Planklagenævnets afgørelse om klage over Hvidovre Kommunes afgørelse vedrørende opførelse af enfamiliehus

Sagen omhandler en klage over Hvidovre Kommunes afgørelse af 24. januar 2018, hvor kommunen afviste en naboklage vedrørende nybyggeri på ejendommen [adresse1]. Klagen til Planklagenævnet blev indgivet den 20. februar 2018 af en nabo, der gjorde indsigelse mod byggeriet, som var under opførelse.

Byggetilladelsen og dispensation

Hvidovre Kommune udstedte den 7. april 2017 byggetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus på 210 m², en carport på 30 m² og en overdækning på 4 m² på ejendommen. Tilladelsen inkluderede en dispensation fra byplanvedtægt H1, § 18, der fastsætter bebyggelsesgraden til 1/6 af nettogrundarealet. Dispensationen tillod en bebyggelsesgrad på 0,20, hvilket overskred den tilladte bebyggelsesgrad med 16 m² (177 m² bebygget areal mod tilladte 161 m²).

Kommunen begrundede dispensationen med en helhedsvurdering, der konkluderede, at overskridelsen ikke ville ændre kvarterets karakter som åben og lav bebyggelse, og at huset ikke ville medføre væsentlige skyggegener for naboerne. Kommunen fandt desuden, at orientering om dispensationen var af underordnet betydning for klageren, da byggeriet var placeret mindst 17 meter fra klagerens bolig.

Klagerens indsigelser og kommunens afvisning

Klageren gjorde den 10. oktober 2017 og efterfølgende flere gange indsigelse mod nybyggeriet. Hvidovre Kommune afviste klagen den 24. januar 2018. Klageren havde blandt andet anført, at byggetilladelsens oplysninger om byggeriets omfang var ukorrekte, at byggeriet afveg fra tilladelsen (større vinduer på 1. sal), og at kommunen havde vurderet byggeriet forkert i forhold til grundens størrelse.

Kommunen begrundede afvisningen med, at dispensationen for byplanvedtægtens bestemmelser om det bebyggede areal var af underordnet betydning for klageren, og at klageren ikke var klageberettiget i forhold til helhedsvurderingen efter bygningsreglementets bestemmelser. Kommunen anførte også, at byplanvedtægten ikke indeholder bestemmelser om vinduers geometri eller placering.

Klagepunkter til Planklagenævnet

Klageren anførte over for Planklagenævnet, at byggeriet medførte væsentlige gener i form af ændrede lysforhold (skyggevirkning og lysreflektion) og indbliksgener. Klageren mente derfor, at kommunens afvisning var usaglig, og at der skulle have været foretaget forudgående naboorientering og partshøring i henhold til Planlovens § 20 og Byggelovens § 22 samt Forvaltningslovens § 19. Desuden blev det anført, at byggetilladelsen var ugyldig, da sagen ikke var blevet forelagt Teknik- og Miljøudvalget, og at kommunen havde forsømt sin tilsynspligt med byggeriet, som angiveligt afveg betydeligt fra den givne tilladelse. Klageren mente også, at et toetagers hus ændrede områdets karakter som åben og lav bebyggelse.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Hvidovre Kommunes afgørelse af 24. januar 2018, der afviste en naboklage vedrørende nybyggeri. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Kommunens pligt til genoptagelse og begrundelse

En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, væsentlige nye retlige forhold, eller hvis der er begået ikke-uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre parten får fuldt medhold, jf. Forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive hovedhensyn ved skønsudøvelse samt en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og Forvaltningslovens § 24, stk. 2. En manglende eller mangelfuld begrundelse anses generelt for en væsentlig mangel, der fører til afgørelsens ugyldighed.

Planklagenævnet konstaterede, at det ikke fremgik klart af kommunens afgørelse af 24. januar 2018, om der var tale om et afslag på genoptagelse af sagen, eller om kommunen havde genoptaget sagen og truffet en ny afgørelse. Afgørelsen indeholdt blot en afvisning af klagen uden en klar begrundelse for, hvad kommunen havde lagt vægt på i forbindelse med afslaget på genoptagelse. Nævnet fandt, at dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, som gjorde afgørelsen ugyldig.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver den del af Hvidovre Kommunes afgørelse af 24. januar 2018, som vedrører planloven, og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at den pågældende del af kommunens afgørelse ikke længere er gældende. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Bemærkninger til den nye sagsbehandling

Planklagenævnet har vejledt kommunen om, at den ved den fornyede behandling skal vurdere, om klageren har fremsat nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, eller om der er begået ikke-uvæsentlige sagsbehandlingsfejl, som forpligter kommunen til at genoptage sagen. Hvis kommunen træffer afgørelse om afslag på genoptagelse, skal afgørelsen indeholde en fyldestgørende begrundelse. Nævnet understreger desuden, at der i forbindelse med dispensationer fra byplanvedtægter skal ske naboorientering, jf. Planlovens § 20, uanset om kommunen forventer, at bemærkninger fra naboer vil føre til et andet resultat.