Påbud om lovliggørelse af forsænket terrasse på grund af strid med lokalplan

Sagen omhandler et påbud fra Roskilde Kommune om at lovliggøre en forsænket terrasse på en ejendom på [adresse1]. Kommunen vurderede, at terrassen var i strid med lokalplanen, da den fik bygningen til at fremstå højere end de tilladte 1,5 etager.

Forløb og kommunens afgørelse

Efter et tilsyn i august 2017 konstaterede kommunen den ulovlige udgravning. Efter en periode med varsler og afslag på dispensation, meddelte Roskilde Kommune den 15. november 2018 et påbud om fysisk lovliggørelse. Kommunen begrundede påbuddet med, at den forsænkede terrasse, som var 48 cm under oprindeligt terræn, fik bygningen til at fremstå i 2,5 etager, hvilket var i strid med lokalplanens § 5.4. Kommunen foreslog, at terrænet enten blev fuldt retableret eller delvist retableret med en mindre repos.

Klagens hovedpunkter

Ejeren klagede til Planklagenævnet med flere anbringender:

• Myndighedspassivitet: Klageren mente, at kommunen havde kendt til terrassen siden marts 2017 og havde reageret for sent.
• Mangelfuld begrundelse: Klageren anførte, at kommunens afgørelse manglede lovhjemmel og var baseret på usaglige og subjektive hensyn.
• Uenighed i lokalplansfortolkning: Klageren mente ikke, at terrassen var i strid med lokalplanen, da den ikke regulerer terrænændringer, og at etageantallet ikke blev påvirket.
• Brud på forvaltningsretlige principper: Klageren henviste til brud på lighedsgrundsætningen, officialprincippet og proportionalitetsprincippet, idet lovliggørelsen ville medføre et betydeligt økonomisk tab.

Planklagenævnet stadfæstede Roskilde Kommunes påbud af 15. november 2018 om lovliggørelse af den forsænkede terrasse. Nævnet fandt ikke grundlag for at give klageren medhold.

Planklagenævnets kompetence

Nævnet fastslog, at det kun kan tage stilling til retlige spørgsmål vedrørende selve påbuddet, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kunne derfor ikke efterprøve kommunens tidligere afslag på dispensation, da klagefristen for denne afgørelse var overskredet. Spørgsmål om lokalplanens fortolkning, lighedsprincippet og proportionalitet, som knyttede sig til afslaget på dispensation, kunne derfor ikke behandles.

Vurdering af myndighedspassivitet

Planklagenævnet vurderede, at kommunen ikke havde udvist myndighedspassivitet. Selvom kommunen muligvis blev bekendt med forholdet i marts 2017, kunne en reaktion i december 2017 (9 måneder senere) ikke give klageren en berettiget forventning om, at kommunen havde opgivet at forfølge sagen. Kommunen havde efterfølgende fulgt op på sagen med tilstrækkelig kontinuitet, og retten til at kræve lovliggørelse efter Planlovens § 51 var derfor ikke fortabt.

Begrundelse og vejledning

Nævnet fandt, at kommunens påbud var tilstrækkeligt begrundet. Ifølge Forvaltningslovens § 24 var det tilstrækkeligt, at påbuddet henviste til det tidligere meddelte afslag på dispensation, som indeholdt den materielle begrundelse. Nævnet fandt heller ikke, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt, da der ikke er pligt til at vejlede om alternative løsninger, efter at der er meddelt afslag på dispensation.