Afgørelse om klageadgang og uenighed mellem kommuner vedrørende anbringelse på Kofoedsminde

Lolland Kommune indbragte en sag for Ankestyrelsen vedrørende B Kommunes administrative anbringelse af en domfældt borger på en særligt sikret afdeling på Kofoedsminde. Borgeren var oprindeligt placeret på en institution efter Serviceloven § 107 og modtog senere en dom til anbringelse. Efter tilbagefald til kriminalitet besluttede B Kommune at overflytte borgeren til Kofoedsminde, da der ikke var ledige pladser på egnede Serviceloven § 108-tilbud.

Lolland Kommune, som driver Kofoedsminde, gjorde gældende, at B Kommune ikke havde placeret borgeren i et egnet § 108-tilbud, før overførslen til Kofoedsminde blev besluttet. Sagen blev behandlet principielt for at afklare Ankestyrelsens muligheder for at behandle klager fra en kommune over en anden kommunes administrative anbringelse af domfældte.

Ankestyrelsen afviste at behandle Lolland Kommunes klage og foretog sig ikke yderligere i sagen. Afgørelsen blev truffet på baggrund af en vurdering af Lolland Kommunes klageadgang og sagens karakter.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderede, at Lolland Kommune ikke kunne klage over B Kommunes afgørelse, da kommunen ikke var part i sagen om borgerens anbringelse. Der kræves udtrykkelig hjemmel eller klare holdepunkter for, at en kommune, der ikke er part, kan klage. Der blev lagt vægt på, at Lolland Kommune ikke har særlige udgifter eller forpligtelser som følge af anbringelsen, da driftsudgifterne til Kofoedsminde fordeles mellem alle landets kommuner efter folketal.

Sagen kunne heller ikke behandles som et spørgsmål om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter Retssikkerhedsloven § 61. Lolland Kommune har pligt til at modtage personer på Kofoedsminde, som er dømt til anbringelse eller overføres i medfør af en dom, jf. Bekendtgørelse om magtanvendelse § 19, stk. 4 og Bekendtgørelse om magtanvendelse § 20, stk. 2. Der forelå derfor ikke uenighed i bestemmelsens forstand.

Ankestyrelsen bemærkede desuden, at vejledningen om tilbud m.v. til voksne, pkt. 126, som Lolland Kommune henviste til, ikke er en bindende retskilde og ikke kan tjene som selvstændigt retsgrundlag for klageadgang. Endelig vurderede Ankestyrelsen, at sagen ikke gav anledning til at rejse en tilsynssag efter Kommunestyrelsesloven § 48a, da den ikke var generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns overordnede formål og funktion.