Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen. Ansøgningen vedrørte overførsel af et ca. 550 m² stort strandareal fra en campingplads (matrikel1) til to sommerhuse (matrikel2 og matrikel3) beliggende i Kulhuse, Hornsherred, ud mod Isefjord. Sommerhusene ligger i en række langs kysten, hvor strandarealet foran dem er særskilt matrikuleret og tilhører campingpladsen.
Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen. Begrundelsen for ansøgningen var, at den nuværende matrikulering var i strid med Udstykningslovens § 19, at arealet havde været benyttet af ejerne i mange år, at der muligvis var vundet hævd, og at der ikke ville ske fysiske ændringer. Kystdirektoratet lagde vægt på, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 forbyder arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen, og at der kun kan dispenseres i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet fremhævede den meget restriktive administration af strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at en arealoverførsel ville give klagernes ejendomme direkte adgang til kystlinjen, hvilket kunne skabe forventning om ændringer i landskabet i strid med lovens formål. Desuden ville det medvirke til en yderligere privatisering af strandarealet, som ellers er sikret offentlig adgang. Kystdirektoratet anførte, at klager fortsat frit kunne benytte stranden uden arealoverførsel, og at overensstemmelse med Udstykningslovens § 19 ikke kunne begrunde en dispensation.
Ejendomsejernes landinspektør påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at den nuværende matrikulering var i strid med Udstykningslovens § 19, og at denne uoverensstemmelse burde berigtiges. Klager fremhævede, at ejendommene allerede havde direkte adgang til stranden via tinglyste trapper, og at en sammenlægning ikke ville ændre landskabet. Det blev også anført, at offentlighedens adgang til stranden ikke ville blive påvirket, og at klager ønskede at foretage nødvendig vedligeholdelse af kystbeskyttelsen og bekæmpe rynket rose, hvilket de var afskåret fra, da arealet tilhørte campingpladsen.
Kystdirektoratet bemærkede i sit svar, at oplysningen om vedligeholdelse af kystbeskyttelse var ny og ikke havde indgået i den oprindelige sagsbehandling. Direktoratet henviste klager til at søge særskilt om tilladelse til kystbeskyttelse og til at kontakte kommunen vedrørende bekæmpelse af rynket rose.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen.
Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som forbyder arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen, og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, der åbner mulighed for dispensation i særlige tilfælde. Formålet med bestemmelsen er at forhindre ændringer i kystlandskabet, og forbuddet gælder, selvom der ikke er umiddelbar udsigt til byggeri, da ændrede ejendomsforhold i sig selv kan medføre uønskede ændringer.
Nævnet understregede den restriktive praksis for administration af strandbeskyttelseslinjen. Selvom der i visse tilfælde stilles lempeligere krav til dispensation ved arealoverførsler, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten, er praksis særlig restriktiv, hvis det ansøgte medfører, at en ejendom opnår direkte adgang til kysten. Dette skyldes den nærliggende udsigt til faktiske ændringer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at klagernes ejendomme ved den ansøgte arealoverførsel ville opnå direkte adgang til kysten, hvilket falder ind under den meget restriktive dispensationspraksis. Det forhold, at den nuværende matrikulering angiveligt var i strid med Udstykningslovens § 19, kunne ikke føre til et andet resultat, især da der ikke var dokumenteret indsigelser fra Geodatastyrelsen. Ligeledes kunne klagernes manglende mulighed for at vedligeholde kystsikring og bekæmpe rynket rose ikke begrunde en dispensation.
Nævnet lagde desuden vægt på den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre, da lignende forhold gør sig gældende for en række andre grunde i området.
Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen i Kalundborg Kommune. Klager, ejeren af matr.nr. F3, F4 og F5, ønskede at købe ca. 1.400 m² af den tilgrænsende ejendom, matr.nr. F1, for at overføre arealet til matr.nr. F3.
Ansøgningen var begrundet i klagers ønske om at fremtidssikre muligheden for at flytte et eksisterende sommerhus længere væk fra kysten. Dette skyldes, at erosion over de seneste år har fjernet 10-12 meter af klagers ejendom. Klager anførte desuden, at arealoverførslen ville reducere antallet af ejendomme inden for strandbeskyttelseslinjen og forhindre forventninger om selvstændig sommerhusbebyggelse på de sammenlagte matrikler.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Fredag d. 7. februar kl. 10:30 vil minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøge Greve Marina for at markere fremsættelsen af lovforslag om modernisering af Køge Bugt Strandpark.
Ejendommene er beliggende i Myrekærshuse, Kalundborg, ud til kysten. Matr.nr. F3, F4 og F5 er i deres helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen, mens matr.nr. F1 er delvist omfattet. Det ansøgte areal ligger ca. 62 meter fra kysten og inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Matr.nr. F4 er desuden delvist beliggende i Natura 2000-område nr. 166, Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord.
Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensationen den 27. marts 2017. Begrundelsen var, at formålet med arealoverførslen – at udvide arealet for at muliggøre flytning af sommerhuset – ville medføre faktiske ændringer af landskabet. Direktoratet vurderede, at dette ikke udgjorde et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 15.
Klager påklagede afgørelsen den 24. april 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at der var tale om et særligt tilfælde, da arealoverførslen ikke ville medføre uheldige faktiske ændringer af kystlandskabet, idet arealet ligger landværts og bag eksisterende bebyggelse og bevoksning. Klager var indforstået med, at en dispensation kunne gives på vilkår af, at matr.nr. F3, F4 og F5 sammenlægges til én fast ejendom. Klager præciserede, at formålet var at fremtidssikre muligheden for at nedrive sommerhuset på matr.nr. F4 og i stedet udvide eller ombygge annekset på matr.nr. F3 til et sommerhus, placeret længere fra kysten.
Under sagens behandling fremsendte Kystdirektoratet supplerende oplysninger om den oprindelige strandbeskyttelseslinjes placering fra 1941. Det fremgik, at den oprindelige linje var labil og ændrede sig med kystskræntens beliggenhed. Ved revisionen i 2001 blev matr.nr. F3, F4 og F5 omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje, mens matr.nr. F1 blev delvist omfattet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på en ansøgning om arealoverførsel inde...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag om udstykning af en ejendom beliggende delvist inden for strandbeskyttelses...
Læs mere