Principiel afgørelse om bevis for personskade, hændelse og årsagssammenhæng i arbejdsskadesager

Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt for at sikre en ensartet praksis for vurderingen af, om sikrede har godtgjort en personskade, en hændelse eller påvirkning og en årsagssammenhæng under arbejdsskadeloven.

I den første sag klagede en arbejdsgiver over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) anerkendelse af en medarbejders hørenedsættelse og tinnitus som arbejdsskade. Medarbejderen havde givet forskellige forklaringer om tidspunkt og årsag til et lydbrag på arbejdet, og der var uoverensstemmelser i anmeldelsen og de medicinske journaler.

Den anden sag omhandlede en klage fra en borger over AES's afgørelse om, at en rygskade ikke skyldtes arbejdsforholdene. Borgeren havde anmeldt en skade fra et tungt løft, men der var uenighed om den præcise skadesdato og arbejdsgiverens kendskab til hændelsen. Borgeren havde dog søgt læge og kiropraktor kort efter hændelsen.

Den tredje sag involverede et forsikringsselskabs klage over AES's anerkendelse af en medarbejders venstresidige håndledsgener som arbejdsskade. Medarbejderen havde vredet håndleddet under et løft med en kollega, som bekræftede hændelsen. Der var en vis forsinkelse i at søge læge, men medarbejderen havde først søgt fysioterapi.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i de tre sager med fokus på bevisbyrden for arbejdsskader i henhold til arbejdsskadeloven § 5 og arbejdsskadeloven § 6.

Afgørelse i sag nr. 1

Ankestyrelsen ændrede AES's afgørelse og fastslog, at borgerens hørenedsættelse og tinnitus ikke er en arbejdsskade. Dette skyldtes, at der var betydelig tvivl om, hvornår og hvordan den anmeldte skade var sket. De mange modstridende oplysninger fra borgeren selv, anmeldelsen og de medicinske journaler gjorde det umuligt at godtgøre en konkret skadegørende hændelse på arbejdet. Arbejdsgiveren var desuden ikke bekendt med en arbejdsskade.

Afgørelse i sag nr. 2

Ankestyrelsen ændrede AES's afgørelse og vurderede, at skaden skete i forbindelse med arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Selvom borgeren oprindeligt angav en forkert skadesdato, fandt Ankestyrelsen, at borgeren var i en undskyldelig faktisk vildfarelse. Den korrekte skadesdato (24. marts 2015) stemte overens med tidlig lægekontakt, beskrivelsen af hændelsen og arbejdsgiverens tidsregistrering. En tillidsrepræsentants bekræftelse understøttede også, at skaden var arbejdsrelateret. Sagen blev hjemvist til AES for yderligere vurdering af personskaden.

Afgørelse i sag nr. 3

Ankestyrelsen stadfæstede AES's afgørelse og anerkendte borgerens venstresidige håndledsgener som en arbejdsskade. Det blev lagt vægt på, at hændelsesforløbet (3. oktober 2013) blev bekræftet af en kollega. Selvom der var en forsinkelse i at søge læge, blev dette anset for naturligt for en forvridning/forstrækning, som ikke kræver øjeblikkelig lægehjælp. De medicinske oplysninger understøttede, at hændelsen var egnet til at forårsage skaden. Oplysninger om en senere overbelastning i kommunale akter blev ikke tillagt betydning, da de ikke var understøttet af lægejournaler.