Afslag på dispensation fra lokalplan til plantecenter på grund af forbud mod detailhandel

Sagen omhandler et afslag fra Jammerbugt Kommune på en ansøgning om dispensation til at etablere et plantecenter på en ejendom beliggende på [adresse1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 36, Egentligt erhvervsområde, som i delområde A, hvor ejendommen ligger, forbyder detailhandel.

Ansøgning og kommunens afslag

En ansøger ønskede at etablere en entreprenørvirksomhed med et tilhørende plantecenter. Plantecentret skulle både forsyne entreprenørvirksomheden og sælge varer som planter, fliser og buketter direkte til private. Jammerbugt Kommune meddelte afslag på dispensation fra lokalplanen med henvisning til, at et plantecenter med salg til private er detailhandel, hvilket er i strid med lokalplanens § 3. Kommunen vurderede, at forbuddet mod detailhandel er et af planens bærende principper, og at en dispensation derfor ikke var en mindre betydende afvigelse.

Klagen til Planklagenævnet

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet og anførte, at lokalplanen var tvetydig, og at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen. Klageren henviste til, at andre virksomheder i området angiveligt drev detailhandel.

Planklagenævnet stadfæstede Jammerbugt Kommunes afgørelse og gav ikke klageren medhold. Nævnet fandt, at kommunens afslag på dispensation var i overensstemmelse med lovgivningen.

Forbud mod detailhandel i lokalplanen

Planklagenævnet fastslog, at det ansøgte plantecenter, med et planlagt salg til private, skal betragtes som detailhandel. Lokalplanens § 3 forbyder udtrykkeligt detailhandel i det pågældende område. Denne bestemmelse er en anvendelsesbestemmelse og udgør dermed et af lokalplanens principper. I henhold til Planloven § 19, stk. 1, kan der ikke dispenseres fra en lokalplans principper. Kommunen havde derfor ikke hjemmel til at give den ansøgte dispensation, da bestemmelserne i en lokalplan er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

I forhold til klagerens påstand om forskelsbehandling fastslog Planklagenævnet, at lighedsgrundsætningen ikke kan føre til, at en ansøger har krav på en dispensation, der er i strid med loven. Selv hvis kommunen tidligere måtte have meddelt en ulovlig dispensation til en anden virksomhed, forpligter dette ikke kommunen til at gentage fejlen. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen.