Afgørelse i klagesag om Haderslev Kommunes dispensationer til terrænreguleringer

Haderslev Kommune meddelte den 21. juni 2017 enslydende dispensationer til terrænreguleringer på ejendommene A1, A2, A3 og A4 i sommerhusområdet ved Havvejen, Diernæs Strand. Området er omfattet af lokalplan nr. 18-2, som blev vedtaget den 30. september 2010. Lokalplanens formål omfatter blandt andet at fastlægge områdets anvendelse, sikre visuel indpasning af ny bebyggelse, fastlægge vejadgang og beplantning samt fremtidssikre området mod oversvømmelse.

En nabo klagede den 21. juli 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelser. Klagen blev modtaget af nævnet den 23. februar 2018.

Baggrund for dispensationen

I 2015 traf Haderslev Kommune oprindeligt afgørelse om, at terrænreguleringen var umiddelbart tilladt i henhold til lokalplanen. Denne afgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som den 14. juni 2016 hjemviste sagen til fornyet behandling med den begrundelse, at terrænreguleringen krævede dispensation fra lokalplanen.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at dispensationerne var i strid med lokalplanens principper, og at de påførte klagerens ejendom en oversvømmelsesrisiko. Specifikke klagepunkter inkluderede:

• Strid med lokalplanens principper: Klageren henviste til lokalplanens formål om beplantning og § 8.2, der kræver bevaring af eksisterende beplantningsbælter. Klageren mente, at terrænreguleringen ændrede områdets karakter væsentligt.
• Oversvømmelsesrisiko: Klageren gjorde gældende, at dispensationerne fjernede en opfangningszone for regnvand, hvilket øgede risikoen for oversvømmelse på klagerens ejendom.
• Overtrædelse af Vandløbsloven: Klageren mente, at terrænreguleringen hindrede overfladevandets naturlige afløb fra klagerens grund, hvilket stred mod Vandløbsloven § 6, stk. 1.
• Manglende helhedsvurdering: Klageren anførte, at byggeriet ikke opfyldte byggeretten i Bygningsreglementets § 169, og at kommunen derfor skulle have foretaget en helhedsvurdering efter Bygningsreglementets § 188, hvilket ikke var sket.
• Privatretlig servitut: Klageren henviste til en tinglyst servitut om et læhegn, der ikke måtte beskadiges.
• Manglende individuel vurdering: Klageren kritiserede, at kommunen havde udsendt enslydende dispensationer for grundene, hvilket gav indtryk af en ren ekspeditionssag.
• Hensyn til at undgå erstatning: Klageren mente, at kommunens baggrund for at lovliggøre byggerierne var at undgå erstatningsansvar.

Kommunens bemærkninger

Haderslev Kommune anførte, at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser eller den planlagte struktur. Kommunen vurderede, at bestemmelsen om terrænregulering faldt uden for lokalplanens principper, og at der derfor kunne dispenseres fra den. Kommunen bemærkede desuden, at terrænreguleringerne ikke forhindrede opretholdelse af beplantningsbæltet i henhold til lokalplanens § 8.2. Vedrørende den individuelle vurdering oplyste kommunen, at der var foretaget en individuel vurdering af hver ejendom, men at enslydende afgørelser var begrundet i de fuldstændigt sammenlignelige forhold. Kommunen vurderede, at der ikke var nabogener, der oversteg fordelene ved en bedre udnyttelse af grundene, og at tilbageholdelse af regnvand var sikret af et 2 meter ureguleret bælte.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Haderslev Kommunes dispensationer til terrænreguleringer. Dette betyder, at kommunens afgørelse gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således vurdere, om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation, og om dispensationen er begrundet i saglige, planlægningsmæssige hensyn. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig.

Afvisning af specifikke klagepunkter

Planklagenævnet afviste at behandle flere af klagerens anbringender på grund af manglende kompetence:

• Privatretlig servitut: Nævnet fandt, at kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 er en skønsmæssig afgørelse, som ikke kan påklages til Planklagenævnet.
• Oversvømmelsesrisiko: Dette spørgsmål vedrører hensigtsmæssigheden af dispensationerne, hvilket er et skønsmæssigt spørgsmål uden for nævnets kompetence.
• Vandløbsloven: Nævnet behandler klagesager efter planloven og har ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmål om overholdelse af vandløbsloven. Klager over afgørelser efter vandløbsloven skal rettes til Miljø- og Fødevarenævnet i henhold til Vandløbsloven § 80.
• Helhedsvurdering efter Bygningsreglementet: Spørgsmålet om helhedsvurdering er reguleret af bygningsreglementet, som er udstedt i medfør af byggeloven. Dette er ikke relevant for afgørelser om dispensation efter planloven, og Planklagenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle dette klagepunkt.

Mulighed for at give dispensation

Nævnet lagde til grund, at terrænreguleringen krævede dispensation fra lokalplanen. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at bestemmelserne i lokalplanens § 8.1 (terrænregulering) og § 8.2 (beplantning) ikke er en del af lokalplanens principper. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviser til disse paragraffer, og at bestemmelserne ikke i øvrigt er af en sådan karakter, at de kan anses for at være en del af planens principper. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationerne.

Konkret vurdering og begrundelse

Nævnet bemærkede, at en kommune skal foretage en konkret og individuel vurdering af det ansøgte, og at kommunens skønsmæssige vurdering skal være baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Rent økonomiske hensyn er ikke planlægningsmæssigt relevante.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde undladt at foretage en konkret og individuel vurdering af hver sag, eller at kommunen alene havde lagt vægt på egne økonomiske interesser. Kommunens begrundelse om en begrænset fravigelse, ingen hindring for beplantningsbæltet, sikring af regnvand og ingen væsentlige nabogener blev anset for saglige, planlægningsmæssige hensyn.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.