Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelsespåbud vedrørende terrænregulering, grejskur og adgangssti

Rudersdal Kommune udstedte den 5. juli 2018 et påbud om fysisk lovliggørelse af terrænregulering, et grejskur i skråningen mod Øresund samt en adgangssti til stranden på en ejendom i Vedbæk. Påbuddet blev givet med henvisning til Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Sagens baggrund og ejendommen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 59, et villaområde i Vedbæk. Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for ubebyggede arealer, herunder:

• Lokalplanens § 9, stk. 3: Skrænten mod Øresund skal fremstå som en busk- og træbevokset skrænt. Anlæg (f.eks. terrasser og pavilloner) er ikke tilladt uden kommunalbestyrelsens tilladelse, bortset fra nødvendig adgang til stranden.
• Lokalplanens § 9, stk. 8: Terrænreguleringer på mere end +/- 0,5 m i forhold til eksisterende terræn kræver kommunalbestyrelsens tilladelse.

Forløbet op til kommunens afgørelse

I 2015 fik ejeren byggetilladelse til ændret anvendelse af ejendommen. I februar 2016 ansøgte ejeren om tilladelse til en ny strandadgang (græssti), terrænregulering i forbindelse hermed samt et underjordisk grejskur. Kommunen gav tilladelse til strandadgangen og terrænreguleringen med vilkår om et naturligt forløb og overholdelse af koteplanen. Der blev også givet dispensation fra lokalplanens § 9, stk. 3, til grejskuret, dog med vilkår om en maksimal størrelse på 20 m² og at skuret skulle være jorddækket med kun en synlig døråbning.

Efter en besigtigelse i august 2017 og en naboklage i september 2017, varslede kommunen i januar 2018 påbud om lovliggørelse. En landinspektørrapport fra februar 2018 viste terrænreguleringer på op til 1,8 m. En ny besigtigelse i marts 2018 afslørede, at grejskuret var ca. 24 m² (57 m² i grundplan ifølge ortofoto) og havde en synlig facade mod Øresund. Klageren ansøgte efterfølgende om lovliggørende dispensation.

Rudersdal Kommunes påbud

Kommunen afviste den 5. juli 2018 retlig lovliggørelse og udstedte påbud om fysisk lovliggørelse af de ulovlige forhold senest den 1. september 2018.

Grejskuret

Kommunen konstaterede, at grejskuret ikke var udført i henhold til den givne dispensation, da det fremstod med synlig facade mod Øresund og var større end de tilladte 20 m². Det krævede dispensation fra lokalplanens § 7, stk. 7, om byggelinje mod Øresund. Påbuddet krævede reduktion af arealet til 20 m² og at kun en dør var synlig.

Terrænregulering og adgangssti

Kommunen fandt, at terrænreguleringer på den nordlige del af grunden overskred de tilladte +/- 0,5 m i forhold til lokalplanens § 9, stk. 8, og den tidligere dispensation. Den største regulering var op til 1,8 m. Kommunen krævede tilbageregulering til det oprindelige terræn, som fremgik af lokalplanens kortbilag.

Adgangsstiens bredde og belægning

Adgangsstien til stranden var udført med chaussesten og en bredde på ca. 2,8 m, selvom tilladelsen specificerede en græssti. Kommunen påbød ændring af belægningen og reduktion af bredden til maksimalt 2 m (inkl. vandrende), så græsstien blev 1,4 m, for at opfylde lokalplanens § 9, stk. 3.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren anførte, at kommunen manglede hjemmel til påbuddet, da forholdene var umiddelbart tilladte, og at kommunen havde tilsidesat proportionalitetsprincippet. Specifikt for grejskuret mente klageren, at lokalplanens § 9, stk. 3, ikke regulerede størrelsen af bebyggelse, kun de synlige dele. For terrænreguleringen blev det anført, at lokalplanens § 9, stk. 8, var uklar om begrebet "eksisterende terræn" og ikke tilstrækkelig præcis til håndhævelse. Klageren henviste til, at successive reguleringer under 0,5 m burde være tilladte. Vedrørende adgangsstien argumenterede klageren for, at lokalplanens § 9, stk. 3, ikke gav hjemmel til at regulere belægningsbredde og -type for en sti i en privat have, jf. Planloven § 15, stk. 2.

