Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 1.169, Boligområde ved Klosterstenen i Snekkersten, Helsingør Kommune

Helsingør Kommune vedtog den 18. december 2017 endeligt lokalplan nr. 1.169, Boligområde ved Klosterstenen i Snekkersten. En beboer uden for lokalplanområdet klagede den 14. januar 2018 til Planklagenævnet over vedtagelsen, idet klagen navnlig omhandlede, at den nye lokalplan var i strid med den hidtil gældende lokalplan nr. 1.22.

Baggrund for lokalplan nr. 1.22

Lokalplan nr. 1.22, Nyt boligområde, blev vedtaget den 21. maj 1984. Denne plan fastsatte rammer for bebyggelsesprocenten på maksimalt 25 % for området som helhed og krævede, at mindst 10 % af området skulle anvendes til samlede friarealer. Specifikt angav lokalplanens § 3, stk. 2, at enhederne F1 og F2 kun måtte anvendes til fælles friareal og stier. Desuden fastsatte § 6.1 og § 6.2 maksimale etagearealer for enhederne B1 og B2 på henholdsvis 6.000 m² og 7.000 m², mens § 6.7 forbød bebyggelse på friarealerne F1, F2, F3 og F4. Området, der senere blev omfattet af lokalplan nr. 1.169, var i lokalplan nr. 1.22 udlagt som ENHED F1 fælles friareal.

Forløbet op til vedtagelsen af lokalplan nr. 1.169

Forslag til lokalplan nr. 1.169 blev vedtaget af Helsingør Byråd den 19. juni 2017 og var i offentlig høring fra den 28. juni 2017 til 6. september 2017. Der indkom 17 høringssvar, herunder et fra klageren, der anførte, at den nye lokalplan ville overskride bebyggelsesprocenten. Kommunen vurderede, at den mulige bebyggelsestæthed med forslag til lokalplan 1.169 ikke var i strid med bebyggelsestætheden inden for rammen af den gældende lokalplan 1.22, da der var en restrummelighed på ca. 1.500 m².

Indhold af lokalplan nr. 1.169

Lokalplan nr. 1.169 blev endeligt vedtaget den 18. december 2017. Planen fastsatte i § 6.4 et maksimalt etageareal på 750 m² inden for lokalplanens område, hvilket ville resultere i en bebyggelsesprocent på ca. 27 %. Lokalplanens § 9.1 aflyste desuden den eksisterende lokalplan nr. 1.22 inden for det nye lokalplanområde, som var tydeligt afgrænset på kortbilag 1.

Kommuneplanens relevans

Området var ved vedtagelsen af lokalplan nr. 1.169 omfattet af rammeområde 1.B.76 i kommuneplan 2013, som tillod en maksimal bebyggelsesprocent på 30 %. Efterfølgende er kommuneplan 2019 vedtaget, hvor rammebestemmelserne for område 1.B76 fortsat angiver en maksimal bebyggelsesprocent på 30 % for området som helhed.

Klagerens og kommunens argumenter

Klageren gjorde gældende, at bebyggelsesprocenten ville blive overskredet, og at kommunens beregninger var ukorrekte. Klageren anførte også, at lokalplan nr. 1.169 ikke overholdt bestemmelserne i lokalplan nr. 1.22 om friarealer, da et fælles rekreativt areal blev nedlagt uden anvisning af et erstatningsareal. Kommunen erkendte, at der ikke blev anvist et erstatningsareal, men vurderede, at der var adgang til rekreative arealer inden for den eksisterende bebyggelse og i et fredet område nord for lokalplanen. Klageren fremførte yderligere punkter vedrørende nedlæggelse af p-pladser, manglende nye parkeringspladser (herunder handicap- og gæsteparkering), og at arealet ikke var egnet til boldbane, samt at planen ville medføre en fortætning af bygningsmassen. Klageren efterlyste også dokumentation for fredning og kommunens ejerskab af arealet.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 1.169, Boligområde ved Klosterstenen i Snekkersten.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om, hvorvidt planen er tilvejebragt i overensstemmelse med planlovens kapitel 6 og om den er i strid med kommuneplanen. Nævnet har derimod ikke kompetence til at efterprøve uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed. Derfor kunne nævnet ikke behandle klagepunkter vedrørende antallet af parkeringspladser, arealets egnethed til boldbane, fortætning af bygningsmassen, dokumentation for fredning eller kommunens ejerskab af arealet, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Forholdet mellem kommuneplanen og lokalplanen

Klageren anførte, at bebyggelsesprocenten ville blive overskredet, hvilket Planklagenævnet forstod som en klage over, at lokalplan nr. 1.169 var i strid med kommuneplanen. En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanen, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Selvom der var tvivl om overensstemmelsen med den dagældende kommuneplan 2013, fandt nævnet, at lokalplanen var i overensstemmelse med den nugældende kommuneplan 2019. Kommuneplan 2019's rammebestemmelser for område 1.B76 tillader en maksimal bebyggelsesprocent på 30 % for området som helhed. Nævnet beregnede den samlede bebyggelsesprocent for rammeområdet til ca. 19,5 % (13.000 m² fra lokalplan nr. 1.22 + 750 m² fra lokalplan nr. 1.169 fordelt på et areal på ca. 70.500 m²), hvilket er i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelse. En eventuel uoverensstemmelse med den dagældende kommuneplan 2013 førte derfor ikke til en ophævelse af planen.

Forholdet mellem lokalplan nr. 1.169 og 1.22

Klageren anførte, at lokalplan nr. 1.169 ikke overholdt bestemmelserne i lokalplan nr. 1.22 om friarealer. Nævnet bemærkede, at kravet om 10 % friarealer alene fremgik af lokalplan nr. 1.22's redegørelse, som gengav rammebestemmelserne i den dagældende kommuneplan 1981-92, og ikke af lokalplanens bindende bestemmelser. Planloven er ikke til hinder for, at kommunen vedtager en ny lokalplan, som strider mod en gældende lokalplan, så længe det udtrykkeligt fremgår af den nye lokalplan, hvis dele af en eksisterende lokalplan ophæves, jf. Planloven § 13, stk. 1. Da lokalplan nr. 1.169 i § 9.1 udtrykkeligt aflyste den eksisterende lokalplan nr. 1.22 inden for det nye lokalplanområde, fandt nævnet, at dette krav var opfyldt. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist at behandle sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.