Afslag på dispensation til opførelse af ny helårsbolig inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har stadfæstet Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om dispensation til opførelse af en ny helårsbolig med garage inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom på Venø. Ejendommen, der er på godt 4 hektar, ligger på den østlige side af Venø, umiddelbart nord for Venø havn, med jord direkte til kysten. Bygningsparcellen, tilkørselsvej og have ligger uden for strandbeskyttelseslinjen.

Ansøgning og Kystdirektoratets Afslag

Klager havde ansøgt om dispensation til at opføre et nyt helårshus på 205 m², hvoraf cirka halvdelen ville ligge inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. En mindre del af en ny adgangsvej ville også blive placeret inden for linjen. De eksisterende bygninger på ejendommen ligger alle uden for strandbeskyttelseslinjen. Klager havde en aftale med sælgeren om, at denne kunne blive boende i det eksisterende hus på livstid, hvorefter huset ville blive nedrevet.

Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen. Direktoratet vurderede, at der var tale om opførelse af helt nyt byggeri, da eventuelle tidligere bygninger inden for linjen var fjernet for mere end tre år siden. Kystdirektoratet henviste til, at der som udgangspunkt ikke gives dispensation til nyt byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen, medmindre der er tale om udskiftning af eksisterende bebyggelse med omtrent samme placering, størrelse og udformning.

Kystdirektoratet lagde vægt på, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation i strid med praksis. Det blev fremhævet, at det ansøgte byggeri kunne tilpasses og placeres uden for strandbeskyttelseslinjen. En dispensation ville desuden indebære en væsentlig påvirkning af kyststrækningen og kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning.

Småø-praksis og Naturforhold

Kystdirektoratet bemærkede, at den lempeligere dispensationspraksis for småøer, som nævnt i kystlovsforslagets bemærkninger, alene gælder, når hensynet til øernes erhvervsmæssige udvikling kræver det, og når byggeriet ikke kan holdes uden for strandbeskyttelseslinjen. Da det ansøgte byggeri ikke var en del af en erhvervsmæssig udvikling, og da det var muligt at placere byggeriet uden for linjen, fandt Kystdirektoratet ikke grundlag for at anvende den lempeligere praksis.

Ejendommen ligger op til Natura 2000-område nr. 62 Venø, Venø Sund, som er udpeget af hensyn til ynglefugle som klyde og dværgterne samt lysbuget knortegås. Kystdirektoratet vurderede, at der ikke kan gives dispensation, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for arter omfattet af Habitatdirektivets bilag IV.

Klagerens Anbringender

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet og anførte navnlig:

• Afgørelsen tog ikke hensyn til den lempeligere dispensationspraksis for småøer.
• Husets placering var den mest hensigtsmæssige i forhold til byggelinje, koter og vandstandslinjer.
• Det oprindelige stuehus ville blive revet ned, når sælgeren, der havde livslang beboelsesret, fraflyttede eller afgik ved døden.

Sammenslutningen af Danske Småøer støttede klagerens synspunkt og henviste til, at projektet bidrog til fastholdelse af både erhverv og beboere på øen, hvilket burde falde ind under den lempeligere administration. De argumenterede desuden for, at præcedensargumentet ofte sætter anden argumentation ud af spil og er uheldigt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på dispensation til opførelse af nyt byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnets Begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, med det formål at friholde kystområderne mod indgreb. Efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation, hvilket administreres meget restriktivt.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Det blev fremhævet, at det ansøgte byggeri ikke var krævet af hensyn til Venøs erhvervsmæssige udvikling, og faldt derfor ikke ind under den lempeligere dispensationspraksis for småøer, som beskrevet i kystlovsforslagets bemærkninger. Nævnet lagde desuden vægt på den restriktive praksis og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.

Det forhold, at ejendommens sælger skulle forblive i det oprindelige stuehus, og at huset herefter ville blive revet ned, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærkede endvidere, at hensynet til at undgå uønsket præcedensvirkning er et sagligt hensyn i administrationen af strandbeskyttelseslinjen og ikke udtryk for at sætte skøn under regel.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.