Afvisning af klage over Miljøstyrelsens afgørelse om ophævelse af fredskovspligt

Miljøstyrelsen traf den 19. oktober 2018 afgørelse om at ophæve fredskovspligten på et 1,2 hektar stort areal på [matrikel1] Markjorder. Formålet med ophævelsen var at anvende arealet til et blandet bolig- og erhvervsområde. Afgørelsen blev truffet med vilkår om udlægning af erstatningsskov samt beskyttelse af hule træer og orkidéarten skovhullæbe.

Miljøstyrelsen begrundede sin afgørelse med, at arealet har været omfattet af kontinuerlig rammelægning til offentlige formål siden 1979, og at byudviklingen på ejendommen tjener et samfundsmæssigt formål, da finansieringen af et nyt sygehusbyggeri delvist skal ske ved salg af den gamle sygehusgrund. Desuden vurderede styrelsen, at det fredskovspligtige areal, trods dets landskabelige markanthed, ikke havde væsentlig naturmæssig, rekreativ eller skovbrugsmæssig værdi på grund af dets begrænsede størrelse og placering som kantbevoksning.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

En gruppe omboende påklagede afgørelsen den 16. november 2018. Klagerne anførte, at byplanlægningen i Aarhus skaber en by uden plads til natur og mennesker, og at der bør sikres levesteder for fugle, flagermus og pindsvin. De fremhævede, at fredskoven er et unikt og værdifuldt naturområde, som det vil tage over 100 år at genetablere, og at klimahensyn bør prioriteres.

Aarhus Kommune, repræsenteret ved advokat, indgav bemærkninger til klagen den 30. januar 2019 og anførte navnlig, at klagerne ikke var klageberettigede.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Miljøstyrelsens afgørelse om ophævelse af fredskovspligten på [matrikel1] Markjorder.

Begrundelse for afvisning

Nævnet fandt, at klagerne ikke var klageberettigede i henhold til Skovlovens § 62. Bestemmelsen fastslår, hvem der kan påklage afgørelser efter loven, herunder adressaten for afgørelsen, enhver med en individuel, væsentlig interesse i sagen, samt visse foreninger og organisationer. Klageretten omfatter ikke naboer eller beboere i almindelighed, da skovloven primært varetager samfundsmæssige interesser relateret til træproduktion, landskab, naturhistorie, kulturhistorie og friluftsliv, snarere end nabo- eller beboerinteresser.

Nævnet vurderede, at klagernes anførsler om fortætning af bebyggelsen, byens planlægning og dens påvirkning af natur og klima var af mere ideel interesse og ikke udgjorde en "individuel, væsentlig interesse". Disse forhold er desuden ikke værnet af skovloven.

Tilbagebetaling af gebyr

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.