Planklagenævnets afgørelse om genoptagelse og ophævelse af afslag på dispensation til husbåde i Sønderborg

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde den 20. september 2016, at der ikke kunne gives medhold i klagen. Nævnet var enig med kommunen i, at etablering af husbåde ville stride mod lokalplanens anvendelsesbestemmelse for lystbådehavn. Nævnet fandt, at der var tale om en ændret anvendelse, som ikke kunne dispenseres fra efter Planlovens § 19, stk. 1, og derfor krævede udarbejdelse af en ny lokalplan i henhold til Planlovens § 19, stk. 2.

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede om genoptagelse med henvisning til en vejledning fra Kystdirektoratet (oktober 2017, senere erstattet af en vejledning fra september 2018), der angav, at husbåde er et naturligt element i lystbådehavne og sidestilles med lystbåde. Kystdirektoratet oplyste dog den 21. januar 2019 til Planklagenævnet, at disse vejledninger ikke længere var gældende.

Planklagenævnet genoptog sagen, da Natur- og Miljøklagenævnet i sin tidligere afgørelse tilsyneladende havde lagt til grund, at planloven gjaldt på søterritoriet, uden at tage udtrykkelig stilling til eller begrunde dette spørgsmål, hvilket var et egentligt klagepunkt. Dette blev vurderet som en væsentlig sagsbehandlingsfejl. Planklagenævnet fandt ikke, at Kystdirektoratets vejledning udgjorde et væsentligt nyt retligt forhold, da den ikke vedrørte fortolkning af lokalplaner og desuden ikke længere var gældende.

Planklagenævnets vurdering af søterritoriet og planloven

Planklagenævnet fastslog, at Danmarks søterritorium, herunder vandområder i havne inden for basislinjerne, er omfattet af det indre territoriale farvand, jf. Lov om afgrænsning af søterritoriet § 1 og Lov om afgrænsning af søterritoriet § 3. Staten har højhedsretten over søterritoriet, hvilket betyder, at en kommune ikke kan overføre dele af søterritoriet til byzone eller planlægge for det uden udtrykkelig hjemmel. Dette understøttes af Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, nr. 1.

Planlovens anvendelse på vandområder

Planklagenævnet bemærkede, at planloven som udgangspunkt alene gælder for landarealer, jf. Planlovens § 34, stk. 1. Der er dog undtagelser for vandområder i byomdannelsesområder, jf. Planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 5 og 13, Planlovens § 11 d, samt Planlovens § 15, stk. 2, nr. 26 og 27. Da den aktuelle lokalplan skulle muliggøre udvidelse af en lystbådehavn i åbent vand og ikke en omdannelse til byformål, fandt Planklagenævnet ikke, at der var tale om et byomdannelsesområde. Der var derfor ikke hjemmel i planloven til at optage bestemmelser for vandområdet i lokalplanen.

Flertallets og mindretallets synspunkter

Et flertal på 6 medlemmer fandt, at planloven kun kan fraviges fra sit udgangspunkt om anvendelse på land i særlige tilfælde med udtrykkelig hjemmel, som i Planlovens § 15, stk. 2, nr. 26 og 27. Flertallet konkluderede, at Sønderborg Kommune ikke havde hjemmel til at overføre havnebassinet til byzone eller planlægge for området, og at lokalplanens § 3, 1. pkt., derfor var uvirksom og ikke kunne begrunde et afslag på husbåde.

Et mindretal på 5 medlemmer mente, at kommuner kan lokalplanlægge for lystbådehavne på søterritoriet inden for havnens dækkende værker, hvis forholdene i øvrigt har hjemmel i Planlovens § 15, stk. 2. Mindretallet lagde vægt på tidligere praksis og planlovens formål, jf. Planlovens § 1.

Planklagenævnets endelige afgørelse

I overensstemmelse med flertallets vurdering ophævede Planklagenævnet Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 20. september 2016. Endvidere ophævede Planklagenævnet Sønderborg Kommunes afgørelse af 23. februar 2016 om afslag på ansøgning om dispensation til husbåde i [ejendom1], idet lokalplanen ikke var til hinder for det ansøgte forhold. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2.

Kommunens argumentation

• Kommunen anførte, at en dispensation ville skabe præcedens for større kolonihavehuse.
• Kommunen vurderede, at det samlede byggeri gav mulighed for helårsbeboelse, hvilket ikke er tilladt.
• Kommunen definerede udhuse som rum til opbevaring, hvorfor installationer ikke var tilladt.
• Kommunen vurderede, at "pergola-atriumgården" reelt var en bygning på grund af gulv, vægge og tagspær.