Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til dige ved regnvandsbassin i Odense

Odense Kommune meddelte den 6. marts 2018 landzonetilladelse til anlæg af et dige og et regnvandsbassin samt udstykning af en ejendom på [adresse1]. Ejendommen, der efter udstykningen er på 9,1 ha, ligger i landzone og grænser op til et boligområde mod øst og nord, Fynske Motorvej mod syd og åbent land mod vest. Området er udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplan 2016-2028 og er omfattet af kommuneplanramme 7.G4, der udlægger det til rekreativt område. Desuden er ejendommen omfattet af lokalplan nr. 6-803, Erhvervsområde ved Fynske Motorvej, Højme, som udlægger området til erhvervsområde, men med delområde R1, hvor ejendommen ligger, som friareal/naturområde, hvor regnvandsbassiner kan etableres.

Tre naboer klagede den 4. december 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse, specifikt vedrørende etableringen af diget. Klagen blev indgivet sent grundet manglende offentliggørelse af tilladelsen og tekniske problemer i klageportalen. Klagerne anførte, at diget, med en maksimal højde på 4 m over terræn og en offentlig sti på toppen, ville medføre betydelige indbliks- og skyggegener. De undrede sig over, at de ikke var blevet hørt i sagen, da digets dimensioner og placering ikke var detaljeret beskrevet i lokalplanen, og de mente, at de oprindelige oplysninger om digets afstand til deres ejendomme var ændret.

Kommunens begrundelse for tilladelsen

Kommunen begrundede tilladelsen med, at regnvandsbassinet og diget var i overensstemmelse med lokalplan 6-803 og dermed områdets planlægning. Kommunen vurderede, at projektet ville forøge naturværdien og fandt, at udstykningen ikke ville ændre de fysiske rammer for området. Kommunen foretog ikke naboorientering, da de anså det ansøgte for at være af underordnet betydning for naboerne, idet det var i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen fastholdt, at lokalplanen var vedtaget med forudgående høring, hvor klagerne havde haft mulighed for at komme med bemærkninger.

Klagenævnets vurdering af sagsbehandlingen

Planklagenævnet vurderede sagen efter Planlovens § 35, stk. 1 og Planlovens § 58, stk. 1. Nævnet fandt, at klagerne havde partsstatus i sagen, da etableringen af diget med en offentlig gangsti på toppen ville medføre konkrete og væsentlige indbliksgener. Nævnet lagde vægt på, at klagernes huse lå 1-6 m fra skel, og at der fra digets top (i kote 33, med klagernes bebyggelse i kote 29-30) ville være frit udsyn til klagernes huse og opholdsarealer. Dette betød, at klagerne havde en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Nævnet fastslog, at kommunen havde partshøringspligt i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1. Selvom klagerne måtte antages at være bekendt med lokalplanens generelle bestemmelser om diget og afstanden til skel, var de ikke bekendt med de specifikke oplysninger om digets nærmere placering, dimensioner (højde, bredde, hældning) og anlæggelsen af en offentlig sti på toppen, da disse forhold ikke var reguleret af lokalplanen. Da projektet var til ugunst for klagerne, og ingen undtagelsesbestemmelser i fandt anvendelse, skulle kommunen have partshørt klagerne. Manglende partshøring blev anset for en væsentlig retlig mangel, da det ikke kunne udelukkes, at en partshøring kunne have ført til et andet resultat, f.eks. ved at stille vilkår for at reducere nabogener.