Afgørelse om fredningsnævns afslag på dispensation til udnyttelse af tagetage i Søllerød Naturpark ophæves og hjemvises grundet inhabilitet

Sagen omhandler en klage over Fredningsnævnet for Københavns afgørelse af 31. august 2018, som afslog en ansøgning om dispensation til udnyttelse af en tagetage på ejendommen Langkærgaard, beliggende inden for fredningen af Søllerød Naturpark. Ejendommen er en landbrugsejendom med et stuehus, hvoraf en del af tagetagen (ca. 110 m²) er uudnyttet. Klager ønskede at inddrage dette areal til bolig, hvilket ville udvide det samlede boligareal til ca. 360 m².

Sagens forhistorie og fredningsbestemmelser

Ejendommen er omfattet af fredningen af Søllerød Naturpark, der blev fastsat af Natur- og Miljøklagenævnet den 25. maj 2016. Fredningens formål er at sikre og forbedre sammenhængende åbne landskaber og bevare det karakteristiske landskabsbillede. Fredningens § 12 fastsætter, at der på ejendommen kan opføres et stuehus på maksimalt 250 m² bruttoetageareal. Tidligere afgørelser har begrænset stuehusets størrelse, selvom klager har anført, at det opførte stuehus i praksis har et bruttoetageareal på 390 m².

Fredningsnævnets afgørelse og Rudersdal Kommunes udtalelse

Fredningsnævnet meddelte afslag på dispensation i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Afslaget var begrundet i, at en udvidelse af boligarealet ikke var nødvendig for ejendommens landbrugsmæssige drift, og at en ibrugtagning af tagetagen ville kræve etablering af kviste eller tagvinduer for at opfylde bygningsreglementets krav om dagslys. Dette ville visuelt bryde de sammenhængende tagflader og medføre lyspåvirkning, hvilket blev anset for at være i strid med fredningens formål om at bevare landskabsbilledet. Rudersdal Kommune støttede denne vurdering og fremhævede ejendommens centrale placering og synlighed i naturparken.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at fredningsnævnets afgørelse var behæftet med faktuelle fejl og vurderinger uden støtte i fredningen eller ejendommens historie. Klager argumenterede blandt andet, at ejendommen ikke ligger centralt i det fredede område, men langs kanten tæt på bymæssig bebyggelse. Det blev fremhævet, at fredningen er en landskabsfredning, der ikke freder bygningerne eller deres anvendelse, og at fredningens formål i § 1 ikke omfatter sikring af ejendommens landbrugsmæssige drift. Klager mente desuden, at lysåbninger ikke ville stride mod fredningens formål, da fredningen tillader mere markante indgreb som solcelleanlæg og hestestutteri/ridecenter. Endvidere påpegede klager, at andre nærliggende bygninger har en større visuel påvirkning på det fredede område.

Habilitetsspørgsmål i relateret sag

I en sideløbende klagesag vedrørende opsætning af ovenlysvinduer i ejendommens garage, havde klager rejst spørgsmål om inhabilitet hos et ministerudpeget medlem af fredningsnævnet. Det fremgik, at nævnsmedlemmet og klageren tidligere havde været modparter i en retssag i 2005, hvor nævnsmedlemmet måtte tilbagekalde offentlige ytringer og betale sagsomkostninger. Fredningsnævnet havde i den sag vurderet, at der ikke forelå inhabilitet, da medlemmet ikke havde behandlet den konkrete sag tidligere og ikke havde personlige eller økonomiske interesser. Klager fastholdt dog, at retssagen og dens udfald var egnet til at rejse tvivl om medlemmets upartiskhed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Fredningsnævnet for Københavns afgørelse af 31. august 2018 og hjemviser sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 3.

Begrundelse for afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at selvom klager ikke specifikt havde klaget over inhabilitet i denne sag, var nævnet forpligtet til på eget initiativ at behandle spørgsmålet om inhabilitet. Dette følger af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1, som giver nævnet mulighed for og pligt til at inddrage grundlæggende forvaltningsretlige grundsætninger.

Nævnet vurderede, at der, på baggrund af det personlige modsætningsforhold mellem klager og det ministerudpegede medlem af fredningsnævnet, som beskrevet i den relaterede klagesag, kunne rejses berettiget tvivl om medlemmets upartiskhed. Dette modsætningsforhold, der inkluderede en retssag og et forlig, hvor medlemmet tilbagekaldte udtalelser og betalte sagsomkostninger, blev anset for at være af en sådan karakter, at det var egnet til at vække tvivl om medlemmets upartiskhed, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5. Nævnet lagde vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at modsætningsforholdet var gensidigt.

Selvom det pågældende nævnsmedlems stemme ikke var udslagsgivende for afgørelsens resultat, antog Miljø- og Fødevareklagenævnet, at medlemmets deltagelse potentielt kunne have påvirket de øvrige nævnsmedlemmer. På denne baggrund blev Fredningsnævnets afgørelse ophævet som ugyldig og hjemvist til fornyet behandling. Miljø- og Fødevareklagenævnet har med denne afgørelse ikke taget stilling til, om afgørelsen er indholdsmæssigt korrekt eller til sagens øvrige klagepunkter.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.