Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt ved udstykning af sommerhusgrunde i Frederikssund Kommune

Klagerens argumenter

Klageren argumenterede for, at udstykningerne ikke var lokalplanpligtige, da de ikke ville medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Klageren fremhævede, at ejendommen allerede var udlagt til sommerhusformål, og at de nye grunde ville have samme størrelse og karakter som de eksisterende i området. Klageren mente, at udstykningen blot ville "fylde ud eller afslutte" sommerhusområdet på en påregnelig måde for de omkringboende. Desuden kritiserede klageren kommunens begrundelse for at være for generel og ikke tilstrækkeligt konkret, hvilket ifølge klageren var i strid med forvaltningslovens begrundelseskrav.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over Frederikssund Kommunes afgørelser om lokalplanpligt ved udstykning af henholdsvis 16 og 10 sommerhusgrunde. Dette betyder, at kommunens afgørelser står ved magt.

Planklagenævnets kompetence og vurderingsgrundlag

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet om lokalplanpligt er et retligt spørgsmål. Nævnet vurderede, at der efter Planlovens § 13, stk. 2 skal tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller bygge- og anlægsarbejder, hvis projektet medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø.

Et flertal på 10 medlemmer fandt, at de manglende oplysninger om det konkrete byggeri efter udstykningen ikke var til hinder for at behandle spørgsmålet om lokalplanpligt for selve udstykningen. De lagde vægt på, at der var tilstrækkelige oplysninger om den overordnede type bebyggelse (sommerhuse), den omtrentlige grundstørrelse, og at byggelovgivningen fastlægger rammer for sommerhusbyggeri.

Et mindretal på 1 medlem fandt derimod, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger om rammerne for det påtænkte byggeri, og at sagen burde hjemvises til kommunen for at indhente yderligere oplysninger. Mindretallet mente, at den konkrete udformning af sommerhusene (størrelse, højde, udseende, placering) kunne have betydning for områdets karakter, og at afgørelsen derfor led af en væsentlig retlig mangel.

Vurdering af lokalplanpligt

Et flertal på 8 medlemmer fandt, at den ansøgte udstykning af 10 eller 16 sommerhusgrunde var lokalplanpligtig. Flertallet lagde vægt på, at udstykningen ville medføre opførelse af et betydeligt antal sommerhuse på en hidtil ubebygget grund, hvilket ville ændre ejendommens anvendelse og nærområdets karakter og værdi. De fremhævede, at rekreative natur- og friarealer har særlig betydning i et sommerhusområde. Desuden bemærkede flertallet, at byggelovgivningen tillader opførelse af væsentligt større sommerhuse end de eksisterende i området, hvilket ville give et markant anderledes samlet indtryk. Den samlede størrelse af den ejendom, der ønskedes udstykket i forhold til sommerhusområdets størrelse, blev også tillagt vægt. På baggrund heraf konkluderede flertallet, at udstykningerne ville medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø, som krævede udarbejdelse af en lokalplan.

Et mindretal på 2 medlemmer fandt, at udstykningen ikke var lokalplanpligtig. Mindretallet argumenterede med, at de ca. 250 eksisterende sommerhusgrunde var udstykket og bebygget uden lokalplan, og at en forøgelse på 10-16 grunde (4,0-6,4 %) var et mindre anlægsprojekt. De mente, at der ikke var behov for en lokalplan, da der ikke var ønske om at skabe en særlig planlægningsmæssig eller arkitektonisk kvalitet, og da byggeloven gav de samme byggemuligheder for nye og eksisterende grunde.

Planklagenævnet traf afgørelse i overensstemmelse med flertallet. Nævnet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til klagepunktet vedrørende begrundelseskravet.

Afgørelsens endelighed og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

I marts 2020 ansøgte ejeren om opførelse af 12 ferieboliger og et fælleshus, der skulle erstatte de nedbrændte bygninger. De nye bygninger skulle have samme placering, bygningsvolumen og udtryk som de tidligere. Kystdirektoratet meddelte dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvilket blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i januar 2021. Hedensted Kommune gav landzonetilladelse den 15. juni 2020, idet de vurderede, at projektet var i overensstemmelse med kommuneplanen og ikke afveg væsentligt fra den eksisterende bebyggelse.

Danmarks Naturfredningsforening klagede til Planklagenævnet den 14. juli 2020. Klagen anførte navnlig, at der var tale om en ændret anvendelse, der burde betragtes som nybyggeri, og at betingelserne i Planloven § 5 b, stk. 4 og Planloven § 5 b, stk. 5 ikke var opfyldt i forhold til kystnærhedszonen. Klageren gjorde desuden gældende, at offentlighedens adgang til stranden ville blive væsentligt forringet, og at afgørelsen var præcedensdannende. Kommunen fastholdt, at der var tale om genopførelse med samme formål (turisme/udlejning), at særlige forhold i kystnærhedszonen var opfyldt, og at offentlighedens adgang ville blive sikret og fremmet.