Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 5.32 og kommuneplantillæg nr. 22 i Helsingør Kommune

Helsingør Kommune vedtog den 31. oktober 2016 endeligt lokalplan nr. 5.32, Boligområde syd for Sauntevej i Hornbæk, samt kommuneplantillæg nr. 22 til kommuneplan 2013-2025. En gruppe borgere klagede den 30. november 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet (senere overført til Planklagenævnet) over afgørelsen. Klagen omhandlede primært fire punkter: manglende hjemmel og uoverensstemmelse med kommuneplanen, utilstrækkelig høringsproces, misvisende grundlag for kommunalbestyrelsens vedtagelse og påstand om kommunal magtfordrejning. Sagen blev behandlet efter de regler i Planloven som var gældende, da planforslaget blev sendt i høring før den 15. juni 2017. Planklagenævnet har ikke givet medhold i klagen, hvilket betyder, at lokalplanen og kommuneplantillægget fortsat er gældende. Klagegebyret tilbagebetales ikke.

Baggrund for planerne

Helsingør Kommune vedtog den 20. juni 2016 forslag til lokalplan nr. 5.32 og kommuneplantillæg nr. 22. Planforslagene var i offentlig høring fra den 22. juni 2016 til den 31. august 2016. I høringsperioden indsendte klageren et høringssvar, der kritiserede fjernelsen af særlige beskyttelsesbestemmelser i kommuneplanen, herunder friholdelse af udsyn mod syd fra Sauntevej og klausulen om, at traditionel parcelhusudstykning ikke kunne godkendes. Klageren fremhævede også tab af herlighedsværdi, indbliksgener og støjgener for tilstødende ejendomme.

Forvaltningen udarbejdede et resumé af indsigelserne med kommentarer. Forvaltningen vurderede, at der ikke ville opstå indbliksgener for de nævnte ejendomme, da den nye udstykning lå på den anden side af vejen. Desuden anførte forvaltningen, at lokalplanen sikrede en udsigtskile mellem en eksisterende gård og den kommende udstykning.

De vedtagne planer

Lokalplan nr. 5.32 har til formål at udlægge området til bolig og overføre landzonearealer til byzone. Planen opdeler området i tre delområder (A, B og C) med forskellige boligformål (tæt-lav og åben-lav helårsbeboelse). Lokalplanen fastsætter, at boligbebyggelse i delområde A kun må etableres inden for byggefelter, hvilket sikrer, at nye boliger etableres inden for de eksisterende bygninger.

Kommuneplantillæg nr. 22 ændrer rammebestemmelserne for rammeområde 5.B.21, som lokalplanens delområde A og B tidligere var omfattet af. Tillægget ændrer det maksimale etageantal fra 1 til 2 og fjerner bestemmelserne om, at traditionel parcelhusudstykning ikke kan godkendes, samt kravet om at friholde udsynet mod syd fra Sauntevej.

Klagerens hovedpunkter og kommunens bemærkninger

• Hjemmel og overensstemmelse med kommuneplanen: Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at ændre kommuneplanen med kommuneplantillæg nr. 22, da ændringerne var væsentlige og i strid med tidligere udtrykkelige begrænsninger. Kommunen fastholdt, at ændringerne var i overensstemmelse med Planloven § 23 c, stk. 1 og alene vedrørte bebyggelsens omfang og placering, hvilket ikke stred mod kommuneplanens hovedstruktur.
• Inddragelse af offentligheden: Klageren mente, at høringsprocessen var utilstrækkelig, da ændringerne var så væsentlige, at alle berørte borgere i Hornbæk burde have været inddraget. Kommunen henviste til Planloven § 23 c, stk. 1 og Planloven § 24, stk. 3 og Planloven § 26, stk. 1, og anførte, at offentliggørelsen var sket korrekt, og at ændringerne var "mindre ændringer" i kommuneplanens rammedel. Klageren påpegede også faktuelle fejl og misvisende oplysninger i forvaltningens resumé af indsigelserne, herunder placeringen af ejendommene i forhold til udstykningen og vurderingen af indbliksgener. Kommunen erkendte en fejl vedrørende ejendommenes placering, men fastholdt, at det ikke havde betydning for afgørelsen, da alle høringssvar var vedlagt i fuldt omfang.
• Grundlag for kommunalbestyrelsens behandling: Klageren gjorde gældende, at kommunalbestyrelsens vedtagelse var sket på et misvisende grundlag, da lokalplanforslaget ikke oplyste, at der allerede var beboelse i længerne på [adresse3], og at lokalplanen dermed lovliggjorde disse. Kommunen svarede, at lokalplanen alene regulerer fremtidige forhold, og at eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte, uanset omfanget af tidligere ulovlig anvendelse.
• Magtfordrejning: Klageren anførte, at planerne var udtryk for kommunal magtfordrejning, da der ikke var saglige argumenter for ændringerne, og at kommunen alene havde tilgodeset bygherrens interesser. Kommunen afviste dette og henviste til lokalplanens formålsbestemmelse om udlægning til bolig og overførsel til byzone som saglig planlægningsmæssig begrundelse. Kommunen bemærkede, at det ikke er usagligt at påbegynde ny planlægning på baggrund af en ansøgning fra en bygherre.

