Ophævelse af afslag på lovliggørelse af udhus grundet manglende hjemmelsangivelse

Norddjurs Kommune traf den 22. august 2018 en afgørelse om afslag på lovliggørelse af et udhus på en ejendom beliggende på [adresse1]. Afgørelsen var baseret på en servitut fra 22. maj 1973, som begrænser antallet af udhuse til ét per parcel. Kommunen begrundede afslaget med ønsket om at bevare sommerhusområdets åbne og fritliggende karakter og frygten for præcedens. Afgørelsen indeholdt desuden en frist for fjernelse af udhuset.

Ejendommens ejer klagede den 14. oktober 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen omhandlede flere punkter:

Manglende partshøring

Klageren anførte, at kommunen burde have partshørt den tidligere ejer, som var ansøger, især da sagen ændrede karakter fra en ansøgning om dispensation fra afstand til naboskel til en afvisning baseret på servitutten. Kommunen erkendte ikke at have partshørt, da de vurderede, at det ikke ville have ændret afgørelsen.

Afgørelsen ikke meddelt nuværende ejer

Klageren påpegede, at afgørelsen kun var meddelt den tidligere ejer, selvom ejerskiftet fandt sted før afgørelsen blev truffet. Kommunen forklarede, at afgørelsen blev sendt til ansøgeren via den digitale platform, og at de ikke var informeret om ejerskiftet. Afgørelsen blev dog senere sendt til den nye ejer med forlænget klagefrist.

Mangelfuld begrundelse

Klageren var uenig i kommunens begrundelse om, at udhuset ødelagde områdets karakter, og henviste til, at ejendommen var underudnyttet i forhold til den tilladte bebyggelsesgrad. Klageren fremhævede også, at afgørelsen manglede henvisning til de retsregler, den var truffet efter, hvilket er et krav i Forvaltningsloven § 24, stk. 1.

Ulovlig forskelsbehandling

Klageren henviste til andre ejendomme i området, der var omfattet af samme servitut, men hvor der var opført mere end ét udhus eller overskredet den tilladte udnyttelsesgrad. Kommunen svarede, at de kun havde forholdt sig til sager om flere udhuse, og at de nævnte bebyggelser var ulovlige, da der ikke var givet dispensation.

Planklagenævnet vurderede sin kompetence i sagen og fastslog, at de kunne behandle klagen, da kommunens afgørelse blev opfattet som en beslutning om at håndhæve servitutten efter Planloven § 43. Nævnet valgte at færdigbehandle sagen frem for at træffe en delafgørelse om opsættende virkning.

Vurdering af afgørelsens gyldighed

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var ugyldig på grund af en væsentlig retlig mangel. En kommunes mulighed for at håndhæve privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43, som giver kommunen hjemmel til at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, der kan optages i en lokalplan. Det skal klart fremgå af kommunens afgørelse, om der er tale om et forbud eller påbud efter denne bestemmelse, da der er væsentlig forskel på offentligretlig og civilretlig håndhævelse.

Den påklagede afgørelse af 22. august 2018 indeholdt ikke en klar angivelse af hjemlen for afgørelsen, udover henvisningen til servitutten. Dette er i strid med Forvaltningsloven § 24, stk. 1, som kræver, at en begrundelse indeholder en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter. Da påbud og forbud er af særligt indgribende karakter, forudsætter de et klart hjemmelsgrundlag. Den manglende hjemmelsangivelse blev anset for en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophævede Norddjurs Kommunes afgørelse af 22. august 2018 om afslag på lovliggørelse af udhuset. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende. Nævnet tog ikke stilling til de øvrige klagepunkter, da afgørelsen blev ophævet på grund af den retlige mangel.

Bemærkninger til ny behandling

Hvis kommunen fortsat ønsker at modsætte sig det ansøgte, skal en eventuel ny behandling af sagen ske i overensstemmelse med gældende regler. Et påbud efter Planloven § 43 skal overholde de almindelige krav til påbud, herunder partshøring og varsling, som skal rettes særskilt til alle ejendommens ejere og brugere, jf. Planloven § 63. Pligten til partshøring og varsel gælder uanset, om et partshøringssvar vil kunne føre til et andet resultat.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales til indbetalerens NemKonto.