Stadfæstelse af landzonetilladelse til ændring af anvendelse til bosted for udsatte voksne

Aalborg Kommune meddelte den 31. august 2018 en landzonetilladelse til at ændre anvendelsen af en ejendom fra restauration til et bosted for udsatte voksne. Ejendommen, der er beliggende i landzone på [adresse1], omfatter to bygninger, der tidligere har fungeret som hotel/kro med værelsesudlejning, samt en butik og en container. Ejendommen ligger i et område udpeget som specifik geologisk bevaringsværdi, større sammenhængende landskab og værdifuldt kulturmiljø i kommuneplanen, og den er desuden placeret inden for skovbyggelinjen.

Ansøgning og Kommunens Afgørelse

Ansøgningen omhandlede ændring af anvendelse til institution for udsatte voksne med indvendige ombygninger for at indrette op til 10 værelser. Aalborg Kommune gav tilladelsen i medfør af Planloven § 35, stk. 1, på vilkår om, at bostedet højst måtte rumme 10 beboere og tilhørende personale. Kommunen begrundede afgørelsen med, at det ansøgte ikke stred mod kommuneplanens retningslinjer, da det udelukkende ville ske inden for eksisterende bygningsmasse og dermed ikke forringe natur-, miljø- eller landskabelige værdier væsentligt. Kommunen lagde vægt på praksis for indretning af institutioner i overflødiggjort bygningsmasse og den samfundsmæssige nødvendighed af opholds- og bosteder. Der blev foretaget naboorientering efter Planloven § 35, stk. 4, hvor to bemærkninger vedrørende manglende oplysninger og utryghed blev modtaget. Kommunen henviste til avisomtale og et informationsmøde og tilbød afskærmende foranstaltninger, hvilket dog blev afvist af naboen. Kommunen gav desuden tilladelse efter Jordforureningsloven § 8.

Klagen til Planklagenævnet

En nabo klagede til Planklagenævnet den 27. september 2018, primært med den begrundelse, at det ansøgte krævede udarbejdelse af en lokalplan efter Planloven § 13, stk. 2. Klageren frygtede, at de kommende beboere ville skabe utryghed i lokalmiljøet og for klagerens virksomhed, samt at huspriserne ville falde. Klageren anførte også, at en ophævelse af forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 17 var i modstrid med kommuneplanen, og at en større ombygning ville kræve byggetilladelse. Klageren mente, at kommunen ikke havde forholdt sig til lokalplanpligten i sin afgørelse eller naboorientering.

Kommunens og Ansøgerens Bemærkninger

Kommunen fastholdt, at det ansøgte ikke var lokalplanpligtigt, da der kun var tale om en anvendelsesændring og indvendig ombygning af eksisterende bygningsmasse. Kommunen understregede, at institutionen etableres inden for eksisterende rammer, og at sociale institutioner er en samfundsmæssig nødvendighed. Kommunen præciserede, at dispensationen fra naturbeskyttelsesloven blot var en oplysning, da skovbyggelinjen automatisk ophæves ved landzonetilladelse. Ansøgeren tilsluttede sig kommunens bemærkninger og afviste klagerens påstande om nyt byggeri og negativ indvirkning på butiksdrift og ejendomsværdi. Ansøgeren præciserede, at der var tale om et socialpædagogisk opholdssted for voksne med psykiske funktionsnedsættelser, der har behov for socialpædagogisk støtte, og at der ikke foregik lægelig eller medicinsk behandling. Anvendelsen blev anset for sammenlignelig med beboelse og ikke så væsentlig, at den udløste lokalplanpligt.

Planklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til at ændre anvendelse fra restauration til bosted for udsatte voksne. Nævnet vurderede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 1.

Ændret Anvendelse og Lokalplanpligt

Planklagenævnet fastslog, at etableringen af et socialpædagogisk opholdssted i en tidligere kro/hotel-ejendom udgjorde en ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Dette skyldes, at opholdsstedet ville medføre permanent eller længerevarende ophold for op til 10 personer, hvilket adskiller sig fra en kros/hotels kortvarige ophold for en større kreds af gæster.

Nævnet vurderede, at den ansøgte anvendelsesændring ikke udløste krav om lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2. Dette blev begrundet med, at der ikke ville ske større til- eller ombygning eller opførelse af nyt byggeri, og at den ændrede anvendelse ikke ville medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø. Nævnet lagde vægt på, at der højst ville være 10 beboere og socialpædagogisk personale, og at ejendommen ville blive anvendt til aktiviteter, der har til formål at gøre beboerne i stand til at klare sig selv.

Naboorientering og Skovbyggelinjen

Planklagenævnet fandt, at der var foretaget korrekt naboorientering i henhold til Planloven § 35, stk. 4. Det forhold, at kommunen ikke havde oplyst om en potentiel lokalplanpligt i naboorienteringen, ændrede ikke på korrektheden af orienteringen.

Vedrørende skovbyggelinjen bemærkede nævnet, at Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5 ikke fandt anvendelse, da der ikke var tale om opførelse af nyt byggeri. Nævnet præciserede, at bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse til kravet om dispensation og ikke en ophævelse af skovbyggelinjen.

Landzonetilladelse og Sociale Tilbud

Planklagenævnet lagde til grund, at etablering af sociale tilbud er en samfundsmæssig nødvendighed, og at der som udgangspunkt bør gives landzonetilladelse hertil, medmindre placeringen er uhensigtsmæssig af planlægningsmæssige eller landskabelige grunde. Nævnet fandt, at hverken landskabelige eller planlægningsmæssige forhold talte afgørende imod en tilladelse til den ansøgte anvendelsesændring. Nævnet vurderede heller ikke, at det ansøgte ville medføre væsentlige gener for naboerne, da tilbuddet etableres i eksisterende bebyggelse, og de påtænkte aktiviteter ikke medfører en større belastning af området. Klagepunkter om sikkerhed i området blev ikke anset for relevante hensyn i afgørelser efter landzonereglerne.

Afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes afgørelse af 31. august 2018. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.