Hævninger i selskab anset som yderligere løn - manglende dokumentation

Sagen omhandler en klagers beskatning af hævninger fra et selskab, som Skattestyrelsen havde anset for yderligere lønindkomst i indkomstårene 2013 og 2014. Klageren stiftede selskabet i december 2012 og var direktør frem til august 2014. Selskabet, der oprindeligt handlede med kosmetiske maskiner og senere også byggeaktivitet, blev opløst efter konkurs i 2016.

Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 566.047 kr. for 2013 og 397.278 kr. for 2014, idet de mente, at klageren ikke havde dokumenteret, at de hævede beløb var brugt til selskabets drift. Skattestyrelsen henviste til klagerens rolle som ejer og direktør med fuld hæveret til selskabets konto, samt manglende dokumentation for erhvervsmæssig brug af midlerne. De henviste til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c og Ligningsloven § 16e for beskatning som lønindkomst.

Klagerens repræsentant anførte, at en stor del af beløbene vedrørte betaling af udgifter til virksomhedens drift, herunder udlæg, kontantkøb af materialer og betalinger til underleverandører. Det blev fremhævet, at selskabet ikke kunne opnå kreditfaciliteter, hvilket nødvendiggjorde kontante hævninger. Repræsentanten argumenterede også for, at udbetalinger til andre personer (person1 og person3) ikke skulle beskattes hos klageren, da det var deres indkomst, og at nogle af disse beløb var tilbagebetalt til selskabet. Endvidere blev det anført, at en eventuel beskatning burde ske som maskeret udlodning (aktieindkomst) og ikke som personlig indkomst (løn), og at Skattestyrelsen i så fald havde overskredet fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for kapitalindkomst.

Skattestyrelsens supplerende udtalelse

Skattestyrelsen fastholdt, at klageren ikke havde dokumenteret, at de hævede beløb var brugt til erhvervsmæssige udgifter. De påpegede manglende kvitteringer for kontant modtagelse og utilstrækkelig dokumentation for erhvervsmæssig relevans af visse udgifter, herunder fotografarbejde og husleje. Dog anerkendte Skattestyrelsen, at en faktura på 60.000 kr. for byggematerialer var tilstrækkeligt dokumenteret som en erhvervsmæssig udgift, selvom den var betalt i to omgange.

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse

Repræsentanten kritiserede Skattestyrelsens manglende grundighed og fastholdt, at de fremlagte kvitteringer var tilstrækkelige for kontantkøb. Det blev gentaget, at udbetalinger til andre personer ikke var klagerens indkomst, og at Skattestyrelsen havde adgang til selskabets bankkonti for at verificere tilbagebetalinger. Endelig blev det gentaget, at beskatning som lønindkomst var forkert, og at praksis tilsagde maskeret udlodning, hvilket ville have andre skattemæssige konsekvenser og frister.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse var truffet rettidigt. Dette skyldtes, at klageren var ejer af selskabet i de relevante indkomstår (2013 og 2014) og havde bestemmende indflydelse, hvilket medførte anvendelse af den udvidede frist for ordinær ansættelse i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5 sammenholdt med Skattekontrolloven § 3b.

I realiteten lagde Landsskatteretten til grund, at hævningerne og overførslerne på selskabets konto var foretaget af klageren, da han som den eneste havde fuldmagt til kontoen i den relevante periode. Det påhvilede klageren at godtgøre, at beløbene var medgået til selskabets drift. Dette blev dog ikke anset for tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, da:

• En del af de fremlagte kvitteringer ikke havde erhvervsmæssig relevans.
• En del af kvitteringerne ikke var udstedt til selskabet.
• Der ikke var dokumenteret tilstrækkelig tids- og beløbsmæssig sammenhæng mellem hævninger og indsætninger.

Vedrørende udbetalinger til andre personer (person1 og person3) fandt Landsskatteretten, at beløbene havde passeret klagerens økonomi i kraft af hans status som hovedanpartshaver, og han skulle derfor beskattes heraf. Det blev ikke anset for dokumenteret, at der var tale om et tilgodehavende, der var tilbagebetalt til selskabet.

Dog blev to hævninger på 30.000 kr. hver i indkomståret 2013 (i alt 60.000 kr.) anset for tilstrækkeligt sandsynliggjort som betaling af en erhvervsmæssig udgift. Dette skyldtes, at den fremlagte faktura var udstedt til selskabet, betalingen var sket til det korrekte kontonummer, og udgiften blev anset for erhvervsrelevant.

Beskatning som personlig indkomst

Landsskatteretten fastholdt, at beløbene skulle beskattes som personlig indkomst i stedet for aktieindkomst. Dette blev begrundet med, at klageren var ansat som direktør og havde forestået en del af selskabets aktivitet, og at de hævede beløb ikke oversteg en sædvanlig løn for hans arbejde. Desuden havde klageren ikke modtaget anden løn fra selskabet. Beskatningen skete i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c.

Samlet set nedsattes forhøjelsen af klagerens personlige indkomst med 60.000 kr. for indkomståret 2013, mens Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2014 blev stadfæstet.