Landsskatteretten: Indkomst fra smedearbejde og vindmølleservice anset som lønindkomst

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende en klagers skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008. SKAT havde oprindeligt omkvalificeret klagerens indkomst fra selvstændig virksomhed til personlig indkomst som lønmodtager, hvilket medførte en forøgelse af lønindkomsten og en nedsættelse af virksomhedsoverskuddet til 0 kr. samt godkendelse af et befordringsfradrag. Klageren anmodede om genoptagelse, hvilket [Skatteankenævnet] godkendte i 2012 på baggrund af nye faktiske og retlige oplysninger. SKAT fastholdt dog sin oprindelige afgørelse i 2013, hvilket førte til klagen til Landsskatteretten.

Klageren, en uddannet smed, etablerede den 1. maj 2007 virksomheden [virksomhed3] v/[person2] med fokus på vindmølleservicering, smede- og montagearbejde. Virksomheden ophørte den 31. december 2008, da klageren blev lønmodtageransat. Virksomheden blev drevet fra klagerens private bopæl, hvor garagen var indrettet som værksted. Der var ingen ansatte, og der blev ikke annonceret for virksomheden. Klageren oplyste at have eget specialværktøj, men der forelå ingen dokumentation for køb, service eller kalibrering af dette, og klageren angav, at værktøjet ikke var anskaffet i erhvervsøjemed.

Klageren udførte arbejde for fire hvervgivere i de omhandlede år:

• [virksomhed4] ApS (juli-september 2007): Primær beskæftigelse (372 timer). Smedearbejde (gelændere, altaner) baseret på hvervgivers tegninger. Faktureret ugentligt med 250 kr./time + moms. Hvervgiver oplyste, at arbejdet foregik på byggeplads under byggeleders anvisninger. Klageren leverede ikke materialer eller hjælpemidler.
• [virksomhed2] ApS (april-maj 2007, august-december 2008): Servicering og vedligeholdelse af vindmøller. Mindre opgaver (65 timer i alt), hvoraf 30 timer i 2007 blev udført på eget værksted. Timepris 250-350 kr. + moms. Hvervgiver oplyste, at klageren for to opgaver var medhjælper til en ansat, og at hvervgiver medbragte værktøj og ledede arbejdet. For to andre opgaver kørte klageren alene ud og anvendte eget specialværktøj. Hvervgiver havde ansvaret over for kunden.
• [virksomhed1] A/S (september 2007-udgangen af 2008): Primær hvervgiver i perioden (603 timer i 2007, 1440,75 timer i 2008). Service, rutineeftersyn og vedligeholdelse af industrianlæg hos [virksomhed1]’s kunde [virksomhed6]. Dagligt arbejde planlagt af hvervgivers og kundens ledere. Timepris 255-270 kr. + moms, med overtidsbetaling på 80-100 kr./time for timer over 37. Klageren medbragte eget håndværktøj, specialværktøj var på arbejdsstedet. Hvervgiver mente ikke, klageren kunne sende andre, og klageren havde intet økonomisk ansvar eller risiko.
• [virksomhed7] ApS (uge 21 og 33 i 2008): Medhjælperarbejde ved service og reparationer på vindmøller (95,5 timer). Timepris 268 kr. + moms, med overtidsbetaling på 100 kr./time for timer over 37. Klageren arbejdede under ledelse af en [virksomhed7] medarbejder. Hvervgiver stillede maskiner, værktøj og reservedele til rådighed og mente ikke, klageren kunne sende en anden.

Virksomhedens omsætning for 2007 og 2008 var som følger:

Klagerens selvangivne overskud og omkostninger var:

SKATs afgørelse fremhævede, at mange af klagerens udgifter (materialekøb, hjælpematerialer, småinventar) var relateret til privatbrug eller etablering af udhus på privatadressen, og ikke direkte til de udførte arbejdsopgaver. SKAT godkendte befordringsfradrag på 6.749 kr. for 2007 og 20.408 kr. for 2008 i henhold til Ligningsloven § 9 c.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klageren skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende, idet der var tale om en nyopstartet enkeltmandsvirksomhed, hvor et begrænset antal hvervgivere var naturligt. Det blev fremhævet, at klageren var frit stillet til at opgive kontrakter, og at timebaseret fakturering og løbende betaling var almindeligt. Repræsentanten bestred, at hvervgiverne havde en ledelsesret ud over det sædvanlige for selvstændige, og fremhævede klagerens brug af eget værktøj, økonomiske risiko (personligt ansvar, ingen opsigelsesvarsel/feriepenge) og indskud af specialværktøj i virksomheden. Det blev også anført, at klageren var momsregistreret og tillagde sine ydelser moms. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at [Skatteankenævnet] i sin afgørelse af 4. april 2012 havde tiltrådt, at der forelå nye faktiske og retlige oplysninger, som kunne begrunde en genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2. Retten foretog derfor en fuld prøvelse af sagen baseret på alle foreliggende oplysninger.

