Dispensation fra byplanvedtægt til opførelse af sommerhus på 180 m²

Sagen omhandler Jammerbugt Kommunes afgørelse fra den 23. august 2017, hvor der blev givet dispensation fra partiel byplanvedtægt nr. 2 til opførelse af et nyt sommerhus på en ejendom i delområde I. Et ejerlaug indgav en klage til Planklagenævnet over denne afgørelse.

Kommunens dispensationer

Kommunen dispenserede fra flere bestemmelser i byplanvedtægten for at tillade et projekt bestående af to separate bygninger forbundet af en terrasse:

• Bruttoetageareal: Dispensation fra § 5, stk. 1, til at øge det samlede bruttoetageareal fra maksimalt 150 m² til 180 m².
• Byggefelt: Dispensation fra § 5, stk. 2, til at overskride det fastsatte kvadratiske byggefelt på 15x15 meter.
• Tagbeklædning: Dispensation fra § 6, stk. 4, til at anvende trætag i stedet for de påkrævede sortfarvede materialer.

Kommunen begrundede dispensationerne med, at byggeriet kunne indpasses på den store grund, at der fandtes lignende byggerier i området, og at det var i tråd med kommunens fremtidige planlægningsgrundlag, som sigter mod en maksimal størrelse på 180 m² for sommerhuse.

Klagens hovedpunkter

Ejerlauget klagede over flere forhold:

• Manglende hjemmel: Klageren mente, at dispensationerne ikke var "mindre betydende lempelser" som tilladt i byplanvedtægtens § 10, og at kommunen ikke havde hjemmel til at tillade to separate beboelseshuse.
• Utilstrækkelig sagsoplysning: Kommunen anklagedes for at have truffet afgørelse uden tilstrækkeligt kendskab til området, da der ikke var foretaget besigtigelse.
• Usaglige hensyn: Klageren påstod, at afgørelsen var baseret på en politisk målsætning om at tiltrække flere fastboende skatteydere.
• Andre forhold: Klagen omfattede også forringelse af herlighedsværdi, brud på god forvaltningsskik og uoverensstemmelse med en tinglyst servitut.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen, og Jammerbugt Kommunes afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt nr. 2 står derfor ved magt.

Nævnets kompetence og afviste klagepunkter

Planklagenævnet afviste at behandle flere af klagepunkterne, da de faldt uden for nævnets kompetence. Dette gjaldt spørgsmål om:

• Herlighedsværdi og skøn: Nævnet kan ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig.
• God forvaltningsskik: Påståede sagsbehandlingsfejl, som ikke påvirker afgørelsens gyldighed, behandles ikke.
• Privatretlig servitut: Håndhævelse af servitutter er et kommunalt valg i henhold til Planloven § 43, og en beslutning om ikke at håndhæve kan ikke påklages til nævnet.
• To separate beboelseshuse: Nævnet fandt, at kommunen endnu ikke havde taget stilling til dette spørgsmål, da det hører under en byggetilladelse, som ikke var givet endnu.

Vurdering af dispensationerne

Nævnet fastslog, at det ansøgte byggeri krævede dispensation fra byplanvedtægtens bestemmelser om bruttoetageareal, byggefelt og tagbeklædning. Disse bestemmelser blev dog ikke anset for at udgøre en del af byplanvedtægtens bærende principper. Derfor havde kommunen hjemmel til at dispensere i henhold til Planloven § 19.

Nævnet vurderede, at kommunens begrundelser for dispensationerne var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunens ønske om at ændre praksis for sommerhuses størrelse, som understøttes af publikationen "Grundlag for nye lokalplaner i sommerhusområdet", blev anset for en legitim praksisændring.

Sagsoplysning (Officialprincippet)

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde tilsidesat sin pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt. En kommune er ikke forpligtet til at foretage en fysisk besigtigelse, når sagen kan vurderes fyldestgørende på baggrund af kortmateriale, luftfotos og ansøgningsmateriale. Nævnet konkluderede, at kommunen havde det nødvendige grundlag for at træffe afgørelsen.