Planklagenævnets afgørelse om tilladelse til kviste og vinduer i Sandvig
Dato
4. februar 2020
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, retlig (efter 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i klagesag om Bornholms Regionskommunes afgørelse vedrørende kviste, gavlvinduer
Sagen omhandler en klage over Bornholms Regionskommunes afgørelse af 22. november 2018, der gav tilladelse til etablering af kviste, ovenlysvinduer og gavlvinduer på en ejendom på [adresse1]. Klageren havde oprindeligt ansøgt om 4-fags kviste, men kommunen godkendte kun 3-fags kviste samt vinduer og ovenlysvinduer i reduceret størrelse. Kommunens afgørelse blev opfattet som et delvist afslag på dispensation fra lokalplanen.
Ejendommen og lokalplanen
Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 00-01, Bevarende lokalplan for Sandvig, Allinge, Gudhjem, Melsted, Ypnasted, Bølshavn. Lokalplanens formål er at bevare det eksisterende bymiljø og sikre, at ny bebyggelse er i overensstemmelse med den stedlige byggetradition. Lokalplanens § 5, stk. 1, fastsætter, at bygninger ikke må nedrives, ombygges eller ændres uden kommunal tilladelse.
Klagerens anbringender
Klageren gjorde gældende, at kommunen havde fortolket lokalplanen forkert i forhold til de ansøgte kviste. Klageren henviste til, at lokalplanen angiveligt skulle tillade kviste på op til 1/3 af tagets overflade, og at der i området fandtes andre ejendomme med 4-fags kviste, hvilket burde medføre en lignende tilladelse for klagerens ejendom. Klageren anførte desuden, at en bygningskonstruktør havde en mundtlig aftale med en tidligere sagsbehandler om etablering af 4-fags kviste på en anden ejendom i området, hvilket klageren mente var i strid med lighedsgrundsætningen.
Kommunens bemærkninger
Bornholms Regionskommune anførte, at de omstridte kviste på sammenlignelige ejendomme enten var opført før en praksisændring i 2010, eller at der var udstedt påbud om lovliggørelse, da de var opført i strid med tilladelsen. Kommunen afviste desuden at kunne be- eller afkræfte den mundtlige aftale vedrørende [adresse2], men vurderede, at der i så fald måtte være tale om en misforståelse af kommunens praksis. Kommunen fastholdt, at der ikke var sket usaglig forskelsbehandling.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Bornholms Regionskommunes afgørelse. Nævnet fastslog, at det alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen vil meddele dispensation, er en skønsmæssig afgørelse, som nævnet ikke kan efterprøve.
Lokalplanens bestemmelser og kommunens retningslinjer
Nævnet vurderede, at lokalplanens § 5, stk. 1, er en kompetencenorm i henhold til Planlovens § 15, stk. 2, nr. 17. Dette betyder, at ændringer af bebyggelsen, herunder etablering af kviste og vinduer, kræver tilladelse/dispensation efter lokalplanen. Nævnet bemærkede, at kommunens interne retningslinjer for administration af bevarende lokalplaner ikke har status som bindende lokalplanretningslinjer, da de ikke er tilvejebragt i overensstemmelse med Planlovens kapitel 6 (herunder Planlovens § 19 og Planlovens § 20). Retningslinjerne kan derfor alene danne grundlag for kommunens administration, men kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering.
Lighedsgrundsætningen
Planklagenævnet vurderede, om kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Nævnet fandt ikke, at der var tale om usaglig forskelsbehandling, idet:
- [adresse4] og [adresse5]: Kvistene på disse ejendomme blev opført før en generel praksisændring i 2010. En kommune kan ændre sin dispensationspraksis, forudsat at ændringen er generel, baseret på saglige hensyn og følges konsekvent.
- [adresse3]: Kommunen havde kun tilladt 3-fags kviste, og de opførte 4-fags kviste var genstand for et påbud om lovliggørelse. Der var derfor ikke givet tilladelse til de 4-fags kviste.
- [adresse2]: Kommunen kunne ikke be- eller afkræfte den mundtlige dialog, og der var ikke ansøgt om etablering af kviste på ejendommen. Nævnet fandt derfor ikke, at der var tale om sammenlignelige sager.
På baggrund af ovenstående fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.
Gebyr
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Lignende afgørelser