Kommunen fastholdt, at "eksisterende terræn" i lokalplanens § 9, stk. 8, refererede til terrænet ved lokalplanens vedtagelse, og at "salamimetoden" var en omgåelse. Kommunen henviste til, at dispensationen for grejskuret var givet med vilkår om, at det ikke måtte være synligt, og at stien var anlagt i strid med den givne tilladelse og lokalplanens intentioner om "nødvendig adgang".

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Rudersdal Kommunes påbud om fysisk lovliggørelse af terrænregulering, grejskur og adgangssti. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, herunder tilsynsafgørelser og påbud om lovliggørelse i henhold til Planloven § 51, stk. 1. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som et afslag på ansøgning om dispensation og et påbud om fysisk lovliggørelse. Det er et retligt spørgsmål, om forholdene er i strid med lokalplanen, og om kommunen har overholdt almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet.

Vurdering af tilladelsespligt

Lokalplanbestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner i strid med lokalplanen kræver dispensation, som skal behandles efter Planloven § 19 og Planloven § 20.

Grejskuret

Planklagenævnet fandt, at grejskuret var omfattet af begrebet "anlæg" i lokalplanens § 9, stk. 3, og derfor krævede tilladelse/dispensation. Nævnet fastslog, at kommunen lovligt kunne fastsætte vilkår for omfang, placering og udformning af anlæg. Da kommunens afslag på yderligere dispensation var baseret på en skønsmæssig vurdering, kunne nævnet ikke efterprøve denne del af afgørelsen.

Terrænregulering

Nævnet afviste klagerens argument om uklarhed i lokalplanens § 9, stk. 8. "Eksisterende terræn" skulle forstås som terrænet ved lokalplanens vedtagelse, og bestemmelsen var tilstrækkelig præcis til håndhævelse, især da lokalplanen indeholdt kortbilag med terrænkoter. Nævnet fandt, at terrænreguleringer ud over de tilladte +/- 0,5 m krævede dispensation. Da der var foretaget terrænreguleringer i strid med lokalplanen og den meddelte dispensation, og kommunens afslag på yderligere dispensation var skønsmæssigt, kunne nævnet ikke efterprøve dette.

Adgangsstiens bredde og belægning

Planklagenævnet vurderede, at den anlagte adgangssti til stranden oversteg, hvad der kunne anses for "nødvendig adgang" i henhold til lokalplanens § 9, stk. 3. Stiens bredde, belægning (chaussesten) og forløb medførte, at den fremstod som en tydelig gennembrydning af skrænten, hvilket var i strid med kravet om en busk- og træbevokset skrænt. Stien krævede derfor dispensation, og kommunens skønsmæssige afslag på dispensation kunne ikke efterprøves.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde, at kommunens påbud ikke var proportionalt. Der blev lagt vægt på, at kommunen i 2016 klart havde fastsat betingelser for strandadgang, terrænregulering og grejskur, som klageren ikke havde overholdt. Klageren burde have været opmærksom på, at terrænregulering ikke uden videre var tilladt. Kommunen havde således hjemmel i Planloven § 51, stk. 3 til at give påbud om lovliggørelse af grejskuret, terrænreguleringen og adgangsstien.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Rudersdal Kommunes påbud af 5. juli 2018. Påbuddet vedrørende adgangsstiens bredde og belægning præciseres til kun at gælde den del af stianlægget, som gennembryder skrænten. Rudersdal Kommune skal fastsætte en ny frist for lovliggørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.