Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 591 for område ved [virksomhed1], [vejnavn1], Svendborg Kommune

Svendborg Kommune vedtog den 29. november 2016 lokalplan nr. 591 for et område til blandet bolig- og erhverv ved [virksomhed1], [vejnavn1]. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 2-3 etagers punkthuse med ca. 28 boliger på det tidligere værftsområde, samt serviceerhverv med tilknytning til områdets maritime aktiviteter.

Planforslag og høring

Lokalplanforslag nr. 591 blev offentliggjort den 28. juni 2016 og var i høring fra den 11. juli til den 5. september 2016. Forslaget fastsatte blandt andet, at etagebebyggelsen højst måtte gives en samlet højde svarende til kote 11,20 m.o.h. og muliggjorde tagterrasser på flade tage. Kommunen modtog 22 høringssvar, og administrationen anbefalede præcisering af højdeangivelser til Højdesystem DVR90 "Dansk Vertikal Reference 1990". Desuden blev det anbefalet at rette byggefeltet, som fejlagtigt var tegnet ind i en skråning, og at øge det med 5 meter mod øst for at give plads til en minimumsafstand mellem punkthusene på 5 meter og 10 meter fra skel i vandlinje.

Vedtagelse af lokalplanen

Ved den endelige vedtagelse af lokalplan nr. 591 den 29. november 2016 foretog Svendborg Kommune en række ændringer i lokalplanforslagets bestemmelser, redegørelse og bilag. Nye bestemmelser blev indsat (§§ 4.2, 10.9 og 12.6), mens § 8.6 om tagterrasser udgik. Desuden blev § 7.4 præciseret og ændret, og der blev foretaget tilføjelser i §§ 11.3 og 12.3. Kortbilaget blev rettet, så byggefeltet blev drejet bort fra skråningen, og den private fællesvej blev angivet med pil. Visualiseringerne i den endelige plan var dog identiske med dem i lokalplanforslaget.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af en naboejendom klagede den 11. januar 2017 til Natur- og Miljøklagenævnet (senere Planklagenævnet) over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede navnlig på:

• Forkerte højdeangivelser og vildledende visualiseringer: Klageren gjorde gældende, at den tilladte bygningshøjde på 11,2 m (plus 2,5 m for elevatortårne, i alt 13,7 m) var en væsentlig forøgelse i forhold til den eksisterende bebyggelse (under 10 m). Klageren mente, at visualiseringerne var misvisende, da de var baseret på en lavere bygningshøjde (9,90 m) end den tilladte.
• Kystnærhed og indpasning: Klageren anførte, at byggeriet ikke ville indpasses i den kystlandskabelige helhed, og at de modstridende oplysninger om højder umuliggjorde en objektiv vurdering af byggeriets indpasning i det kystnære område.
• Ændringer af planforslaget: Klageren stillede spørgsmålstegn ved udvidelsen af byggefeltet mod øst som følge af en "tegnefejl" og mente, at ændringerne i lokalplanen var så væsentlige, at en fornyet høring var påkrævet efter Planloven.
• Saglige hensyn: Klageren fandt det betænkeligt, at kommunen havde indgået en aftale med den virksomhed, der drev skibsværftet, om flytning og igangsættelse af lokalplanprocessen. Klageren mente, at dette sammenblandede kommunens rolle som planmyndighed med en privatretlig handel og skabte risiko for usaglige hensyn.

Kommunen afviste klagepunktet om usaglige hensyn som et nyt klagepunkt uden for klagefristen og bemærkede, at sagsbehandlingen var påbegyndt allerede i 2011, tre år før den omtalte aftale blev indgået.

Lokalplanens redegørelse henviste til Planloven § 11 f, stk. 1, 2 og 4 og Planloven § 16, stk. 4 vedrørende planlægning i kystnærhedszonen og krav om vurdering af den kystlandskabelige helhed.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Svendborg Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 591.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan derimod ikke efterprøve uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed. Klagerens bemærkninger om, at elevatortårne på 2,5 m måtte være unødvendige, blev derfor afvist, da de vedrørte hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold.

Kystnærhed og visualiseringer

Nævnet vurderede sagen i henhold til reglerne om planlægning i de kystnære dele af byzonen, herunder Planloven § 5 a, stk. 4, Planloven § 11 f, stk. 1, Planloven § 11 f, stk. 2, Planloven § 11 f, stk. 4 og Planloven § 16, stk. 5. Ifølge Planloven § 16, stk. 5, 1. pkt. skal redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse, der visuelt påvirker kysten, redegøre for den visuelle påvirkning.

Nævnet fandt, at visualiseringerne i lokalplanen var utilstrækkelige, da de var baseret på en maksimal højde på 10,90 m ekskl. elevatortårne, mens lokalplanen tillader en højde på 11,20 m (DVR90) plus 2,5 m for elevatortårne. Dette udgjorde en retlig mangel. Desuden var redegørelsens beskrivelse af, at byggeriet ville få samme maksimale bygningshøjde som det oprindelige værftsbyggeri (10,59 m), forkert, da den tilladte højde var 11,20 m.

På trods af disse mangler fandt Planklagenævnet dog ikke, at de var så væsentlige, at lokalplanen var ugyldig. Nævnet lagde vægt på:

• Forskellen mellem det visualiserede og det tilladte byggeri uden elevatortårne var kun 30 cm.
• Forskellen inklusiv elevatortårne var 2,8 m, og elevatortårnene havde et begrænset omfang.
• Der var bevoksning og bebyggelse bag det planlagte byggeri i en højere kote, hvilket betød, at det planlagte byggeri ikke ville medføre en forhøjelse i forhold til horisontlinjen set fra havet.
• Visualiseringerne, som var tættere på det tilladte, antoges at have haft større betydning for offentlighedens og politikernes vurdering end redegørelsens forkerte beskrivelse.

Begrundelse for højde og volumen

Nævnet vurderede, at bebyggelsen ikke afveg væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i kystområdet. Derfor var der ikke et krav om, at der i redegørelsen til lokalplanforslaget skulle gives en begrundelse herfor, jf. Planloven § 16, stk. 5, 2. pkt.. Nævnet lagde vægt på, at der nord for området lå et fuldt udbygget parcelhusområde, og at omfanget af de planlagte punkthuse ikke afveg væsentligt fra det eksisterende værfts omfang.

Ændringer af det offentliggjorte planforslag

Planklagenævnet fandt, at de ændringer, kommunen havde foretaget i lokalplanen i forbindelse med den endelige vedtagelse, ikke var så omfattende, at der reelt var tale om et helt nyt planforslag, der krævede fornyet offentliggørelse, jf. Planloven § 27, stk. 2, 1. pkt. og Planloven § 27, stk. 2, 5. pkt.. Nævnet bemærkede, at ændring af byggefelter generelt ikke medfører et nyt lokalplanforslag, og at lokalplanens hovedindhold var det samme som det offentliggjorte forslag.

Saglige hensyn

Nævnet afviste klagerens anbringende om, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn i forbindelse med lokalplanprocessen på grund af en aftale med skibsværftet. Nævnet fastslog, at ønsket om at omdanne området til blandet bolig- og erhverv, fastlægge retningslinjer for bebyggelsens omfang og placering samt sikre arkitektonisk tilpasning var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at vedtage lokalplanen. Desuden var sagsbehandlingen påbegyndt tre år før den omtalte aftale blev indgået, hvilket yderligere understøttede, at der ikke var tale om usaglige hensyn.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.