Planklagenævnets afgørelse om ophævelse af Københavns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation vedrørende stålhegn på Islands Brygge

Københavns Kommune traf den 5. september 2016 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan nr. 303, Islands Brygge Syd, med tillæg 1, vedrørende et stålhegn med stålport ved Havnestaden, Islands Brygge. Kommunen udstedte samtidig et påbud om fjernelse af hegnet. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet den 2. oktober 2016, og sagen overgik senere til Planklagenævnet den 1. februar 2017. Klagen omhandlede primært spørgsmålet om kommunens kompetence, en påstået omgørelse af en tidligere beslutning samt fejl i kommunens sagsfremstilling.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Sagen vedrører et stålhegn, der afspærrer en bådebro ved en marina i havnebassinet ved Havnestaden. Området er omfattet af lokalplan nr. 303, Islands Brygge Syd, samt tillæg nr. 1 og 2. Lokalplanens § 2 angiver, at planområdet omfatter umatrikulerede vandarealer. Ifølge lokalplanens Lokalplan nr. 303 § 11, stk. 10 skal ubebyggede arealer i delområderne I og II som hovedregel henligge uindhegnede, og eventuel hegning kræver Bygge- og Teknikforvaltningens tilladelse. Det fremgår af SagsGIS, at stålhegnet og bådebroen ligger uden for den angivne kommunalgrænse, i selve havnebassinet.

Sagsforløbet op til kommunens afgørelse

I 2005 gav Kystdirektoratet tilladelse til etablering af marinaen. I maj 2015 ansøgte klageren kommunen om opsætning af en låge, hvilket kommunen gav tilladelse til via e-mail den 2. juni 2015. Efterfølgende konstaterede kommunen ved eftersyn i november 2015 og januar 2016, at der var opsat et stålhegn med stålport. Kommunen varslede påbud om lovliggørelse den 12. januar 2016 og afholdt møde med klageren i februar 2016. Klageren anmodede efterfølgende om kommunens accept af den etablerede låge.

Kommunens begrundelse for afslag og påbud

Københavns Kommune begrundede afslaget med, at det ansøgte ville kræve dispensation fra lokalplanens Lokalplan nr. 303 § 11, stk. 10, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne betinge en sådan dispensation. Kommunen lagde til grund, at Kystdirektoratets tilladelse fra 2005 forudsatte offentlig adgang til marinaen. Kommunen henviste til lokalplanens Lokalplan nr. 303 § 11, stk. 10 som grundlag for sin kompetence. Påbuddet om lovliggørelse skulle ske ved fjernelse af hegnet inden den 5. oktober 2016.

Klagerens og kommunens bemærkninger til Planklagenævnet

Klageren anførte, at Kystdirektoratet, eller nu Trafikstyrelsen, er den rette myndighed for anlæg på søterritoriet, og at kommunen derfor ikke var kompetent. Klageren gjorde også gældende, at kommunens afgørelse var en omgørelse af en tidligere beslutning, og at sagsfremstillingen var fejlbehæftet. Kommunen oplyste i sine bemærkninger til klagen, at den ved afgørelsen i 2016 mente, at lokalplanen var gældende for vandområdet. Kommunen har dog efterfølgende ændret opfattelse og anfører nu, at lokalplan nr. 303 ikke kan håndhæves for vandområdet, da der ikke var hjemmel i planloven til at planlægge for vandområder i 1999 og 2001, da lokalplanen blev vedtaget. Kommunen er derfor enig i, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Københavns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation og påbud vedrørende et stålhegn på en bådebro ved Islands Brygge. Nævnet har primært fokuseret på spørgsmålet om rette myndighed.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmålet om kommunens hjemmel til at give afslag på dispensation fra lokalplanen er et sådant retligt spørgsmål.

Myndighed i forhold til søterritoriet

Planklagenævnet fastslår, at Danmarks søterritorium, herunder indre territoriale farvande som havne, er underlagt statens højhedsret, jf. Lov om afgrænsning af søterritoriet § 1 og Lov om afgrænsning af søterritoriet § 3. Etablering af bådebroer på søterritoriet kræver tilladelse, jf. Bekendtgørelse om bade- og bådebroer § 1 og Lov om kystbeskyttelse § 16 a, stk. 1, nr. 2. Selvom kommunalbestyrelsen som udgangspunkt behandler ansøgninger om bade- og bådebroer, gælder dette ikke for broer i erhvervs- eller lystbådehavne, jf. Bekendtgørelse om bade- og bådebroer § 2, stk. 1 og Bekendtgørelse om bade- og bådebroer § 2, stk. 4. For Københavns Havns søområde kræver etablering af faste anlæg tilladelse fra transport- og energiministeren, en beføjelse der udøves af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. Bekendtgørelse om afgrænsning af Københavns Havns søområde § 1 og Bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens opgaver m.v. § 11.

Afgørelse

Planklagenævnet er enig med Københavns Kommune i, at kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse vedrørende stålhegnet med låge på bådebroen, da dette anlæg er beliggende på søterritoriet. Afgørelsen er derfor ugyldig. Nævnet antager, at en sådan afgørelse i givet fald skal træffes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. På denne baggrund har nævnet ikke fundet anledning til at tage stilling til de øvrige klagepunkter.

Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes afgørelse af 5. september 2016. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.