Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til udstykning i Vordingborg Kommune

Sagen omhandler Vordingborg Kommunes afgørelser af 8. marts 2018, hvor der blev givet landzonetilladelse til udstykning af nye byggegrunde fra henholdsvis [matrikel1] og [matrikel2], jf. Planlovens § 35, stk. 1. Planklagenævnet modtog en klage over disse afgørelser fra en ejer af en fritidsbolig i landsbyen.

Området og ansøgningen

Landsbyen Mandemarke, der består af ca. 35 huse opført mellem 1725 og 1957, ligger i kystnærhedszonen. De udstykkede arealer ligger inden for landsbyens afgrænsning og er i kommuneplan 2018 for Vordingborg Kommune udpeget med kommuneplanramme nr. L14.05, Landsby Mandemarke, som udlægger området til blandet bolig og erhverv. Området er desuden udpeget som skovrejsningsområde, potentielle naturbeskyttelsesinteresser, kulturmiljøer, landskabelig værdi og geologisk bevaringsværdier.

Ansøgeren søgte oprindeligt om tilladelse til at udstykke 2 grunde til i alt 4 byggegrunde med henblik på salg til flexboliger. Ansøgningen omfattede udstykning af én byggegrund på ca. 1.875 m2 fra [matrikel2] og arealoverførsel af en del af [matrikel2] til den nordlige del af [matrikel3]. Derudover ønskedes udstykning af den nordlige del af [matrikel1] til to byggegrunde på henholdsvis 1.850 m2 og 2.360 m2. Ansøgeren specificerede også ønsker til byggematerialer og udformning af de fremtidige huse.

Klagepunkter

Klageren anførte navnlig følgende punkter i sin klage:

• Det ansøgte er lokalplanpligtigt.
• Der er tvivl om sagsbehandlerens habilitet.
• Afgørelserne er truffet på et mangelfuldt grundlag.
• Der er ikke sket tilstrækkelig naboorientering. Klageren henviste også til Overfredningsnævnets afgørelse fra 1980, som forudsatte en lokalplan for bebyggelse i visse områder, samt til kommuneplanens retningslinjer for landsbyer og kulturmiljøer.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

Vordingborg Kommune fastholdt, at afgørelserne hvilede på et kompetent og uvildigt grundlag, og at sagsbehandlerens tidligere kontakt med ansøgeren ikke medførte inhabilitet. Kommunen vurderede, at udstykningerne var i overensstemmelse med kommuneplanen, og at der ikke var lokalplanpligt, da der ikke var konkrete byggeplaner, og fremtidige byggetilladelser ville stille krav til udseende og placering. Vedrørende naboorientering oplyste kommunen, at de havde orienteret de matrikulære naboer til de udstykkede arealer, og at klageren ikke var en direkte nabo til de udstykkede matrikler. Kommunen skønnede desuden, at forholdet var af underordnet betydning for de øvrige naboer, og at ansøgningen var alment kendt i landsbyen, jf. Planlovens § 35, stk. 5.

Ansøgeren bestred klagerens regnestykke for antallet af nye ejendomme og oplyste, at den firelængede gård på [matrikel1] ville blive fjernet, og at der i stedet ville opføres to huse, hvilket ville resultere i et mindre bebygget areal samlet set.

Planklagenævnet stadfæstede Vordingborg Kommunes afgørelser om landzonetilladelse til udstykning af byggegrunde, men præciserede afgørelsen for [matrikel2].

Klageberettigelse og prøvelse

Planklagenævnet fandt, at klageren var klageberettiget, da klagerens bolig lå henholdsvis 50 og 180 meter fra udstykningen fra [matrikel2]. Nævnet lagde vægt på, at klageren havde en retlig interesse i sagens udfald, især da der var rejst spørgsmål om lokalplanpligt i en mindre landsby, hvor beboerne generelt har interesse i landsbyens udvikling, jf. Planlovens § 59. Nævnet har kompetence til at prøve kommunens afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Arealoverførsel og inhabilitet

Nævnet præciserede, at arealoverførsel fra [matrikel2] til [matrikel3] ikke kræver landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1, da dette er reguleret af Udstykningslovens § 7. Nævnet antog derfor, at kommunen kun havde til hensigt at give landzonetilladelse til én udstykning fra [matrikel2]. Planklagenævnet fandt ingen grundlag for at antage, at sagsbehandleren var inhabil, da der ikke forelå oplysninger, der indikerede en personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 1 og Forvaltningslovens § 3, stk. 2.

Lokalplanpligt og naboorientering

Planklagenævnet vurderede, at de ansøgte udstykninger ikke forudsatte udarbejdelse af en lokalplan, da de ikke medførte væsentlige ændringer af det bestående miljø, jf. Planlovens § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om udstykning af byggegrunde i en afgrænset landsby, der allerede var udlagt til bolig og erhverv i kommuneplanen. Selvom landsbyen er et bevaringsværdigt kulturmiljø, fandt nævnet ikke, at udstykning af 2 nye byggegrunde og én grund med eksisterende bebyggelse var tilstrækkeligt til at medføre lokalplanpligt. Nævnet bemærkede desuden, at der ikke kan gives landzonetilladelse til et forhold, der er lokalplanpligtigt, jf. Planlovens § 35, stk. 2.

Vedrørende naboorientering fandt nævnet, at kommunen ikke var forpligtet til at naboorientere klageren, da klagerens ejendom ikke grænsede matrikulært op til de udstykkede arealer, og klageren heller ikke kunne anses for genbo. Nævnet fandt desuden ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at forholdet var af underordnet betydning for de øvrige naboer, jf. Planlovens § 35, stk. 4.

Samlet afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Vordingborg Kommunes afgørelser af 8. marts 2018 om landzonetilladelse til udstykning af 3 byggegrunde fra [matrikel2] og [matrikel1]. Nævnet præciserede dog, at der alene gives landzonetilladelse til udstykning af én byggegrund fra [matrikel2]. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år, jf. Planlovens § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales.