Dispensation til udstykning af byggegrunde inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen - Frederikssund Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om Frederikssund Kommunes dispensation til udstykning af to byggegrunde inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen på Matr. 1 Neder Dråby By, beliggende på Adresse 1 og 2, 3630 Jægerspris. Ejendommen, der er en landbrugsejendom på ca. 6,6 ha, er delvist beliggende i byzone og sommerhusområde. De to byggegrunde er en del af en større udstykning på i alt 12 sommerhusgrunde og er delvist omfattet af fortidsmindebeskyttelseslinjen, der afkastes af fortidsminde nr. 292674, en hulvej.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Frederikssund Kommune meddelte den 25. september 2018 dispensation til udstykningen. Kommunen vurderede, at byggegrundene ikke ville påvirke oplevelsen af hulvejen væsentligt, da den ligger inde i en skov og ikke er synlig fra udstykningsområdet. Ligeledes blev det vurderet, at kommende sommerhuse ville være svære at se fra hulvejen på grund af skov og terrænforskelle. Kommunen offentliggjorde ikke afgørelsen, da den blev anset for at være af underordnet betydning og uden bred offentlig interesse.

Klager og indvendinger

Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og Foreningen til bevarelse af de historiske og naturmæssige værdier på toppen ved Kignæsbakken. Klagerne anførte blandt andet:

• At dispensationen var meddelt på et ufuldstændigt grundlag, og at afgørelsen burde have været offentliggjort.
• At der ikke var tale om et "særligt tilfælde", men snarere privatøkonomiske interesser.
• At byggegrundene ville forringe oplevelsen af hulvejen og hindre indsyn hertil, samt at området er kulturhistorisk interessant med arkæologiske fund fra bondestenalderen og adskillige gravhøje.
• At dispensationen var i strid med FN’s 15. verdensmål og Kommuneplan 2017-2029.

Kommunens og ejers bemærkninger

Frederikssund Kommune fastholdt, at dispensationen alene vedrørte udstykning og ikke byggeri, og at sagen var tilstrækkeligt oplyst. Kommunen gentog, at afgørelsen ikke havde bred offentlig interesse. Ejeren af ejendommen anførte, at der var berettigede forventninger om bebyggelse, da arealet ligger i sommerhuszone og er omfattet af en lokalplan. Ejeren bemærkede også, at der allerede findes sommerhuse inden for beskyttelseslinjen i området, og at udstykningen var en mindre del af det samlede areal.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

Fortidsmindebeskyttelseslinjen

Efter Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af arealer inden for 100 meter fra fortidsminder. Formålet med denne bestemmelse er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, herunder indsyn til og udsyn fra fortidsminderne, samt at beskytte de arkæologiske lag i området.

Dispensation og praksis

Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Praksis for dispensation er meget restriktiv. Miljø- og Fødevareklagenævnet har dog en fast praksis, hvorefter en matrikulær udstykning inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen ikke i sig selv anses for at indebære en ændring i tilstanden af arealet. Derfor forudsætter matrikulære ændringer ikke dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1.

Nævnets afgørelse

Da den meddelte dispensation alene vedrørte en matrikulær udstykning, og da en sådan udstykning ikke i sig selv kræver dispensation efter nævnets praksis, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Frederikssund Kommunes afgørelse om dispensation var ufornøden. Nævnet ophævede derfor kommunens afgørelse af 25. september 2018. Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.