Sag om opgørelse og værdiansættelse af fællesbo efter skilsmisse; fortolkning af ægtepagters særejebestemmelser.

Sagen omhandler opgørelse og værdiansættelse af parternes fællesbo i forbindelse med en skilsmisse. Parterne etablerede fælles samliv i 1999 og indgik ægteskab den 31. juli 2004. De har to fællesbørn. Forud for ægteskabet, den 24. juni 2004, oprettede parterne en ægtepagt, der fastslog, at sagsøgtes ideelle halvpart af landbrugsejendommen og en anden fast ejendom skulle være hans skilsmissesæreje. Indtægter heraf og hvad der trådte i stedet for særejet, skulle ligeledes være særeje. En yderligere ægtepagt blev oprettet den 23. januar 2007 i forbindelse med sagsøgtes erhvervelse af den anden halvdel af landbrugsejendommene fra hans mor, hvor denne del også blev gjort til særeje.

Parterne ophævede samlivet i februar 2009. Sagsøgeren påstod principalt, at sagsøgte skulle betale et boslod på 2.095.790,59 kr. baseret på en boopgørelse pr. 22. januar 2010, med tillæg af procesrente. Subsidiært påstod hun et beløb på 1.227.864,44 kr. baseret på en opgørelse pr. 31. december 2011. Sagsøgeren anførte, at ægtepagterne alene oprettede særeje for de specifikke ejendomme, og at alt derudover var fælleseje, herunder driftsmidler, besætning og mælkekvoter. Hun bestred, at erhvervsvirksomheden som helhed var særeje, og at prioritetsgæld skulle fratrækkes fuldt ud i særejeejendommene.

Sagsøgte påstod frifindelse principalt i henhold til en boopgørelse pr. 31. december 2011. Han anførte, at landbrugsvirksomheden i sin helhed var særeje, og at dette var den fælles forståelse og forudsætning for hans overtagelse af gården fra forældrene. Han forklarede, at sagsøgeren var bekendt med formålet med ægtepagterne og deltog i møder herom. Sagsøgte mente, at den samlede gæld på landbrugsvirksomheden skulle fratrækkes i erhvervsaktiverne. Spørgsmålet om værdiansættelse af biler var forligt mellem parterne. Begge parter havde fri proces i sagen.

Retten fandt, at ægtepagterne var gyldige, da de var tinglyst i personbogen i henhold til Retsvirkningsloven § 37. Ved fortolkningen af ægtepagternes særejebestemmelse lagde retten vægt på parternes fælles forståelse frem til ægteskabets ophør. Det blev ubestridt lagt til grund, at parterne havde en fælles forståelse af, at særejet omfattede landbrugsvirksomheden som sådan, og ikke kun de faste ejendomme. På baggrund af denne fælles forståelse afgjorde retten, at landbrugsvirksomheden i sin helhed var sagsøgtes særeje. Sagsøgte blev derfor frifundet i sagen. Da begge parter havde fri proces, blev sagens omkostninger ophævet.