Planklagenævnet har ikke givet medhold i klagen over Helsingør Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 5.32 og kommuneplantillæg nr. 22. Nævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, og kan derfor ikke efterprøve uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed, herunder spørgsmål om indbliksgener eller tab af udsigt.

Hjemmel og overensstemmelse med kommuneplanen

Planklagenævnet fandt, at Helsingør Kommune havde hjemmel til at vedtage kommuneplantillæg nr. 22 og dermed ændre kommuneplanen. Dette skyldes, at en kommune til enhver tid kan tilvejebringe planforslag og ændringsforslag til eksisterende kommunale planer, jf. Planloven § 23 c, stk. 1. Da ændringerne medfører, at lokalplan nr. 5.32 er i overensstemmelse med kommuneplanen, fandt nævnet ikke, at kommunen havde vedtaget lokalplanen i strid med Planloven § 13, stk. 1.

Inddragelse af offentligheden

Nævnet vurderede, at ændringerne i kommuneplantillæg nr. 22 var omfattet af begrebet "mindre ændringer i en kommuneplans rammedel" i Planloven § 23 c, stk. 1, 3. pkt. Dette skyldes, at tillægget ikke ændrer på områdets anvendelse, men blot justerer bebyggelsesregulerende bestemmelser. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at indkalde ideer og forslag forinden udarbejdelsen af forslaget til kommuneplantillægget.

Kommunen har overholdt de i Planloven § 27, stk. 1 og Planloven § 24, stk. 3 fastsatte frister for offentlig høring og endelig vedtagelse. Nævnet fandt det tilstrækkeligt, at forslaget til kommuneplantillæg nr. 22 blev offentliggjort på kommunens hjemmeside, da der ikke gælder en tilsvarende regel som Planloven § 26, stk. 1 for kommuneplantillæg.

Vedrørende klagerens indsigelse om misvisende gengivelse af indsigelser og forvaltningens bemærkninger, fandt Planklagenævnet ikke, at dette udgjorde en retlig mangel, der medførte lokalplanens ugyldighed. Nævnet lagde vægt på, at indsigelsen i sin fulde ordlyd indgik i kommunalbestyrelsens behandling af sagen. Selvom kommunen erkendte en faktuel fejl i resuméet vedrørende ejendommenes placering i forhold til udstykningen, vurderede nævnet, at dette ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel, da det vedrørte hensigtsmæssigheden af lokalplanen og ikke nødvendigvis ville have ført til et andet resultat.

Grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelse

Planklagenævnet bemærkede, at en lokalplan alene regulerer fremtidige forhold. Det forhold, at en bestemt anvendelse – lovligt eller ikke lovligt – allerede er etableret, har ingen retlig betydning for kommunens mulighed for at vedtage en lokalplan, som muliggør den pågældende anvendelse fremover. Der var derfor ikke tale om en retlig mangel ved vedtagelsen af planerne, selvom lokalplanforslaget ikke oplyste om eksisterende beboelse.

Magtfordrejning

Nævnet fandt, at et ønske om at udlægge et område til boligformål og at overføre landzonearealer til byzone er en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for at vedtage planerne. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn ved vedtagelsen af planerne. Nævnet bemærkede desuden, at det ikke er usagligt, at kommunen påbegynder ny planlægning på baggrund af en ansøgning fra en bygherre.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.