Manglende selvstændig økonomisk virksomhed - lønmodtagerforhold

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende en rengøringsvirksomhed, [virksomhed1] (tidligere [virksomhed3] v/[person1]), og dens status som selvstændig erhvervsdrivende for momsformål. Skattestyrelsen havde afgjort, at indtægter fra [virksomhed2] ApS skulle anses for lønindkomst hos virksomhedens indehaver, og at klageren derfor ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3.

Virksomheden indgik i 2014 en kontrakt med [virksomhed2] ApS om rengøring hos fem virksomheder. Kontrakten specificerede ugedage og tidsforbrug for rengøringen, herunder krav om særligt grundig rengøring om fredagen. [virksomhed2] ApS stillede alle nødvendige rengøringsmaterialer til rådighed og betalte et fast månedligt beløb på 11.000 kr. plus moms. Kontrakten indeholdt desuden et opsigelsesvarsel på tre måneder for begge parter og forbød klageren at indgå kontrakter med [virksomhed2] ApS' nuværende eller tidligere klienter.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen vurderede, at klageren skattemæssigt skulle betragtes som ansat i [virksomhed2] ApS, jf. personskatteloven og Kildeskatteloven § 43, stk. 1. Vurderingen byggede på en samlet konkret bedømmelse, hvor der blev lagt vægt på følgende punkter:

• [virksomhed2] ApS betalte for og stillede rengøringsmaterialer til rådighed.
• Rengøringen skulle udføres på specifikke dage og adresser som skitseret i kontrakten og yderligere detaljeret i separate dokumenter.
• Der var aftalt et fast månedligt beløb, der blev udbetalt bagud.
• Rengøringsarbejdet fulgte officielle helligdage.
• Klageren havde ingen andre hvervgivere end [virksomhed2] ApS og havde ikke væsentlige erhvervsmæssige udgifter tilknyttet kontrakten.
• Aktiviteten bestod udelukkende af personlig arbejdskraft.

Som konsekvens heraf tilbagebetalte Skattestyrelsen det angivne momstilsvar for perioden 2015-2017, da klageren ikke blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed for momsformål. Det samlede momstilsvar blev nulstillet for perioden, hvilket resulterede i en tilbagebetaling på 97.285 kr.

Klagerens indsigelse

Klageren gjorde gældende, at en ændring fra selvstændig erhvervsdrivende til lønmodtager ville medføre en urimelig nedgang i rådighedsbeløbet, som ikke kunne kompenseres af hvervgiveren. Klageren anmodede derfor om, at afgørelsen kun skulle gælde fremadrettet fra 2018 eller 2019.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, men derimod var at betragte som lønmodtager i relation til det udførte arbejde for [virksomhed2] ApS.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende i sin vurdering:

• Definition af afgiftspligtig person: Kun juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Selvstændig virksomhed er kendetegnet ved at udøves for egen regning og risiko, mens lønmodtagere udfører personligt arbejde i et tjenesteforhold efter arbejdsgiverens instruktioner og for dennes regning.
• Vurderingskriterier: Ved tvivl om status som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende foretages en samlet vurdering af forholdet mellem parterne. Der henvises til Momssystemdirektivet artikel 9, stk. 1 og artikel 10, samt Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, afsnit 3.1.1. til 3.1.1.3.
• Konkrete forhold i sagen:
  • Kontrakten mellem [virksomhed3] og [virksomhed2] har været gældende siden 1. juli 2014 med et opsigelsesvarsel på 3 måneder.
  • Klageren modtog et fast månedligt vederlag.
  • Arbejdstider og -steder var fastlagt i kontrakten, herunder krav om særligt grundig rengøring om fredagen og dobbelt så mange timer.
  • Et særskilt dokument detaljerede, hvordan rengøringen skulle udføres.
  • [virksomhed2] stillede alle nødvendige rengøringsartikler til rådighed.
  • [virksomhed2] havde almindelig adgang til at fastsætte instrukser og føre tilsyn med arbejdet.
  • Der var ikke dokumentation for, at klageren havde en økonomisk risiko udover ansvaret for eventuelle skader og forsikringer.

Landsskatteretten fandt, at det udførte arbejde i 2015-2017 for [virksomhed2] ApS måtte betegnes som arbejde udført i et tjenesteforhold. Klageren kunne derfor ikke anses for at udøve selvstændig virksomhed i henhold til Momsloven § 3.

Klagerens anmodning om, at afgørelsen kun skulle have fremadrettet virkning, blev afvist. Landsskatteretten henviste til, at Skattestyrelsen havde overholdt fristerne i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1 for varsling og fastsættelse af afgiftstilsvar.