Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 555, Postgrunden, og tillæg nr. 1

Københavns Kommune vedtog den 14. december 2017 lokalplan nr. 555, Postgrunden, og den 22. november 2018 tillæg nr. 1 hertil. En række naboer til lokalplanområdet klagede over afgørelserne til Planklagenævnet, primært med henvisning til, at lokalplanen var i strid med kommuneplanen og bygningsreglementets beregningsregler for bebyggelsesprocent.

Kommuneplangrundlag og Lokalplanens Formål

Lokalplanområdet er omfattet af kommuneplan 2015, kommuneplantillæg nr. 10 og kommuneplantillæg nr. 5. Området var tidligere udlagt til serviceerhverv (S3, S2 *) og tekniske anlæg (T1) med forskellige maksimale bebyggelsesprocenter. Kommuneplantillæg nr. 10 ændrede et S3-område til et S3 *-område med en maksimal bebyggelsesprocent på 450 og en friarealprocent på 8 for erhverv. Formålet med lokalplan nr. 555 er at omdanne arealerne til en ny bydel med erhverv og boliger, herunder opførelse af tårnbygninger på op til 115 meter.

Klagepunkter og Parternes Argumenter

Klagerne fremførte en række punkter, som Planklagenævnet skulle vurdere:

Servicefunktioner i område IIIb

Klagerne mente, at lokalplanens § 3, stk. 3, om anvendelse af område IIIb til offentligt tilgængeligt friareal stred mod kommuneplanens anvendelsesbestemmelse for rammeområde T1, som primært tillader tekniske anlæg og publikumsorienterede servicefunktioner for stationernes brugere. Kommunen ændrede bestemmelsen i tillæg nr. 1 for at bringe den i overensstemmelse med kommuneplanen.

Usagligt Formål

Klagerne anførte, at kommunen forfulgte et usagligt formål, da DSB, som ejer en af grundene, ifølge klagerne ikke må opføre boliger. Kommunen afviste dette som irrelevant, da en lokalplan retter sig mod fremtiden, og ejerskab ikke kan reguleres ved lokalplan.

Bebyggelsesprocent

Klagerne gjorde gældende, at lokalplanens § 5, stk. 1, var ugyldig, da den stred mod bygningsreglementets beregningsregler. De argumenterede for, at bebyggelsesprocenten skal fastsættes for den enkelte ejendom og ikke for et samlet område bestående af flere selvstændige ejendomme. De henviste til Byggeloven § 8, stk. 4 og Byggeloven § 8, stk. 3 samt afgørelsen i MAD 2006.2111. Klagerne mente også, at lokalplanens bestemmelse om, hvilke bygningsdele der kan etableres "udover bebyggelsesprocenten", stred mod Bygningsreglement 2018 § 455, stk. 3 og Bygningsreglement 2018 § 455, stk. 4. Kommunen og ejeren afviste dette og henviste til praksis, der tillader en samlet bebyggelsesprocent for et område, og at byggelovens formål var at give kommunerne større fleksibilitet.

Fastlæggelse af Andel af Boliger

Klagerne anførte, at lokalplanens § 3, stk. 2, om anvendelse til boliger stred mod bygningsreglementets ufravigelige regler, og at § 3, stk. 4, medførte, at andelen af almene boliger oversteg kommuneplanens grænse på 25 procent. Kommunen svarede, at bygningsreglementet ikke regulerer beregning af boligandele, og at der derfor ikke var noget til hinder for at beregne for flere matrikler under ét.

Friarealer

Klagerne mente, at lokalplanens § 7, stk. 1, var ugyldig, da beregning af friarealer for flere ejendomme under ét stred mod bygningsreglementets beregningsregler. De anførte også, at lokalplanens § 7, stk. 2, om fravigelse af friarealprocenter var ugyldig, da lokalplanen allerede udnyttede kommuneplanens minimumsgrænser. Kommunen fastholdt, at bygningsreglementet ikke indeholder regler om friarealer, og at dispensation fra lokalplaner er mulig i henhold til Planloven § 12 og Planloven § 19, stk. 1.