Sondringen mellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager foretages ud fra en samlet konkret bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager, baseret på kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. En lønmodtager modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgivers anvisninger og for dennes regning og risiko. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Overskud fra selvstændig virksomhed medregnes i den personlige indkomst jf. Personskatteloven § 3, stk. 1, og driftsudgifter kan fradrages jf. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1 og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt, at følgende generelle forhold talte imod en kvalifikation som selvstændig erhvervsdrivende:

• Klageren havde ikke dokumenteret certificering eller godkendelse til vindmølleservice, ej heller kalibrering af specialværktøj.
• Der var ingen dokumentation for anskaffelse af special- eller håndværktøj, og klageren havde oplyst, at værktøjet ikke var anskaffet i erhvervsøjemed.
• Klageren havde ikke annonceret eller på anden måde offentligt tilbudt sine ydelser.
• Klageren havde ikke fremlagt dokumentation for, at han for egen regning og risiko udøvede virksomhed af økonomisk karakter med henblik på overskud.
• De afholdte omkostninger havde i meget begrænset omfang direkte relation til de udførte arbejdsopgaver, men var i overvejende grad knyttet til privatbrug og etablering af udhus på privatadressen.
• Klagerens aflønning var ikke afhængig af et overskud, men af den erlagte arbejdsydelse på timebasis.
• Der var ingen skriftlige kontrakter, der kunne støtte påstanden om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsskatteretten vurderede de enkelte arbejdsforhold som følger:

Forholdet til [virksomhed4] ApS

Retten lagde vægt på hvervgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, at klageren var underlagt byggelederens anvisninger, at der var tale om en løbende arbejdsydelse med periodisk betaling, og at [virksomhed4] ApS var klagerens primære hvervgiver i perioden. Klageren havde ikke dokumenteret udgifter eller risiko, der oversteg det sædvanlige for en lønmodtager. Klageren blev anset for lønmodtager i dette forhold.

Forholdet til [virksomhed2] ApS

Selvom en ikke ubetydelig del af arbejdet blev udført på klagerens eget værksted, og klageren for tre fakturaer (herunder hjemmearbejdet) alene var underlagt en generel ledelsesret, fandt retten ikke, at dette var tilstrækkeligt til at kvalificere klageren som selvstændig. Det blev anset for mindre almindeligt for lønmodtagere i branchen at have hjemmearbejde, men ikke afgørende. For de resterende opgaver ledede hvervgiver arbejdet, og klageren var medhjælper. Hvervgiveren bar ansvaret over for kunderne. Retten fandt afgørende argumenter for at anse klageren for lønmodtager i relation til [virksomhed2] ApS.

Forholdet til [virksomhed1] A/S

Retten lagde vægt på, at hvervgiveren og dennes kunde ([virksomhed6]) havde ledelsesretten, og at klageren ikke kunne sende en anden til at udføre opgaven. [virksomhed1] A/S var klagerens primære hvervgiver, og der var tale om en løbende arbejdsydelse med periodisk betaling og overtidsbetaling for merarbejde pålagt af hvervgiver. Specialværktøj blev stillet til rådighed af hvervgiver eller kunden. Klagerens eneste forpligtelse var at levere arbejdsindsatsen, uden økonomiske eller ansvarsretlige forpligtelser udover det sædvanlige for en lønmodtager. Klageren blev vurderet som lønmodtager i dette forhold.

Forholdet til [virksomhed7] ApS

Retten lagde vægt på, at hvervgiveren havde ledelsesretten, da klageren var underlagt en medarbejder fra [virksomhed7]. Klageren havde ikke påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, men modtog timebetaling og overtidsbetaling. Hvervgiveren afholdt udgifterne i forbindelse med arbejdet. Klageren havde ikke godtgjort, at han for egen regning og risiko udøvede en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Klageren blev anset for lønmodtager i dette arbejdsforhold.

Landsskatteretten stadfæstede på baggrund af den samlede vurdering SKATs afgørelse om, at klagerens indkomst skulle kvalificeres som lønindkomst, og at befordringsfradrag skulle godkendes efter reglerne i Ligningsloven § 9 c.