Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til yogaundervisning i Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune afslog den 9. oktober 2017 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 15 til yogaundervisning på en ejendom beliggende på [adresse1]. Kommunen udstedte samtidig et påbud om fysisk lovliggørelse af forholdet. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejendommens lejer den 24. oktober 2017.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen på [adresse1] er omfattet af lokalplan nr. 15, underområde II, som er afgrænset af [vejnavn2], [vejnavn3], [vejnavn4] og kommunegrænsen. Lokalplanens formål er at udlægge området til bolig- og erhvervsformål, herunder lettere industri, værkstedsvirksomhed og mindre lagervirksomhed. Lokalplanens afsnit 3.2.1 fastsætter, at der kun må udøves virksomhed, som ikke eller kun i ubetydeligt omfang medfører gener i form af støj, luftforurening eller lugt. Lokalplanens formålsbestemmelse åbner dog også mulighed for etablering af institutioner for børn, syge- og plejehjem samt idrætsformål.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Kommunen konstaterede ved besigtigelser i juni og juli 2017, at lokaler i ejendommens baghus blev anvendt til yogaundervisning. Kommunen varslede påbud den 28. juli 2017. Afslaget på dispensation blev begrundet med, at yogaundervisning ikke falder ind under de tilladte erhvervsformål i lokalplanens afsnit 3.2.1, og at kommunen ønsker at bevare området til den type erhverv, der er angivet i lokalplanen. Kommunen henviste i påbuddet til Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 1 og Planloven § 63.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at yogaundervisning er i overensstemmelse med lokalplanens formålsbestemmelse, som inkluderer idrætsformål. Klageren mente, at kommunen ikke sagligt kunne afslå dispensation alene med henvisning til begrænsninger i underområderne, især da yogaundervisning ligger tæt op ad det forudsatte for underområde II og ikke medfører gener. Det blev også fremført, at den trafikale aktivitet fra en børneinstitution (tilladt i lokalplanen) ville være mere intens end fra et yogastudie. Klageren påpegede desuden, at anvendelsen ikke væsentligt adskiller sig fra et "folkerum" (tilladt i afsnit 3.2.2) og kun udgør et begrænset areal på 176 m2. Endelig argumenterede klageren for, at anvendelsen ikke ændrer ejendommens karakter af beboelseshus og er af underordnet betydning for kvarterets præg, hvorfor kommunen ikke havde hjemmel til at meddele påbud.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at yogaundervisning ikke er omfattet af lokalplanens afsnit 3.2.1. Kommunen afviste relevansen af afsnit 3.2.2, da det omhandler villabebyggelse, og anførte, at idrætsformål ifølge lokalplanens formålsbestemmelse kan etableres i underområde III, ikke II. Kommunen gjorde gældende, at den ikke kunne dispensere fra lokalplanens afsnit 3.2.1, da dette ville stride mod planens principper, som omfatter formåls- og anvendelsesbestemmelser.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afslag på dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt, og en ny frist for lovliggørelse skal fastsættes af Frederiksberg Kommune.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål om, hvorvidt det ansøgte er i overensstemmelse med lokalplanen, og om kommunen har overholdt forvaltningsretlige principper, er retlige spørgsmål. Derimod er spørgsmål om hensigtsmæssighed, såsom gener i form af støj, luftforurening eller lugt, ikke retlige forhold, og Planklagenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle dem.

Overensstemmelse med lokalplanen og dispensationsmulighed

Lokalplanens bestemmelser er bindende, jf. Planloven § 18. Planklagenævnet fandt, at et yogastudie ikke kan karakteriseres som lettere industri, værkstedsvirksomhed eller mindre lagervirksomhed, som er de tilladte erhvervsformål i lokalplanens afsnit 3.2.1. Etablering af yogastudie er derfor ikke umiddelbart tilladt. Nævnet fandt det uden betydning, at ejendommens udvendige bygningsmæssige konstruktioner ikke var ændret, da det afgørende er anvendelsens karakter. Forholdet var heller ikke omfattet af lokalplanens afsnit 3.2.2, da bygningen ikke har karakter af villabebyggelse. Vedrørende klagerens argument om underordnet betydning bemærkede nævnet, at Planloven § 51, stk. 3 kun indebærer, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, ikke at den ikke har ret til det.

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formåls- og anvendelsesbestemmelser. Planklagenævnet vurderede, at etablering af yogastudie ikke er en anvendelse, der ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse i lokalplanens afsnit 3.2.1. En dispensation ville derfor være i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Begrundelseskrav

Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, jf. Forvaltningsloven § 22. Planklagenævnet fandt, at kommunen havde opfyldt begrundelseskravet, idet den havde anført, at den ønskede at bevare området til den type erhverv, der er angivet i lokalplanen, og henvist til de relevante retsregler i lokalplanen og planloven. Da anvendelsen var i strid med planens principper, havde kommunen ikke adgang til at dispensere, hvilket reducerer kravet til en skønsmæssig begrundelse. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagepunktet om usaglig begrundelse.

Afgørelsens endelighed og gebyr

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.