Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation og håndhævelse af servitut vedrørende carport på [adresse1]

Rødovre Kommune traf den 29. januar 2018 afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation fra byplanvedtægt nr. 10 samt afgørelse efter servitut vedrørende en carport på ejendommen [adresse1]. Ejeren klagede den 13. februar 2018 til Planklagenævnet over afgørelsen, med hovedanførslen om, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Sagen omhandlede en ansøgning fra den 17. januar 2017 om dispensation til en dobbeltcarport på 24 m², opført i forlængelse af en eksisterende godkendt carport på 12 m².

Ejendommen og de regulerende bestemmelser

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 10 fra 1958. Byplanvedtægtens indledning angiver, at fremtidige byggelinjer er vist på plan nr. 10, og at byggelinjeafstanden er 20 m, hvor intet andet er påført. På kortbilaget til byplanvedtægten er der ikke indtegnet punkterede linjer mod vejskel for den pågældende ejendom. Byplanvedtægtens § 2 fastsætter, at bygninger skal holdes inden for områdets byggelinjer og være fritliggende i en afstand af mindst 2,5 m fra naboskel.

Ejendommen er desuden omfattet af en servitut tinglyst den 29. marts 1927, som ifølge kommunen i pkt. 3 indeholder bestemmelser om, at der ikke må bygges over vejudvidelseslinjer på 1,25 m fra vejskel. Servitutten indeholder dog ingen indtegnet plan eller kort, og det fremgår ikke i ord, hvor den byggelinje, kommunen henviser til, befinder sig.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Kommunen gav afslag på dispensation med henvisning til, at en del af carporten var opført i strid med en fastsat byggelinje på 10 m fra vejmidte (benævnt æstetisk vejbyggelinje) samt den fastsatte vejudvidelseslinje på 1,25 m fra vejskel i servitutten. Begrundelsen for afslaget var kommunens ønske om at skabe et grønt bybillede langs vejene i Rødovre Kommune, hvilket carportens placering ikke harmonerede med. Kommunen oplyste, at den var indstillet på at give dispensation for overskridelse af bebyggelsesgrad og småbygninger i skel, hvis naboorientering var positiv. Det fremgik dog ikke af afgørelsen, hvilke konkrete bestemmelser i byplanvedtægten carporten var i strid med, eller hvilke bestemmelser i planloven afgørelsen var truffet med hjemmel i, herunder om servitutten ønskedes håndhævet med hjemmel i Planloven § 43.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da flere beboere i området havde opført carporte i strid med byggelinjerne, og kommunen tidligere havde givet tilladelser hertil. Kommunen svarede, at Teknik- og Miljøudvalget i 2012 havde skærpet sin praksis for småbygningers placering i forhold til tinglyste byggelinjer for at fremtidssikre villavejenes åbne og grønne udtryk. Ifølge kommunen var den restriktive praksis, at det ikke længere var muligt at fravige deklarationer eller dispensere fra lokalplaner/byplanvedtægter til overskridelse af byggelinjer, hvis det var muligt at overholde disse. Kommunen oplyste, at den efter praksisændringen kun i enkelte tilfælde havde givet tilladelse til opførelse af carporte i strid med byggelinjen, og at dette skyldtes, at det i de konkrete sager ikke var muligt at placere carporte bag byggelinjen. Kommunen mente derfor ikke, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen.

Planklagenævnet ophævede Rødovre Kommunes afgørelse af 29. januar 2018 om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 10 samt afgørelse efter servitut om lovliggørelse af carporten. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Planklagenævnets vurdering af byplanvedtægten

Planklagenævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 2, der henviser til "områdets byggelinjer", ikke er tilstrækkeligt klart og præcist formuleret til at kunne håndhæves. Nævnet lagde vægt på, at hverken § 2 eller indledningen til byplanvedtægten angiver, hvor byggelinjerne er placeret, eller hvor den nævnte byggelinjeafstand på 20 m skal måles fra. Der var således tvivl om, hvorvidt bestemmelsen var overholdt. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at carportens placering ikke var i strid med denne del af byplanvedtægtens § 2 og derfor ikke krævede dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet ophævede derfor kommunens afslag på dispensation fra byplanvedtægtens § 2.

Planklagenævnets vurdering af servitutten

Planklagenævnet opfattede servitutten som en privatretlig servitut. Nævnet bemærkede, at en kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43, som giver kommunen hjemmel til at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan, f.eks. byggelinjer, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 6. Den påklagede afgørelse af 29. januar 2018 indeholdt ikke nærmere oplysning om hjemlen for afgørelsen, og det fremgik ikke, om kommunen havde ønsket at bringe Planloven § 43 i anvendelse. Afgørelsen opfyldte således ikke forvaltningslovens mindstekrav til en begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1, hvorfor afgørelsen allerede af denne grund blev ophævet som ugyldig.

Afgørelse og bemærkninger til fornyet behandling

Planklagenævnet ophævede Rødovre Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet gjorde opmærksom på, at en eventuel ny behandling af sagen i forhold til håndhævelse af servitutbestemmelse efter Planloven § 43 skal ske i overensstemmelse med gældende regler. Det er en forudsætning for et påbud eller forbud efter Planloven § 43, at servitutbestemmelsen er klart og præcist formuleret, og at der ikke er rimelig tvivl om, at servitutten er tilsidesat. Kommunen skal derfor tage stilling til, hvorvidt servitutbestemmelsen er tilstrækkeligt klart og præcist formuleret. Desuden skal der ske varsling og partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, hvis kommunen ønsker at udstede et påbud om lovliggørelse efter Planloven § 43.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.