Læge anset for rette indkomstmodtager af honorarer udbetalt til tredjepartsselskab

Sagen omhandlede en speciallæge, hvis honorarer for lægearbejde i 2014 og 2015 blev faktureret gennem et anpartsselskab, [virksomhed1] ApS, som han hverken ejede eller var direktør i. Skattestyrelsen anså lægen for at være den reelle modtager (rette indkomstmodtager) af de fulde honorarer og forhøjede hans personlige indkomst tilsvarende. Lægen mente derimod, at han var lønmodtager i selskabet og kun skulle beskattes af den løn, der fremgik af de fremlagte lønsedler.

Sagen omfattede også tvist om, hvorvidt en overførsel på 45.000 kr. fra hans tidligere ægtefælle var et lån eller en skattepligtig gave, samt uenighed om berettigelsen af fradrag for børne- og ægtefællebidrag og befordringsfradrag.

En central del af sagen var pengestrømmene, hvor [virksomhed1] ApS overførte betydelige beløb til lægens mindreårige børn, hans tidligere ægtefælle og tidligere svigerfar. Disse midler blev efterfølgende i vidt omfang overført til lægens egne eller fælles konti.

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om lægen kunne anses for rette indkomstmodtager af de fulde beløb, og om de øvrige krav om fradrag og lån kunne anerkendes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede først de formelle aspekter af sagen, herunder frister for genoptagelse og ændring af skatteansættelsen, før den tog stilling til de materielle tvistepunkter.

Formelle forhold

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse vedrørende den skattepligtige gave og befordringsfradraget for indkomståret 2014. Selvom den ordinære frist var overskredet, ansås klageren for at have handlet groft uagtsomt ved ikke at oplyse om indtægterne og ved at selvangive et for højt befordringsfradrag. Dette gav hjemmel til ændring efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

For så vidt angår klagerens anmodning om genoptagelse af indkomsten for første halvår 2014 og fradrag for børne- og ægtefællebidrag, afviste Landsskatteretten anmodningen. Fristen for ordinær genoptagelse var overskredet, og retten fandt ikke, at der forelå "særlige omstændigheder", der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren havde ikke sandsynliggjort, at en genoptagelse ville føre til en materiel ændring, og glemte fradrag kvalificerer ikke som en særlig omstændighed. Anmodningen var desuden fremsat for sent.

Materielle forhold

Indkomst for fjerde kvartal 2014 og hele 2015 Landsskatteretten fastslog, at klageren var rette indkomstmodtager af de fulde honorarbeløb, der var faktureret gennem [virksomhed1] ApS. Indkomsten var skattepligtig for ham personligt i henhold til Statsskatteloven § 4.

Retten lagde vægt på følgende:

• De fakturerede beløb kunne direkte henføres til klagerens personlige arbejdsindsats.
• Klageren havde instruktionsret over, hvordan pengene skulle udbetales, og de blev overført til konti tilhørende hans mindreårige børn og tidligere ægtefælle, som han havde indirekte råderet over.
• De fremlagte lønsedler blev anset for upålidelige, da der ikke var indberettet løn eller betalt A-skat, og lønnen var udbetalt aconto uden dokumenterbar pengestrøm fra selskabet til klageren.
• Arrangementet blev anset for at have til formål at undgå personlig indkomstbeskatning.

Skattepligtig gave Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at de 45.000 kr., der var indsat på klagerens konto, skulle beskattes som en gave. Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var tale om et reelt lån. Det fremlagte gældsbrev blev anset for at være efterrationaliseret og uden realitet, da det manglede konkrete vilkår for tilbagebetaling, og pengestrømmene ikke kunne dokumenteres. Da klageren og hans tidligere ægtefælle var skilt, var gaven skattepligtig indkomst for klageren efter Statsskatteloven § 4, litra c.

Fradrag for befordring Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skønsmæssige nedsættelse af befordringsfradraget. Klageren havde en skærpet bevisbyrde på grund af de lange afstande og påstande om flere daglige kørsler. Han havde ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation (f.eks. benzinregninger) til at sandsynliggøre kørslen i det selvangivne omfang. Desuden var det påvist, at han havde selvangivet fradrag for dage, hvor han ikke havde arbejdet, og at det påståede kørselsmønster på visse dage var tidsmæssigt umuligt. Afgørelsen blev truffet i henhold til reglerne i Ligningsloven § 9C.