Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse og lokalplanpligt for vejanlæg ved Vejen

Vejen Kommune traf den 17. oktober 2018 afgørelser om, at anlæg af en vej på ejendommen [adresse1] hverken krævede landzonetilladelse eller udarbejdelse af lokalplan. Disse afgørelser blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren af ejendommen.

Sagens baggrund og vejens etablering

Klagesagen omhandler en allerede anlagt vejstrækning, [vejnavn1], der blev taget i brug i 2015 og delvist er etableret på klagerens landbrugsejendom. Vejen, der er ca. 1,4 km lang, ligger i landzone vest for Vejen By og forbinder [vejnavn3] i syd med [vejnavn4] og [vejnavn5] i nord. Området er primært landbrugsjord og er ikke omfattet af en kommuneplanramme eller lokalplan, bortset fra et område nordøst for jernbanen, der er udlagt til erhvervsformål.

Oprindeligt blev arealer til vejen eksproprieret i forbindelse med elektrificering af jernbanestrækningen mellem Esbjerg og Lunderskov. Højesteret afgjorde dog den 10. september 2018, at ekspropriationen var ugyldig, da den ikke kunne ske med hjemmel i elektrificeringsloven. Efter dommen har Vejen Kommune iværksat en ny proces med henblik på ekspropriation med hjemmel i vejloven.

Kommunens afgørelser og klagepunkter

Kommunen afgjorde, at etablering af [vejnavn1] ikke krævede landzonetilladelse, med henvisning til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9 og Bygningsreglementet § 4, stk. 1, nr. 1. Samtidig afgjorde kommunen, at vejen ikke var lokalplanpligtig efter Planlovens § 13, stk. 2, da den ikke medførte en væsentlig ændring af det bestående miljø og ikke lå i umiddelbar nærhed af bymæssigt bebyggede eller rekreative arealer.

Klageren anførte i sin klage, at projektet krævede udarbejdelse af lokalplan, da det udgjorde en væsentlig ændring af det bestående miljø og lå tæt på byzone. Klageren mente desuden, at borgmesteren var inhabil på grund af udtalelser til pressen, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5. Endelig klagede klageren over manglende partshøring, hvilket blev anset for en alvorlig sagsbehandlingsfejl.

Kommunen fastholdt sine afgørelser og bestred klagerens argumenter. Vedrørende inhabilitet anførte kommunen, at borgmesterens udtalelser alene vedrørte den retlige lovliggørelse af ekspropriationen og ikke skabte tvivl om upartiskhed. Angående partshøring mente kommunen, at der ikke var pligt til at partshøre om en konstaterende forvaltningsakt.

Planklagenævnet behandlede klagen over Vejen Kommunes afgørelser om, at anlæg af [vejnavn1] ikke krævede landzonetilladelse eller lokalplan. Nævnet har kompetence til at tage stilling til kommunens afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 samt retlige spørgsmål efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af inhabilitet

Planklagenævnet fandt ikke, at borgmesterens udtalelser til pressen medførte inhabilitet i sagen. Nævnet lagde vægt på, at udtalelserne alene vedrørte kommunens intention om at søge en retlig lovliggørelse af ekspropriationen efter lov om offentlige veje og ikke omhandlede spørgsmål om lokalplanpligt eller landzonetilladelse. Dette var i overensstemmelse med Forvaltningslovens § 3, stk. 1 og Forvaltningslovens § 3, stk. 2, som angiver, at inhabilitet kun foreligger, hvis der er fare for, at afgørelsen påvirkes af uvedkommende hensyn.

Krav om landzonetilladelse

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse om, at etablering af vejen ikke krævede landzonetilladelse. Dette blev begrundet med Planlovens § 36, stk. 1, nr. 9, som undtager byggeri til offentlige trafikanlæg, der er fritaget for byggetilladelse i henhold til Bygningsreglementet § 4, stk. 1, nr. 1. Det tidligere domstolsforløb ændrede ikke på denne vurdering.

Lokalplanpligt

Planklagenævnet vurderede, at anlæg af vejen ikke medførte en sådan væsentlig ændring i det bestående miljø, at det udløste lokalplanpligt efter Planlovens § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at vejen forløb i det åbne land og ikke i umiddelbar nærhed af bymæssig bebyggelse, og at de tilstødende arealer primært ikke var udlagt til byudviklingsformål. Nævnet fandt desuden, at vejprojektet var en lokal løsning valgt af kommunen og ikke havde en så tæt sammenhæng med elektrificeringsprojektet, at de skulle vurderes samlet i forhold til lokalplanpligt.

Manglende partshøring

Nævnet konstaterede, at kommunen burde have foretaget partshøring af klageren i henhold til Forvaltningslovens § 19, stk. 1, selvom klageren måtte antages at være bekendt med sagens faktiske oplysninger. Dog fandt nævnet, efter en konkret vurdering, at den manglende partshøring ikke medførte, at afgørelserne skulle hjemvises til fornyet behandling. Dette skyldtes, at en partshøring ikke ville have bidraget yderligere til sagens oplysningsgrundlag, og at afgørelserne ikke ville have fået et andet udfald. Klagerens synspunkter vedrørende lokalplanpligt var desuden blevet inddraget i nævnets vurdering under klagesagen.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Vejen Kommunes afgørelser af 17. oktober 2018. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.