Stadfæstelse af afslag på dispensation til lovliggørende ridebane i beskyttet mose

Sagen omhandler Nyborg Kommunes afslag på en lovliggørende dispensation til anlæggelse af en ridebane i et beskyttet moseområde. Ejendommen er beliggende i Nyborg Kommune, hvor en del af arealet er registreret som beskyttet natur i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3.

Sagens forhistorie

Nyborg Kommune afgrænsede i 2011 det beskyttede moseareal på ejendommen. Denne afgrænsning skete efter en besigtigelse i 2010, hvor kommunen konstaterede, at dele af arealet havde karakter af vådbundsområde med tørveholdig jord og fugtigbundsplanter. Kommunen fastholdt registreringen af mosen på de relevante matrikler.

I 2013 konstaterede Nyborg Kommune, at der var anlagt en ridebane, som strakte sig 30 meter ind i det beskyttede moseareal og dækkede 550 m². Kommunen kontaktede lodsejeren i januar 2018, da der var uoverensstemmelse mellem den vejledende registrering og ridebanens placering. Lodsejeren mente at have fået tilladelse til anlæggelsen i 2010 og var ikke bevidst om beskyttelsen.

Efter en besigtigelse i februar 2018 vurderede kommunen arealet som beskyttet og varslede et påbud om retablering. Lodsejeren indsendte et høringssvar, hvori det blev anført, at ridebanen var anlagt efter aftale med kommunen i 2010, og at arealet ikke havde mosekarakter. På trods heraf traf Nyborg Kommune i marts 2018 afgørelse om påbud om retablering af mosearealet.

Den påklagede afgørelse

Lodsejeren ansøgte i april 2018 om lovliggørende dispensation, idet der var en berettiget forventning om, at ridebanen var lovligt anlagt. Nyborg Kommune meddelte i august 2018 afslag på dispensationen. Kommunen vurderede, at ridebanen var anlagt ulovligt i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2. Kommunen lagde vægt på, at arealet opfyldte betingelserne for beskyttet mose i 2010, og at luftfotos viste, at ridebanen var anlagt efter, at lodsejeren var blevet oplyst om beskyttelsen.

Klagens indhold

Lodsejeren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 10. september 2018 med følgende hovedpunkter:

• Ridebanen blev anlagt efter aftale med Nyborg Kommune i 2010.
• Klager havde berettigede forventninger og var i god tro.
• Arealet er ikke et moseområde, og proportionalitetsprincippet er tilsidesat.
• Nyborg Kommune har udvist passivitet ved først at reagere otte år efter anlæggelsen.
• Kommunens vejledning og sagsbehandling var mangelfuld, og partshøringen var illusorisk. Klager henviste også til Offentlighedslovens § 13 vedrørende notater.

Nyborg Kommune bemærkede, at et tidligere hus på arealet ikke er afgørende for den nuværende naturstatus, da det er arealets nuværende tilstand, der er afgørende.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFK) har behandlet klagen og stadfæstet Nyborg Kommunes afgørelse om afslag på dispensation til anlæggelse af ridebane i beskyttet mose. Nævnet har vurderet sagens forhold vedrørende arealets beskyttelsesstatus, dispensationsmuligheder og myndighedspassivitet.

Arealets beskyttelsesstatus

MFK har vurderet, at arealet havde karakter af beskyttet mose i 2012, da ridebanen blev anlagt. Dette er i overensstemmelse med Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, som forbyder tilstandsændringer i moser større end 2.500 m². Nævnet har lagt vægt på luftfotos fra perioden 1954-2018, som viser, at arealet generelt har fremstået som et træbevokset naturområde, og at moseområdets udseende ikke har ændret sig væsentligt, bortset fra ridebanearealet. Den vegetation, der blev registreret af Nyborg Kommune i 2010, blev også vurderet som typisk mosevegetation. MFK konkluderede, at de lavestliggende dele af mosearealet var og fortsat er beskyttet mose, og at det samlede areal var beskyttet mose ved ridebanens anlæggelse.

Dispensationsmulighed

Etablering af en ridebane er en tilstandsændring, der kræver dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 kan dispensation kun meddeles i særlige tilfælde. MFK har en restriktiv praksis og fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder i denne sag, der kunne begrunde en dispensation. Det forhold, at en fysisk lovliggørelse ville medføre et tab for lodsejeren, kunne ikke føre til et andet resultat. Da der ikke blev ansøgt om dispensation i forbindelse med anlæggelsen i 2012, fandt nævnet, at et påbud om fjernelse af ridebanen ikke var i strid med proportionalitetsprincippet.

Myndighedspassivitet

MFK vurderede, at der ikke forelå myndighedspassivitet i sagen. Selvom Nyborg Kommune overvejede en overtrædelse allerede i 2013, blev lodsejeren først kontaktet i januar 2018. Lodsejeren kunne derfor ikke have indrettet sig på en accept af forholdet. Desuden traf Nyborg Kommune afgørelse om registreringen af mosen i 2011, før ridebanen blev etableret, hvilket betyder, at lodsejeren ikke havde en berettiget forventning om lovligt at kunne anlægge ridebanen.

Gebyr og endelighed

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Nyborg Kommunes afgørelse af 14. august 2018 om afslag på dispensation til lovliggørende dispensation til anlæggelse af ridebane i en beskyttet mose.