Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse for etablering af søer i Tårnby Kommune

Tårnby Kommune traf den 12. juni 2018 afgørelse om, at etablering af fire søer på en landbrugsejendom i landzone, beliggende på [adresse1], ikke krævede landzonetilladelse. Ejendommen, der er på ca. 31,8 ha, ligger i et område udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, værdifuldt kulturmiljø og bevaringsværdigt landskab i kommuneplanen. Søerne er placeret ca. 1,3 km fra lufthavnens landingsbane.

Baggrund for etablering af søerne

Før ansøgningen besigtigede kommunen ejendommen den 2. maj 2018. Det blev konstateret, at søerne, etableret mellem 1995 og 2012, blev brugt til opdræt af tamænder og tamgæs, og at der var tegn på jagtaktivitet. Ansøgeren oplyste, at søerne primært var anlagt for at skabe bufferkapacitet til afledning af vand fra lavtliggende marker, især under ekstremregn, for at sikre dyrkbarhed af afgrøderne. Kommunen vurderede, at søerne var erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens landbrugsmæssige drift som frilandsgartneri.

Klagen til Planklagenævnet

[virksomhed1] klagede den 6. juli 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede på flere punkter:

Erhvervsmæssig nødvendighed

Klageren anførte, at etablering af søer ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3, da denne bestemmelse vedrører byggeri. Selvom vejledningen til landzoneadministrationen nævner, at søer kan undtages, hvis de er nødvendige for landbrugsdrift, mente klageren, at søernes anvendelse til jagt indikerede rekreative formål. Klageren savnede desuden en konkret vurdering af nødvendigheden, antallet og størrelsen af søerne fra kommunens side.

Flyvesikkerhedsmæssige hensyn

Klageren fremhævede en øget risiko for 'birdstrikes' på grund af søernes placering nær lufthavnen. Klageren henviste til EU forordning nr. 139/2014 og vejledningen til landzoneadministrationen, som angiver, at hensynet til lufttrafikken skal inddrages ved anlæggelse af søer, der kan tiltrække fugle. Klageren mente, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af denne risiko, hvilket var en væsentlig retlig mangel.

Myndighedspassivitet og præcedensvirkning

Klageren afviste, at der var udvist myndighedspassivitet, da kommunen først fik kendskab til søerne i 2017. Klageren argumenterede for, at hensynet til flytrafikken burde veje tungere end hensynet til ejeren, og at en tilladelse kunne skabe uheldig præcedens for fremtidige sager. Kommunen var enig i, at der ikke var udvist passivitet, men fastholdt, at søerne var undtaget kravet om landzonetilladelse, og at sagen ikke ville danne præcedens, da der var tale om en undtagelse i planloven.

Planklagenævnet ophævede Tårnby Kommunes afgørelse af 12. juni 2018 om, at etablering af de fire søer på ejendommen [adresse1] ikke krævede landzonetilladelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Planklagenævnets vurdering af undtagelsesbestemmelser

Planklagenævnet fastslog, at det er et retligt spørgsmål, om et forhold kræver landzonetilladelse, og at nævnet kan prøve kommunens afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fandt, at de ansøgte søer ikke udgør 'byggeri' i planlovens forstand, og derfor ikke kunne være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 36, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af landbrugsmæssig anvendelse

Nævnet overvejede, om søerne kunne anses for en uændret landbrugsmæssig anvendelse eller en ibrugtagning til landbrug, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 5. Dette forudsætter, at den nuværende anvendelse er landbrugsmæssig. Nævnet lagde til grund, at søerne dels var etableret med henblik på opdræt af ænder og gæs til jagt, dels til dræning af landbrugsareal.

• Opdræt til jagt: Nævnet bemærkede, at der ikke var oplysninger om landbrugsmæssigt opdræt med henblik på slagtning eller videresalg, hvorfor denne anvendelse ikke udgør en landbrugsmæssig anvendelse.
• Dræning: Med hensyn til dræning i forbindelse med ekstremregn, vurderede nævnet, at etablering af en sø med dette formål ikke kan anses for en landbrugsmæssig anvendelse. Nævnet henviste til definitioner i landbrugslovgivningen, herunder Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 4, stk. 1, nr. 5 og Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 4, stk. 1, nr. 6, som omhandler kulturtekniske foranstaltninger og småbiotoper. Nævnet fandt ikke, at etablering af en kunstig sø til dræning udgør en landbrugsmæssig anvendelse som 'småbiotoper' jf. Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 2, stk. 8, eller kan ligestilles med de kulturtekniske foranstaltninger, der er opremset i bekendtgørelsen. Derfor kræver søerne landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet instruerede kommunen om at vurdere, hvorvidt det ansøgte kan kræves lovliggjort efter Planloven § 35, stk. 1. Kommunen skal herunder vurdere, om der foreligger berettigede forventninger i form af indrettelseshensyn, som afskærer kommunen fra at kræve lovliggørelse. I denne vurdering skal hensynet til flysikkerheden indgå som et væsentligt hensyn. Hvis lovliggørelse kan kræves, skal kommunen vurdere, om der kan gives landzonetilladelse, og her inddrage saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, herunder risikoen for kollisioner mellem fugle og fly. Afgørelsen skal begrundes med henvisning til de relevante retsregler.