyrelsen, at klageren ikke var berettiget til momsfradrag for omkostninger afholdt i virksomheden, jf. Momsloven § 37, stk. 1. Skattestyrelsen henviste til, at ydelserne var reguleret i serviceloven og udliciteret af kommunerne, hvilket opfyldte betingelserne for momsfritagelse.

Klageren nedlagde påstand om, at han skulle anses som selvstændigt erhvervsdrivende, og at momsreguleringerne derfor skulle annulleres. Han fremhævede sin lange virksomhedsdrift, at han selv tilrettelagde arbejdet, havde den fulde økonomiske risiko, og at han havde flere hvervgivere. Han forklarede desuden, at vederlaget skulle dække alle udgifter, herunder transport og eventuelle skader forvoldt af borgerne.

Fakturaoversigt for 2017

Klageren sendte månedlige fakturaer til de tre kommuner. Nedenstående tabel viser de samlede fakturerede beløb ekskl. moms for 2017:

Den samlede salgsmoms, der skulle have været angivet, var 21.750 kr., mens klageren havde angivet 19.425 kr., hvilket resulterede i en difference på 2.325 kr. Den fratrukne købsmoms var 21.504 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede den retlige kvalifikation af klagerens virksomhed som støtteperson i henhold til Serviceloven § 54 i forhold til momslovgivningen. Afgørelsen skulle træffes på baggrund af, om klageren drev selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3 og Momssystemdirektivets artikel 9 og 10, eller om der var tale om et lønmodtagerforhold.

Landsskatteretten henviste til praksis, herunder Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, som fastlægger kriterierne for sondringen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Disse kriterier omfatter blandt andet:

• Selvstændig virksomhed: Indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet, påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, oppebærer indkomst fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.
• Lønmodtagerforhold: Hvervgiveren har adgang til at fastsætte instrukser, indkomstmodtageren har udelukkende eller overvejende samme hvervgiver, der er aftale om løbende arbejdsydelse, arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, ret til opsigelsesvarsel, hvervgiveren afholder udgifter, og indkomstmodtageren anses for lønmodtager i henhold til ferieloven, funktionærloven mv.

Retsmedlemmernes udtalelser

To retsmedlemmer (herunder retsformanden) udtalte:

De fandt, at klageren skulle anses for lønmodtager for støttepersonaktiviteten for de tre kommuner i indkomståret 2017. Dette blev begrundet med:

• Klageren havde ikke godtgjort væsentlige udgifter udover det sædvanlige for lønmodtagere, da vederlaget ifølge kontrakterne skulle dække samtlige udgifter.
• Klageren havde ikke godtgjort en reel økonomisk risiko ved opgaven.
• Kontraktforholdene med kommunerne strakte sig over flere år, og vederlaget udgjorde en fast månedlig ydelse uden variation baseret på et fast timeantal.
• Selvom klageren havde flere hvervgivere, kunne han i henhold til serviceloven kun indgå kontrakter med kommuner om opgaven som støtteperson.
• Det forhold, at vejledning nr. 3 til serviceloven angiver, at støttepersonen skal være uafhængig af kommunerne, ændrede ikke ved vurderingen, da kommunerne fortsat havde beslutningskompetence i forhold til godkendelse, bevilling og omfang af opgaven, og dermed ikke var frataget enhver adgang til at fastsætte instruktioner for arbejdets udførelse.

Et retsmedlem udtalte:

Retsmedlemmet fandt, at klageren skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende. Begrundelsen herfor var:

• Der forelå ikke instruktionsbeføjelse mellem kommunerne og klageren.
• Klageren havde flere hvervgivere.
• Hans forpligtelser var begrænset til arbejdet med de enkelte støttemodtagere.
• Klageren modtog sit vederlag efter fremsendelse af faktura, og ydelserne var faktureret med tillæg af moms.
• Klageren afholdt selv udgifterne forbundet med arbejdet, herunder til kørsel.

Afgørelse

Afgørelse blev truffet efter stemmeflertallet. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Det blev således fastslået, at klageren ikke var en afgiftspligtig person, og den fratrukne købsmoms på 21.504 kr. blev tilbageført. Salgsmomsen blev forhøjet med 2.325 kr., da den oprindeligt angivne salgsmoms var for lav i forhold til den faktiske omsætning.