Krav til Klarhed og Præcision

Klagerne anførte, at lokalplanens § 5, stk. 1, var upræcis, da den angav et "ca."-tal for det maksimalt tilladte etageareal, hvilket gjorde det uklart, hvornår en overskridelse krævede dispensation. Kommunen mente, at "ca."-udtrykket var uden betydning, da bebyggelsesprocenten regulerede omfanget.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at vurdere retlige spørgsmål.

Vurdering af Servicefunktioner i Område IIIb

Nævnet fandt, at lokalplanen med tillæg nr. 1 ikke var i uoverensstemmelse med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1, da anvendelsesbestemmelsen for område IIIb var ændret til at svare til kommuneplanens rammeområde T1.

Vurdering af Usagligt Formål

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens formål, som fremgår af Planlovens § 15, stk. 1, var saglige og planlægningsmæssigt relevante. Spørgsmålet om ejerskab og DSB's mulighed for at opføre boliger var ikke et planlægningsmæssigt hensyn, der gjorde formålet usagligt. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i dette klagepunkt.

Vurdering af Bebyggelsesprocent

Beregning for Flere Matrikler

Nævnet fastholdt, at det følger af hidtidig praksis (bl.a. MAD2002.1109), at en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om, at bebyggelsesprocenten skal beregnes for et større område end en enkelt grund. Ændringen af Byggeloven § 8 i 2001 ændrede ikke dette forhold. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagepunktet vedrørende § 5, stk. 1, 1. pkt., i tillæg nr. 1.

Fradrag ved Beregning

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 5, stk. 1, 4. og 5. pkt., som tillader visse bygningselementer etableret ud over bebyggelsesprocenten, var i strid med bygningsreglementets beregningsregler, herunder Bygningsreglement 2018 § 455, stk. 3 og Bygningsreglement 2018 § 455, stk. 4. Bestemmelsen var desuden for upræcis til at kunne håndhæves. Planklagenævnet ophævede derfor § 5, stk. 1, 4. og 5. pkt., i tillæg nr. 1. Bebyggelsesprocenten skal herefter beregnes i overensstemmelse med Bygningsreglement 2018.

Vurdering af Fastlæggelse af Andel af Boliger

Nævnet fandt, at Bygningsreglement 2018 § 167 ikke indeholder regler om beregning af andelen af boliger, herunder almene boliger, på en ejendom. Derfor var der ikke grundlag for at give medhold i klagen over lokalplanens § 3, stk. 2 og 4.

Vurdering af Friarealer

Beregning af Friarealer

Nævnet bemærkede, at Bygningsreglement 2018 ikke indeholder regler om beregning af friarealer. Derfor fandt nævnet ikke, at lokalplanens § 6 var i strid med bygningslovgivningens beregningsregler. Nævnet kunne ikke give medhold i dette klagepunkt.

Afvigelser fra Friarealers Størrelse

Nævnet fandt, at lokalplanens § 7, stk. 2, som tillader kommunen at fravige friarealprocenterne i "helt særlige tilfælde", ikke opfyldte kravene til klarhed og præcision for en kompetencenorm, der vedrører planens principper (fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer). Nævnet ophævede derfor § 7, stk. 2, i lokalplan nr. 555.

Vurdering af Krav til Klarhed og Præcision

Nævnet fandt, at angivelsen af "ca." i lokalplanens § 5, stk. 1, 2. og 3. pkt., medførte betydelig fortolkningstvivl og gjorde det uklart, hvornår en overskridelse krævede dispensation. For at sikre tilstrækkelig præcision ophævede nævnet ordet "ca." i § 5, stk. 1, 2. og 3. pkt., i tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 555. Enhver fravigelse vil herefter forudsætte en dispensation.

Planklagenævnets Afgørelse

Planklagenævnet ophævede følgende bestemmelser:

• § 5, stk. 1, 4. og 5. pkt., i tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 555.
• Ordet "ca." i § 5, stk. 1, 2. og 3. pkt., i tillæg nr. 1.
• § 7, stk. 2, i lokalplan nr. 555.

De øvrige dele af lokalplan nr. 555 og tillæg nr. 1 står ved magt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales.