Hovedaktionær beskattet af fri sommerbolig trods påstand om erhvervsmæssig anvendelse

Sagen omhandlede, hvorvidt en hovedaktionær skulle beskattes af værdi af fri sommerbolig for indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Ejendommen var ejet af klagerens selskab, der drev erhvervsmæssigt fiskeri.

Klageren gjorde gældende, at ejendommen udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt til overnatning for selskabets ansatte og personale fra trawlbinderier for at spare hoteludgifter. Han påstod derfor, at han ikke havde privat rådighed over ejendommen. Subsidiært argumenterede han for, at ejendommen skulle klassificeres som en helårsbolig og beskattes efter lempeligere regler, da den var registreret som en bebølsesejendom og lå i et helårsboligområde.

Skattestyrelsen fastholdt, at ejendommen var til rådighed for klagerens private brug. Styrelsen henviste til, at klagerens ægtefælle havde annonceret ejendommen til udlejning på en norsk hjemmeside, at der var et jævnligt forbrug af el, vand og varme, og at selskabet ikke kunne dokumentere den påståede erhvervsmæssige anvendelse. Desuden lejede selskabet allerede en anden ejendom til samme formål.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt det ikke bevist, at klagerens private rådighed var afskåret. Afgørende for klassificeringen som sommerbolig var ejendommens registrering som "Sommerhus" i BBR-registret, hvorfor beskatningen skulle ske efter de skærpede regler for fri sommerbolig stillet til rådighed for en hovedaktionær.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at værdien af en hel eller delvis fri bolig er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4. For en hovedaktionær, der får stillet en sommerbolig til rådighed af sit selskab, skal værdien af denne rådighed medregnes i den skattepligtige indkomst. Dette følger af Ligningslovens § 16A, stk. 5, hvor værdien beregnes efter reglerne i Ligningslovens § 16, stk. 5.

Klageren blev anset for at være hovedaktionær i henhold til definitionen i Aktieavancebeskatningslovens § 4, da han ejede 100 % af selskabet. Retten understregede, at det er rådigheden over ejendommen, og ikke den faktiske private anvendelse, der udløser beskatning, jf. praksis som SKM2009.558.H.

Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at sommerboligen var stillet til rådighed for klageren. Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Selskabet lejede allerede en anden bolig til indkvartering af personale.
• Selskabet havde trods opfordringer ikke fremlagt dokumentation for, hvilke medarbejdere der havde anvendt ejendommen, hvornår og til hvilke formål.
• Forbruget af el, vand og varme indikerede en større anvendelse end den påståede erhvervsmæssige brug.
• Klageren havde ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at hans private rådighed over ejendommen var afskåret.
• Det forhold, at ejendommen lå tæt på klagerens private bolig, var ikke tilstrækkeligt til at afskære rådigheden.

Ejendommens klassifikation

Landsskatteretten afviste klagerens subsidiære påstand om, at en eventuel beskatning skulle ske efter reglerne for helårsbolig i Ligningslovens § 16, stk. 9. Retten fandt, at der var tale om en sommerbolig og lagde afgørende vægt på, at ejendommen var registreret som "Sommerhus" og beskrevet som "Sommer-/fritidsbolig" i BBR-registret. At ejendommen i andre sammenhænge var vurderet som en bebølsesejendom og lå i et område for helårshuse, ændrede ikke ved denne skattemæssige klassifikation.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse i sin helhed.