Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende drænretablering i Gribskov Kommune ophæves

Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt påbuddet var tilstrækkeligt tydeligt, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og 2. Nævnet fandt, at det var uklart, hvad klager præcist skulle gøre for at opfylde påbuddet. Det fremgik ikke, hvad den lovlige tilstand af drænet over marken på [adresse1] var, eller i hvilket tracé og med hvilken dimension det afbrudte dræn skulle etableres.

Nævnets Begrundelse for Ophævelse

Nævnet konstaterede, at der var uenighed mellem kommunen og klager om årsagen til afvandingsproblemerne og om, hvorvidt klager havde omlagt drænet. Da påbuddet ikke klart definerede den faktiske lovlige tilstand eller de specifikke handlinger, klager skulle udføre, ophævedes påbuddet. Nævnet tog ikke stilling til, om der i øvrigt var grundlag for at udstede et påbud.

Yderligere Bemærkninger til Kommunen

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at kommunen ved en fornyet behandling af sagen bør undersøge, om vandet tidligere har løbet mod nord i en grøft langs den østlige side af [vejnavn1], og om en eventuel tildækning af denne grøft er årsag til afvandingsproblemerne. Nævnet understregede, at den naturlige afstrømning skal vurderes i forhold til grøftens bundkote ved indløbet til brønden (58 cm under terræn) og ikke udløbet (88 cm under terræn).

Kommunen bør desuden undersøge eventuelle tilkoblinger til brønden ud for [adresse2] og om der er meddelt tilladelser hertil, samt om der ligger et rør på strækningen fra den sydlige indkørsel ved [adresse2] og nordpå langs [vejnavn1] mod [adresse3], som klager har anført.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.