Planklagenævnets afgørelse om dispensation til etablering af parkeringspladser på [adresse1]

Københavns Kommune afslog den 29. maj 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 24 med tillæg 1, Fix-karreen, vedrørende etablering af 12 parkeringspladser på ejendommen [adresse1]. Ejendommen, der har et etageareal på 2.073 m2 og indeholder blandet bolig og erhverv, har et gårdareal med grønne områder og legeplads, men ingen eksisterende parkeringspladser.

Lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens formål er at tilpasse ny boligbebyggelse til eksisterende bebyggelse i området. Lokalplanens § 9, stk. 3, fastsætter en parkeringsdækning på 1 vognplads pr. 100 m2 etageareal. Heraf kan halvdelen indrettes på terræn inden for karreen efter kommunens nærmere bestemmelse, mens de øvrige skal etableres underjordisk eller andetsteds i kvarteret, ligeledes efter kommunens nærmere bestemmelse.

Sagsforløb og kommunens afgørelse

Ansøger indsendte ansøgning om etablering af 12 parkeringspladser den 27. april 2017. Efter naboorientering, som resulterede i 30 høringssvar, behandlede Teknik- og Miljøudvalget sagen. Forvaltningen havde indstillet til at meddele dispensation, da de mente, at ejeren havde ret til at etablere parkeringspladserne, og at der ikke var en saglig grund til at afslå dispensationen. Udvalget besluttede dog at give afslag med den protokolbemærkning, at det ville ødelægge gårdmiljøet og begrænse trafiksikkerheden for børnene. Kommunens afgørelse af 29. maj 2018 begrundede afslaget med, at etableringen af parkeringspladserne ville optage eksisterende grønne arealer og medføre til- og frakørsel i en gård uden nuværende trafik, hvilket ville ødelægge gårdmiljøet og påvirke trafiksikkerheden.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren anførte, at lokalplanens § 9, stk. 3, ikke er tilstrækkelig præcis til at håndhæves som et maksimum for parkeringsdækning, og at kommunen ikke havde en saglig grund til at nægte dispensation. Klageren fremhævede, at kommunens egen forvaltning havde vurderet, at der ikke var juridisk eller saglig grund til afslag. Kommunen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at parkeringsnormen i § 9, stk. 3, er en præcis angivelse på 1 parkeringsplads pr. 100 m2, og at etablering af 12 parkeringspladser krævede dispensation, da hovedreglen er underjordisk parkering, men kommunen kan dispensere til terrænparkering.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Københavns Kommunes afslag på dispensation til etablering af 12 parkeringspladser. Nævnet kan prøve retlige spørgsmål, herunder om kommunen har haft hjemmel til at give afslag og om begrundelsen er saglig, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse.

Fortolkning af lokalplan og dispensationsbehov

Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation efter Planloven § 19 og [Planloven § 20]. Ejendommen kræver ifølge lokalplanens § 9, stk. 3, 20 parkeringspladser (2.073 m2 / 100 m2). Bestemmelsen tillader, at 10 af disse pladser kan indrettes på terræn inden for karreen. Da der blev ansøgt om 12 parkeringspladser, krævede kun de 2 overskydende pladser dispensation. Planklagenævnet fandt, at den del af lokalplanens § 9, stk. 3, der vedrører den nærmere indretning af parkeringspladserne, er en kompetencenorm, der udskyder planlægningsmæssige spørgsmål til senere beslutninger. Dette er ikke i overensstemmelse med planloven og har derfor ikke retsvirkning. Kommunens afgørelse led af en retlig mangel, da den var baseret på en forkert forudsætning om, at alle 12 parkeringspladser krævede dispensation.

Mulighed for dispensation og saglige hensyn

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. [Planloven § 19, stk. 1]. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. [Planloven § 19, stk. 2]. Planklagenævnet vurderede, at en dispensation fra lokalplanens § 9, stk. 3, om det maksimale antal parkeringspladser på terræn ikke er i strid med lokalplanens principper, da formålsbestemmelsen ikke specifikt henviser til denne bestemmelse, og den ikke er af en sådan karakter, at den udgør en del af planens principper. Kommunen havde således mulighed for at give dispensation for de 2 parkeringspladser, der oversteg de umiddelbart tilladte 10 pladser.

Kommunens begrundelse for afslaget, der omhandlede ødelæggelse af gårdmiljøet og trafiksikkerhed for børn, blev anset for at være saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Imidlertid havde kommunen sammenlignet et scenarie med 0 parkeringspladser med et scenarie med 12 parkeringspladser, i stedet for at sammenligne de 10 umiddelbart tilladte parkeringspladser med de yderligere 2, der krævede dispensation. Denne fejlslutning, kombineret med den forkerte antagelse om dispensationsbehovet for alle 12 pladser, medførte en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Afgørelse

Planklagenævnet ophæver og hjemviser Københavns Kommunes afgørelse af 29. maj 2018 til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.