Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse af sag vedrørende lokalplan for Magasingården i Kerteminde

Vedrørende klagepunktet om kommuneplantillæg nr. 15's maksimale bygningshøjde på 8,5 meter, havde nævnet ikke behandlet dette, da det lagde til grund, at glastårnet ikke var højere end 8,5 meter.

Nye faktiske oplysninger

Planklagenævnet fandt ikke, at der var anført nye faktiske oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen. Nævnet vurderede, at ovenlysvinduerne kan betragtes som en supplerende bygningsdel, som ikke skal medregnes i bygningshøjden. Dette skyldes, at supplerende bygningsdele normalt har ringe betydning for hensynet til lys, luft og privatlivets fred, og at skyggen fra ovenlysvinduerne alene vil falde inden for tagfladen. Nævnet lagde vægt på, at medmindre en lokalplan fastsætter konkrete bestemmelser om højden af supplerende bygningsdele, skal disse som udgangspunkt ikke indgå i beregning af bygningshøjde efter planretten.

Nye klagepunkter

Klagepunktet om, at ovenlysvinduerne er opført i akryl, var et nyt klagepunkt, der ikke tidligere var gjort gældende i sagen. Planklagenævnet afviste at genoptage sagen på baggrund af nye klagepunkter, da dette ville føre til omgåelse af de lovbestemte klage- og søgsmålsfrister.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet afviste at genoptage sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke genoptog sagen og dermed ikke gav klageren medhold. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.