Klage over dispensation til skærmvæg og halvtag på Strandby Havn

Frederikshavn Kommune meddelte den 6. december 2018 dispensation fra lokalplan nr. 03.08.02, Strandby Havn, til opførelse af en skærmvæg og et halvtag på en ejendom beliggende [adresse1]. Afgørelsen blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet af en gruppe beboere i det tilstødende område.

Klagen til Planklagenævnet

Klagen, indgivet den 2. januar 2019, fokuserede primært på følgende punkter:

• Skærmvæggen ville forringe udsyn, lysforhold og skabe skyggegener, samt ødelægge det eksisterende miljø i den gamle bydel nær havnen.
• Kommunens mange dispensationer fra lokalplanen blev anset for udelukkende at tilgodese værftets interesser, mens borgernes rettigheder blev negligeret.
• Kommunen blev beskyldt for konstant at omgå fastsatte regler i lokalplaner og miljølovgivning.

Ejendommen og Lokalplanen

Ejendommen, hvor værftet er beliggende, er omfattet af lokalplan nr. 03.08.02, Strandby Havn. Lokalplanens formål er at skabe gode forudsætninger for erhvervsudvikling i havnen, forebygge gener fra havneaktiviteter, muliggøre overdækning af sprøjtemalings- og sandblæsningsaktiviteter for at forbedre miljøforholdene, samt sikre virksomhederne mod øgede miljøkrav.

Lokalplanens § 6.1 fastsætter, at det bebyggede areal og bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 50 %.

Kommunens Afgørelse

Frederikshavn Kommune gav dispensation fra lokalplanens § 6.1 til opførelse af en skærmvæg og et halvtag på 220 m² på en eksisterende montagehal. Dispensationen medførte en fremtidig bebyggelsesprocent på ca. 51 %.

Kommunens begrundelse for dispensationen var, at skærmvæggen og halvtaget ville fungere som afskærmning mod det tilstødende boligområde og var nødvendige for værftets fremtidige drift. Kommunen lagde desuden vægt på, at byggeriet var placeret på et eksisterende værftsområde, at udformning, størrelse og materialevalg var i overensstemmelse med lokalplanen, og at byggeriet var forventeligt på en erhvervshavn. Endelig blev det fremhævet, at overskridelsen af bebyggelsesprocenten var mindre.

Klagerens og Kommunens Bemærkninger

Klagerne fastholdt, at byggeriet ville forringe deres livskvalitet og udsyn, og at kommunen ignorerede borgernes interesser til fordel for værftet. De påpegede også, at støj- og lugtgener fra værftet ikke ville afhjælpes af væggen, og at der stadig ville være behov for miljødispensationer.

Kommunen svarede, at dispensationen var en mindre væsentlig afvigelse, der lå inden for dens dispensationskompetence efter Planloven § 19. Kommunen understregede, at afgørelsen var en skønsmæssig vurdering, og at støjvilkår reguleres af miljøbeskyttelsesloven, ikke lokalplanen.

Planklagenævnet behandlede klagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at vurdere retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet understregede, at det ikke kan prøve skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om den afhjælper nabogener.

Krav om dispensation

Lokalplanens § 6.1 fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 50 %. Da det ansøgte projekt ville resultere i en bebyggelsesprocent på ca. 51 %, fandt Planklagenævnet, at forholdet ikke var i overensstemmelse med lokalplanen og derfor krævede dispensation i henhold til Planloven § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter typisk formålsbestemmelsen og anvendelsesbestemmelserne, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. De omfatter som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Planklagenævnet vurderede, at dispensationen fra lokalplanens § 6.1 ikke var i strid med planens principper. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviser til den pågældende bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at lokalplanens karakter og detaljeringsgrad ikke førte til et andet resultat.

På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at Frederikshavn Kommune havde hjemmel til at give dispensationen fra lokalplanens § 6.1. Da selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, kunne den ikke efterprøves af Planklagenævnet.

Planklagenævnets Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederikshavn Kommunes afgørelse af 6. december 2018 om dispensation fra lokalplan nr. 03.08.02, Strandby Havn, til opførelse af en skærmvæg og et halvtag på ejendommen [adresse1].

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.