Ophævelse af påbud om fjernelse af belægning og beplantning ved vandboringer

Stevns Kommune udstedte den 17. december 2018 påbud om at fjerne belægning og beplantning ved [virksomhed1]s boring nr. 3 på [adresse1] samt boring nr. 5 på [adresse2] og [adresse3]. Tre klager blev indgivet til Planklagenævnet over disse afgørelser. Klagerne, der omfatter en grundejerforening og to private ejere, anførte navnlig myndighedspassivitet, indrettelseshensyn og overtrædelse af proportionalitetsprincippet. Planklagenævnet ophævede kommunens afgørelser.

Ejendommene og lokalplanen

De berørte ejendomme er beliggende på [adresse1], [adresse2] og [adresse3] og er omfattet af lokalplan nr. 105, Thorsgaard IV Nordvest Rødvig, vedtaget den 28. februar 2008. Lokalplanens § 5.30 fastsætter, at [virksomhed1] skal etablere en indhegnet fredningszone med en radius på 10 meter fra boringerne, og henviser til en privatretlig servitut af 22. august 2008, der også omhandler indhegning og mulighed for beplantning uden for hegnet.

Sagsforløbet før kommunens påbud

Sagen har en forhistorie, der strækker sig tilbage til juni 2014, hvor Stevns Kommune blev opmærksom på, at vandboringerne ikke var indhegnet i overensstemmelse med servitutten. Efter flere tilsyn i 2015 og 2017, hvor kommunen konstaterede manglende hegn og etablering af belægning og beplantning inden for den foreskrevne radius, sendte kommunen en "henstilling" til grundejerforeningen i december 2017.

Kommunen traf den 3. januar 2018 en afgørelse om fjernelse af belægning og beplantning, men denne afgørelse blev påklaget til Planklagenævnet. Den 5. marts 2018 ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse (NMK-33-04478), da den ikke indeholdt tilstrækkelig hjemmel og begrundelse i henhold til forvaltningsloven. Efterfølgende sendte kommunen den 23. november 2018 et varsel om påbud, hvilket ledte til de påbud, der er genstand for denne klagesag.

Klagernes og kommunens argumenter

Klagerne gjorde gældende, at påbuddene var i strid med proportionalitetsprincippet, da konsekvenserne for grundejerne ville være omfattende, herunder ødelæggelse af indkørsler, fjernelse af hække og træer samt store omkostninger til rydning og opgravning af parkeringsplads. De anførte også myndighedspassivitet, idet der var gået over 10 år siden udstykningen, og ejerne havde indrettet sig i god tro. Klagerne påpegede desuden, at hegnene og den indirekte ukompenserede ekspropriation ville medføre en stor værdiforringelse. Endelig mente klagerne, at kommunen tvang en uhensigtsmæssig løsning igennem, på trods af at alternative løsninger var foreslået.

Kommunen fastholdt, at klagerne var bekendt med begrænsningerne på grundene via lokalplanens § 5.30 og servitutten af 22. august 2008. Kommunen påpegede, at det var [virksomhed1]s ansvar at etablere hegnet, ikke kommunens, og henviste til sagsforløbet, der startede i 2014, som bevis på, at der ikke var tale om passivitet. Vedrørende værdiforringelse gentog kommunen, at klagerne var bekendt med begrænsningerne. Kommunen havde tidligere afvist de foreslåede alternative løsninger som ikke mulige.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige spørgsmål, herunder afgørelsens hensigtsmæssighed.

Umiddelbar tilladelse eller krav om dispensation

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planlovens § 18. Nævnet fandt, at lokalplanens § 5.30, der fastsætter, at [virksomhed1] skal etablere en indhegnet fredningszone, ikke forbyder etablering af belægning og beplantning. Bestemmelsen fastsætter alene et krav om indhegning.

Nævnet bemærkede desuden, at en servitut, selvom den henvises til i en lokalplan, ikke bliver en del af lokalplanen og derfor ikke kan håndhæves med hjemmel i lokalplanen og Planlovens § 18. Dette skyldes, at servituttens indhold ikke har været underlagt den offentlighedsfase, som er påkrævet ved vedtagelse af lokalplaner. Da der ikke var andre bestemmelser i lokalplanen, der forbød belægning og beplantning i området omkring boringerne, konkluderede Planklagenævnet, at belægningen og beplantningen var umiddelbart tilladt efter lokalplanen.

Afgørelse

På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at Stevns Kommune ikke havde hjemmel i lokalplanen til at udstede påbud om at fjerne belægning og beplantning. Nævnet tog derfor ikke stilling til klagepunkterne om proportionalitet eller passivitet, da der manglede en retlig hjemmel for påbuddene.

Planklagenævnet ophævede Stevns Kommunes afgørelser af 17. december 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.