Afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation i kolonihaveområde

Sagen omhandler Hvidovre Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af en terrasseoverdækning og et udhus på en ejendom i et kolonihaveområde. Afslaget blev givet den 28. april 2017, og ejendommens ejer klagede efterfølgende til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanerne

Ejendommen er beliggende på [adresse1], [matrikel1] og har historisk været omfattet af lokalplan nr. 129, Kolonihaveområde ved Præstemosen, som blev vedtaget i 2007. Denne lokalplan blev aflyst den 22. marts 2017 i forbindelse med offentliggørelsen af den nugældende lokalplan nr. 139, Kolonihaveområdet Præstemosen, vedtaget den 28. februar 2017.

Begge lokalplaner fastsætter, at åbne, overdækkede terrasser, udhuse, legehuse, drivhuse og andre overdækkede arealer tilsammen højst må have en tagflade/bebygget areal på 30 m2 pr. ejendom. Lokalplan nr. 139 præciserer desuden i sin formålsbestemmelse, at dette maksimum er et centralt element for at fastholde områdets karakter af kolonihaveområde.

Sagsforløb og kommunens afgørelse

Kommunen varslede den 30. august 2016 et påbud efter planloven, baseret på droneopmålinger, der indikerede uoverensstemmelser med bebyggelsens størrelse. En efterfølgende besigtigelse den 25. november 2016, hvor klageren var til stede, bekræftede, at den samlede bebyggelse ud over kolonihavehuset overskred det tilladte areal med 4 m2. Dette omfattede en terrasseoverdækning på 2,3 m x 9,9 m og et skur på 2,85 m x 3,5 m. Afstandskrav til skel var overholdt.

Klageren anmodede om dispensation den 29. december 2016 og uddybede anmodningen den 13. marts 2017. Klageren anførte, at vedkommende havde overtaget et eksisterende kolonihavehus den 15. juli 2016, og at kommunen burde have informeret om uoverensstemmelserne inden købet, da klageren ikke selv havde foretaget ændringerne.

Hvidovre Kommune afslog den 28. april 2017 den lovliggørende dispensation med henvisning til, at den samlede bebyggelse overskred det tilladte i lokalplan nr. 129. Kommunen fastholdt, at der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde dispensation. Samtidig udstedte kommunen et påbud om lovliggørelse af bebyggelsen inden for tre måneder, jf. Planlovens § 51, stk. 1 og 5 og Planlovens § 63, stk. 1.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 29. maj 2017. Klagen fokuserede på, at overskridelsen på 4 m2 (ca. 13 %) var bagatelagtig, at naboerne ikke havde indsigelser, og at en reduktion ville medføre værdispild. Klageren anførte desuden, at kommunen ikke havde udøvet et reelt skøn i sagen, men blot havde besluttet ikke at give dispensation. Klageren påpegede også, at entreprenøren ikke var klar over, at overdækningen skulle måles fra husmuren og ikke fra tagudhænget.

Planklagenævnet behandlede klagen over Hvidovre Kommunes afslag på lovliggørende dispensation. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Overensstemmelse med lokalplan og dispensationsmulighed

Nævnet fastslog, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. [Planlovens § 18]. Da den samlede bebyggelse overskred den maksimale størrelse på 30 m2 med 4 m2, var forholdet ikke i overensstemmelse med lokalplanen og krævede derfor dispensation, jf. [Planlovens § 19]. Nævnet bemærkede, at både den tidligere lokalplan nr. 129 og den nugældende lokalplan nr. 139 havde enslydende krav til bebyggelsens omfang, og at forholdet derfor ikke var blevet retligt lovliggjort efterfølgende.

Kommunen havde behandlet sagen efter lokalplan nr. 129, selvom lokalplan nr. 139 var gældende på afgørelsestidspunktet. Planklagenævnet vurderede dette som en retlig mangel, men fandt den konkret uvæsentlig, da bestemmelserne var identiske, og resultatet ville have været det samme.

Manglende dispensationsadgang

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. [Planlovens § 19, stk. 1]. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. [Planlovens § 19, stk. 2]. Planklagenævnet fandt, at formålsbestemmelsen i lokalplan nr. 139 specifikt fastsætter, at det samlede areal for overdækkede terrasser, udhuse m.v. højst må udgøre 30 m2. Dette maksimum er dermed blevet en del af lokalplanens principper.

Da maksimum for det bebyggede areal var en del af principperne i den gældende lokalplan, havde kommunen ikke mulighed for at give dispensation fra bestemmelsen i lokalplanens § 5.2. Selvom kommunen ikke havde inddraget denne begrænsning i sin sagsbehandling – hvilket var en retlig mangel – fandt nævnet den uvæsentlig, da kommunen under alle omstændigheder ikke ville have kunnet give dispensation.

Afgørelse

Som følge af, at kommunen ikke kunne dispensere fra lokalplanens § 5.2, og der derfor ikke kunne gives lovliggørende dispensation til terrasseoverdækningen eller skuret, kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over Hvidovre Kommunes afgørelse af 28. april 2017. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. [Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3]. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. [Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4]. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. [Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1]. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.