Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af udestue – Slagelse Kommune

Slagelse Kommune traf den 21. august 2018 afgørelse om lovliggørelse af en uopvarmet udestue på 10 m² på ejendommen [adresse1]. Kommunen gav samtidig dispensation fra lokalplan nr. 21, Rækkehusbebyggelse ved [vejnavn1], specifikt fra lokalplanens § 6.3 om bebyggelsesprocent og § 6.6 om yderligere bebyggelse. Kommunen traf også en indirekte afgørelse om, at udestuen i øvrigt var i overensstemmelse med lokalplanen.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 21, der har til formål at overføre en del af et område fra landzone til byzone og muliggøre en begrænset udvidelse af rækkehusene. Lokalplanen fastsætter blandt andet, at området kun må anvendes til boligformål, at bebyggelsesprocenten for delområde 2 ikke må overstige 37, at der kun må opføres et rækkehus og en carport, og at bygninger kun må opføres med 1 etage med udnyttet tagetage og en tagvinkel mellem 40º og 50º.

Ansøgning og kommunens vurdering

Ejendommens ejer ansøgte den 7. marts 2017 om lovliggørelse af den allerede opførte havestue. Kommunen foretog en høring af [forening1] den 14. marts 2017, hvor det blev oplyst, at der tidligere var givet tilladelser til redskabsrum og andre overdækninger/udestuer i området. Klageren indsendte indsigelser den 26. april 2017.

Kommunen vurderede, at lokalplanens formålsbestemmelser ikke fastlægger bebyggelsesregulerende principper for delområde 2, og at bestemmelserne i § 6.3 og § 6.6 derfor ikke var bundet af lokalplanens principper, hvilket muliggjorde dispensation. Kommunen anså etableringen af en mindre udestue for ikke at være i strid med lokalplanens principper.

Klagen til Planklagenævnet

[forening1] klagede den 2. november 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen anførte, at afgørelsen var ugyldig, og at kommunen ikke konkret havde begrundet afgørelsen. Klageren fremhævede, at udestuen var i strid med lokalplanens bestemmelser om anvendelse, yderligere bebyggelse (§ 6.6), bebyggelsesprocent (§ 6.3) og taghældning (§ 6.10). Det blev også anført, at dispensationerne var i strid med lokalplanens principper om at fastholde en ensartet og homogen bebyggelseskultur. Endelig klagede foreningen over manglende underretning om afgørelsen i henhold til Planlovens § 20, stk. 3.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at der var hjemmel til at dispensere, da lokalplanens formålsbestemmelser ikke fastlægger bebyggelsesregulerende principper for delområde 2. Kommunen henviste til, at der tidligere var givet tilladelser til redskabsrum og andre overdækninger/udestuer i området. Kommunen anførte desuden, at rækkehuset og udestuen samlet set var i overensstemmelse med det maksimale etageareal angivet i lokalplanens redegørelse.

Planklagenævnet behandlede klagen over Slagelse Kommunes afgørelse om lovliggørelse af en udestue. Nævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanen, om kommunen har haft hjemmel til at dispensere, og om forvaltningsretlige principper er overholdt. Nævnet kan dog ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse om at meddele dispensation.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planlovens § 19.

• Bebyggelsesprocent (§ 6.3): Nævnet fandt, at bebyggelsesprocenten på ejendommen oversteg de 37 % fastsat i lokalplanens § 6.3, og at forholdet derfor krævede dispensation.
• Yderligere bebyggelse (§ 6.6): Nævnet vurderede, at en uopvarmet udestue ikke kan betragtes som en integreret del af rækkehuset og derfor ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.6, som kun tillader et rækkehus og en carport. Forholdet krævede derfor dispensation.
• Taghældning (§ 6.10): Nævnet lagde til grund, at udestuens taghældning var mindre end de 40º-50º fastsat i lokalplanens § 6.10. Dette var ikke i overensstemmelse med lokalplanen og krævede dispensation. Kommunens indirekte afgørelse om, at udestuen var i overensstemmelse med § 6.10, var derfor ugyldig.

Mulighed for at give dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Nævnet fandt, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser i § 6.3, § 6.6 og § 6.10 ikke var en del af planens principper, da lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviser til dem, og de ikke var af en sådan karakter, at de kunne anses for principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at give dispensation.

Orientering om afgørelsen

Klageren anførte, at de ikke blev underrettet om afgørelsen i henhold til Planlovens § 20, stk. 3. Nævnet fandt, at kommunen havde pligt til at underrette klageren, men at den manglende orientering ikke var en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed, da klageren efterfølgende fik mulighed for at klage.

Afgørelsens begrundelse

Klageren anførte, at kommunen ikke havde begrundet afgørelsen. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningslovens § 22. Nævnet fandt dog ikke, at klageren havde den fornødne væsentlige, individuelle interesse i sagen til at være part i forvaltningslovens forstand, og kommunen havde derfor ikke pligt til at give en begrundelse over for klageren.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, men ophævede den indirekte afgørelse om, at forholdet var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.10 (taghældning), og hjemviste denne del af sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette medførte en ændring af kommunens afgørelse. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.